slog med en hammer mod et 
hjørne af vandkanten i går

morgenlyset har lagt sig stille på toppen af træernei udkanten af haven står salvien og spreder sit lilla lys

antastninger uden kontakt

tyst i universets første indånding og venter

skovbrynet dufter af hyld
vind der rører dit hår
pibler frem
overalt
finder hen
kommer hjem

sammen går vi ad den bløde asfalt der stadig dufter af i går
pibler frem overalt
finder hen
kommer hjem

ingen kan huske da du lagde dig
i en ring omkring min mund

til lyden af lavmælte sekunder

falder vi ned i os selv

jeg har slået hul i sproget




den fedeste sirup flyder fra bogstavernes hulning mens vi kredser om slottet




vi sidder i dagevis på stranden og tæller sand
kornmodne marker falmer i horisonten
på den anden side af vandet flyder honning fra sprogets turbiner
mens vi kredser om hindsgavl slot
og slikker sirup af havens modne figner

det hele handler - blot
om at gå over broen på den rigtige måde
at gå frem som var der intet tilbage

Min ven fra Kiel, Didi, fortalte det. Jeg vidste det ikke, men nu ved jeg det. Rodins 'Le Penseur' sidder øverst på 'La porte de l'enfer'. Tænkeren i helvede, ruminatoren, grubleren, melankolikeren i helvede. Didi græd da han så det. Patetisk? Måske, men jeg forstår det godt.

badet i sol langs vandet er jeg ved at sne inde bølgerne stivner i deres hastige løb
lyset hvæsser min kniv

der er ingen vej tilbage

man kan ikke gå langs Maderne ved Lillebælts bred

man kan ikke gå på stablet tækkehalm og få regnvand i vandfald over sig
når solen skinner og man springer fra badebroen ved Lillebælt
man ville gerne, men man kan ikke
jeg forsøgte med Anders i går, det gik ikke
alt det man vil, men ikke kan nå, ikke kan røre ved, ikke fordi man ikke ville kunne, for det ville man, man kan bare ikke nå det, som Tantalus der strækker sig ud og bukker sig ned, gang på gang, en gang til, forfra, og bagfra og forfra igen, men måske gælder det om at vente uden at vente, at gå rundt nede i væren uden at vente sig noget bestemt af den, forfra og bagfra, igen og igen, rundt og rundt

wer sucht, findet nicht, wer nicht sucht wird gefunden

nej, det er for banalt.
Problemet er bare at der er sand i sandhed, og at sand rinder ud

Det hele begynder med at jeg for sent, for sent, for sent læner hovedet ud af vinduet og hører ingenting. Senere på dagen hører jeg alt for meget. Det gælder om at læne øret ud af vinduet og høre den rette mængde, hverken for meget eller for lidt, men hvis det endelig skal være, er stilheden så langt at foretrække. Ingenting. Vi burde være ingenting. Det er en stor fejltagelse at vi overhovedet er noget.

Langs med Maderne i Næbskoven,

børnene i regntøj, væk var søndages melankoli langs skovstier, væk var smerten i maven fra bagsædet af bilen, vi legede på tækkehalm der var stablet som liv parat til at folde sig ud og tage imod, vandet randt sirligt langs gummistøvler, som vandfald over ubrugte hoveders brusen. Nu sitrer jeg i sengen ved tanken om al den virkelighed der skal bruges, om alle de minder jeg skal forbi, om alle de tanker der skal glemmes. I morgen skruer vi op for tiden og ned for mørket. Det gælder om at gå turen i Næbskoven en gang til mens vi lukker fortiden inde i træernes knejsende Nu over Præstø Bugt, som Raabe der ikke kunne sove og læste Schopen=hauer hele natten, indåndede svovldampe så vejret kunne strømme frit ned i de skrivende lunger. Hvis jeg skulle notere universet, ville notationen være nulkommanulkommanul=tid-i-tiendekommanul, selv om den 30 meter høje og ethundredehalvtredsår gamle eg ved Maderne i dag så ud til at nyde hvert et sekund. Ingen så de døde snegle, og der var tusind års liv i det løb over skovbunden, og intet at glemme, ingen antagelser, ingen angst i dit spring mod presenningen der dækkede de stablede strå

og en tredjedel af solen og en tredjedel af månen og en tredjedel af stjernerne ramt af dit smil da vandet løb fra regnstøvlerne ned ad din hals.

