døden danser på
siden af tiden som går
højhuse vælter
sin stilstand i stå
vandrer ad blinde stier
sole brænder ud
skibene langs Tromsøya sejler videre som om intet var hændt. intetanende om alle de minder der ligger og venter på at blive bjerget fra strandkanten, hævet fra havbunden, fjernet fra fjeldenes indre, fundet i fossiler, skaller og sten, samtidig med den såkaldte verdenspolitiske situation, samtidighed, stilstand i hjernemassens tusinde snoninger, gråmeleret stilstandsmasse, tidens tilbagetog mens en fed taxachauffør i blå skjorte afleverer en gråsprængt herre og en gangbesværet kvinde ved indgangen til det øvre lysthus, en helt almindelig bygning i nærheden af vandet, over for min celle på universitetsbiblioteket hvor jeg sidder og rusker i tremmerne til min egen død og historien synger den næste sang, rundesang, rundesang, historien synger den næste sang, rundesang, rundesang…
