natten slår
sprækker
rotationernes rasen
slår tankerne an
ingenting er som
det
nogensinde var, alt er
det
samme, cellerne har
gennemgået
en fornyelsesproces,
intet
er som før, alt
skiftet ud, mens universet
bliver
stående og sitrer,
krummet
ind i sig
selv, roterende og
repeterende, alt er
som før, intet
har forandret
sig,
søvnløsheden holder mig
i et
fast
greb, den vil, tror
jeg, fortælle mig at
det er nu tingene
skal ses, natten
stirrer
på mig med sine
mørke øjne, jeg er
ligeglad, jeg er inde,
stirrer længselsfuldt
tilbage, ligeglad,
ser alt, ser
intet, optændt, så
længe lyset
holder
sig i baggrunden
og mørket roterer
tankerne mens kuberne
brister og bier flyver
honning ind på min
landingsbane, slår tankerne an,
renser vingerne rene for
støv og letter igen
til lyden af skyer
der presses tilbage i
deres sorte huller, vi
ved hvem de
er, men træerne
er
ligeglade med
hvad bierne
fortæller;
jeg så ellers
sværme flyve i
dag ved lillebælt,
de
vuggede på dråber
af fortættet
luft,
lagde røjle klint bag
sig og strejfede
mit hår
før
jeg gik bort