under rådvilde tunger

gyder mørket med ord

da jeg ikke ved

hvad jeg er

fra begyndelsen

går langs henlagte stier

går fra her, går til der

da jeg ikke ved

fra begyndelsen

hvor er ind, hvor er ud

og bare tid

så et sted

til at folde en blomst

jeg er den nøgne mand der skal dø

min hud bredt ud over det hele

kabaler som aldrig blev lagt

end ikke træhøje tanker at dele

jeg er den nøgne mand der vil have sin pels tilbage

kløer og skarpe tænder

halvt oprejst ville være et fremskridt
at gå og gå på hænder

jeg er den mand der svæver i det fjerne

til lyden af shostakovich’ ottende dødskaskade

svævende rummand i stilhed

stjerner inden for rækkevidde,

gagarin, go home!

tættere på, og dog så uendeligt langt væk

jeg er den vægtløse tilstand af stilhed

over den blå planet:

støjen

larmen

forureningen

sindets sindssyge grænsedragninger

og hegn sat op over alt

i stedet for at folde tiden ud

står pilen nu i det tyste og dirrer

Arco hedder det skib der fragter

ens død gennem Storebælt

og svalerne flyver til lyden af

solnedgang

blender kedsomhed 
gennem mit felt

gid sorgen var stor

og himlen er lilla, tegnet så fint,

havet er blik

men hvad gør det

når alt andet

er væk?

og marehalmen, marehalmen er grim,

og naturen sælger sin strandkål for dyrt

børn spiller bold i aftenstilheden

og strandnellikerne knejser i blåviolet

jeg vil gå til grunde

og jeg vil knæle ved det sted der var mit,

jeg vil gå til kanten af det der var dit

vil svale og flyve

vil solnedgå

og kedsomhedes ihjel

være lilla og blå

i stedet for

blikstille at være en ø

men er det da dig, neuhafen,

der slynger døden gennem min kloak?

dig der skyder syner og rædsler

gennem mit systems indre bivuak?

holdes vi sammen af undergang

eller er det bare

en abnorm følsomhed forbundet 
med et ikke 
mindre fravær

et overmål af fornemmelse parret 
med sanselighed

langt over målet? 
og hinsides de dyr vi, desværre, ikke blev?

er det der vi står og stirrer?

er det her vi står og dirrer?

er det det der er mig

er det det der er dig?

bare øjne hele vejen rundt om det hegn 
vi har sat om os selv

bare øjne og gult, bare øjne og grønt,

bare had og vrede og vrede og øjne og dunkelt

bare sort og had og vrede og øjne der aldrig 
ser andet end det som ses inde

bare øjne og blikke, bare øjne der ruller?

og vrede, og rædslens øjne, og dunkelt?

bare øjne og gult og hegn om os selv

som nu den anden dag da jeg i raseri 
gik amok med en motorsav i haven

et brombærhegn i fald

og hasselnødden i skellet til glarmesteren og 
den gamle dame der drikker likør i natten

træet røg i raseri over min egen stilstand, 
et sidste forsøg på at slå til

selv mørket virker forkert

de blå blomster er udrangeret

regneark

kolonner

heiler

i flok

mens du står og

slynger annulleret kærlighed ned i min hals

til lyden af mit ikke-mer’

bare mørkt og øjne i natten

og gult og vrede, og grønt og misundelse

og øjne der aldrig ser andet end det som ses inde

bare øjne og blikke, bare det

og blomsterløse bed der skyder fra

de brodne kar der er mit hoved