Adorno og dannelsens forfald

Tumler i disse dage med et foredrag til Klassikerforeningens årsmøde i Vejle ultimo august. Jeg taler, med udgangspunkt i mit essay om 'Åndens deroute i et ensrettet Europa' (Nomos) om dannelsen. Ved jeg, må jeg nu spørge mig selv, overhovedet hvad jeg mener om sagen? Søger i litteraturen, læser mig ind i Wilhelm von Humboldts 'Theorie der Bildung', hans 'Schriften zur Sprache' og Herders 'Abhandlung über den Ursprung der Sprache'. Selvfølgelig også Allan Blooms 'The Closing of the American Mind'. Dagen i dag er gået med Adornos lille skrift 'Theorie der Halbbildung', første gang leveret som tale på den årlige tyske sociologikongres i maj 1959 og sidenhen offentliggjort i tidsskriftet Der Monat. Nu har Adorno aldrig været for tøsedrenge. Systematiker er han næppe og sproget, ja, kompakt, hermetisk, til tider umuligt. I modsætning til Jürgen Habermas, der for det meste taler decideret sort, er Adorno til at forstå. Den - end skønt møjsommelige - hermeneutiske proces lønner sig. Det lille skrift har været en åbenbaring. Orker ikke at parafrasere eller oversætte det følgende, men det er noget af det bedste og mest adækvate jeg længe har læst. Den tvivl der plager mig selv, er også den der synes at ride Adorno som en mare. Noget er utvivlsomt gået tabt, men det er ikke hele sandheden, naturligvis ikke. Efterkrigstidens uddannelsesreformer var et opgør med et inhumant, autoritativt skolesystem der undertrykte individets dannelse, forstået som dets vej mod autonomi og frihed. Samtidig var det just dette opgør med autoriteterne og deres formidling af traditionen til den kommende generation der førte til tab af dannelse og dermed autonomi og frihed. Nå, jeg gider netop ikke omskrive. Jeg er for træt til det. Nu Adorno som jeg er kommet til at elske ham i dag:

"Sie [die Bildung (SRF)] ist in sich antinomischen Wesens. Sie hat als ihre Bedingung Autonomie und Freiheit [Adorno hilser Wilhelm von Humboldt (SRF)], verweist jedoch zugleich, bis heute, auf Strukturen einer dem je Einzelnen gegenüber vorgegebenen, in gewissem Sinn heteronomen und darum hinfälligen Ordnung, an der allein er sich zu bilden vermag. Daher gibt es in dem Augenblick, in dem es Bildung gibt, sie eigentlich schon nicht mehr. In ihrem Ursprung ist ihr Zerfall teleologisch bereits gesetzt [...]. Der Traditionsverlust durch die Entzauberung der Welt aber terminiert [det er krukket!] in einem Stand von Bilderlosigkeit, einer Verödung des zum bloßen Mittel sich zurichtenden Geistes, die vorweg mit Bildung inkompatibel ist. Nichts verhält mehr den Geist zur leibhaften Fühlung mit Ideen. Autorität vermittelte, mehr schlecht als recht, zwischen der Tradition und den Subjekten. Wie, Freud zufolge, die Autonomie, das Prinzip des Ichs, in der Identifikation mit der Vaterfigur entspringt, während dann die an dieser gewonnenen Kategorien gegen die Irrationalität des familialen Verhältnisses gewandt werden, so entfaltete gesellschaftlich sich Bildung. [Og nu de allermest vidunderlige passager:] Die Schulreformen, an deren humaner Notwendigkeit kein Zweifel ist, haben die veraltete Autorität beseitigt; damit aber auch die ohnehin schwindende Zueignung und Verinnerlichung von Geistigem weiter geschwächt, an der Freiheit haftete. Bis heute verkümmert diese, Gegenbild des Zwanges, ohne ihn, während doch wiederum kein Zwang der Freiheit zuliebe sich empfehlen ließe [altså igen: den antinomiske svikmøllestruktur, men nu kommer det allermest brillante og øjenåbnende, i hvert fald for mig:]. Wer, der noch ein Gymnasium besuchte, hätte nicht zuweilen unter den Schillergedichten und Horazoden gestöhnt, die er auswendig lernen mußte; wem wären nicht ältere Anverwandte auf die Nerven gefallen, die dergleichen aus ihrer Erinnerung ungebeten und unaufhaltbar rezitierten. Kaum jemand wäre wohl noch zum Memorieren zu bringen; aufs Geistlose, Mechanische daran beriefe sich bereits der Geistloseste. Aber durch solche Prozesse wird dem Geist etwas von der Nahrung entzogen, an der er sich erst bildet [hold kæft hvor er det godt og rigtigt!]. [...] Der Sozialcharakter, den man mit einem selber höchst anrüchigen Wort auf deutsch geistiger Mensch nennt, stirbt aus [tag den!]. [... og hør nu her:] Weil kaum mehr ein Junge sich träumt, einmal ein großer Dichter oder Komponist zu werden, darum gibt es wahrscheinlich, übertreibend gesagt, unter den Erwachsenen keine großen ökonomischen Theoretiker, am Ende keine wahrhafte politische Spontaneität mehr. Bildung braucht Schutz vorm Andrängen der Außenwelt, eine gewisse Schonung des Einzelsubjekts [...]."

