gennem min hud går
dieselblåt blod rinder ud
alting tilbage

ve mig hvor tar' jeg
af bordet med roser og 
nektar og skygger

bristefærdige foreløbigheder 
tvinger mig i knæ
knæler til lyden 
af alt det vi ikke fik gjort
bukker sammen i vinden 

die füchse haben
ihre höhlen 
und die vögel
ihre nester
der menschensohn hat
keinen ort
wo er sein haupt
hinlegen kann

nirgendwo

folder frygten ud
gnaver angsten af din tid
ingenting er her