det begynder med at de styrter til jorden, fuglene,

bladene gør det, uanset, ingen bryder sig – i virkeligheden og når ALT kommer til ALT – om den sarkofag der langsomt eskalerer sin ørken,

det begynder med at de stikker øjnene ud, derefter går de efter struben, tungen, membrama tympani, lagt på en tallerken, sammen med stemmen, alfabetet og læberne alene i de sprukne kar der nægter at kaste lys; mine sønderskudte hænder, ubevægelige; det begynder med at nogen har knækket dem, vingerne, taget et liv ud af mit relief og gjort det til en død;

det begynder med at nogen har revet armene af, fødderne er blevet for små til at gå, og kløften mellem synapserne, du skulle se dem – en mælkevej, marianergraven, lagt ned, horisontalt! –
at nogen har taget dem, børnene, knækket dem, og uanset hvor højt jeg skriger, bliver det ikke til andet end antastninger, tilløb, forsøg

at de styrter til jorden, fuglene, knækker midtover i vinden på vej over broen, ikke et sandt ord, blåmuslinger lukket om sig selv, løgne overalt og uanset hvor højt jeg skriger

begynder det med de hvide æbler der lyser op over fyret ved strib, smagen af sten, kar der brister