som nu den anden dag, da jeg malede carporten sort, i middagssolen, mens bølger slog deres rolige slag og vinden legede let, som en rislende bæk, og børnenes latter faldt i små kaskader over den henrundne tid, universet udvider sig, vi svinder langsomt ind og bølgerne trækker sig tilbage, vinden baglæns ud af verdens indre rum, børnenes ubevægelige skovle i sandet, den standsede leg, penslen mod træværket, tidens tilbagetog, solen der stopper sit løb under træets hud, mærke og mærke høre og se, den ultimative berøring inden hænderne fryser til is.

som om tingene var blevet påset så længe at deres overflades stof var opbrugt af øjets totale absorbering og gradvise forarbejdning af alting til ingenting, se og se, af barndommens uendelige betydningsfuldhed som når asfalten dampede efter regn på en sommerdag, år efter år, eller som længslen fra drengeværelsets skibsbriks efter kvindehænder, overalt mærke og mærke, og tanker om tindrende elskov – hvilken destination – og de første anemoner i skovbunden og vintergækker i haven og solens gennemlysning af bøgen i dagbrækningen, dag efter dag, nu efter nu, og brændende græs, og duften af bordtennisbolde og lyden af leende børn, synet af smil på fjerne kyster og nære bølgers brusen, sandet på den solskoldede krop, og en tredjedel af havet blev til blod, lugt og lugt, og hulen vi byggede af strå og mannatræets blomster vi spiste med jord på fingrene, smag og smag, til lyden og lugten af nyslået græs, brændende i lyset, og en tredjedel af træerne brændte op, og berøringens første sekund, universets indre sitren og duften af nyslået græs, se og se, måden hvorpå jeg ikke kunne ånde i det nyslåede hø, mærke og mærke, ingen vejrtrækning hverken ud eller ind og alligevel alt når vi mødte Kirke Hyllinge og Raklev og vandt eller faldt, og asfaltens dampende regn, og igen og igen senneps markernes duftende liderlighed og det nyslåede græs, neuronernes første transmissioner da vi lyttede til os selv i konkyliers sagte susen, lugten af brændende hår sødmen fra dit lår og første gang på vej til skole kastende vores stemmer mod de kolde fliser, universet er lurvet og slidt, hvad med alt det lys stjernerne udsender, er det faldet, suger universitets sorte huller vores øjne ud eller nøjes sanserne med at tørre ind

og en tredjedel af solen og en tredjedel af månen og en tredjedel af stjernerne ramt

lænede mit øre over 
lillebælt og hørte 
stilheden knitre

selv bundet fast til solen ville 
skyggerne regne
fra himlen på os