men er det da
dig, neuhafen,
der slynger døden
gennem min kloak?
dig der skyder
syner og rædsler
gennem mit
systems indre bivuak?
holdes vi sammen af
undergang
eller er det bare
en abnorm
følsomhed forbundet
med et ikke
mindre fravær
et overmål af
fornemmelse parret
med sanselighed
langt over målet?
og hinsides de dyr vi, desværre, ikke blev?
er det der vi
står og stirrer?
er det her vi står
og dirrer?
er det det der er
mig
er det det der er
dig?
bare øjne hele
vejen rundt om det hegn
vi har sat om os selv
bare øjne og
gult, bare øjne og grønt,
bare had og vrede
og vrede og øjne og dunkelt
bare sort og had
og vrede og øjne der aldrig
ser andet end det som ses inde
bare øjne og
blikke, bare øjne der ruller?
og vrede, og
rædslens øjne, og dunkelt?
bare øjne og gult og
hegn om os selv
som nu den anden
dag da jeg i raseri
gik amok med en motorsav i haven
et brombærhegn i
fald
og hasselnødden i
skellet til glarmesteren og
den gamle dame der drikker likør i natten
træet røg i
raseri over min egen stilstand,
et sidste forsøg på at slå til
selv mørket
virker forkert
de blå blomster
er udrangeret
regneark
kolonner
heiler
i flok
mens du står og
slynger annulleret
kærlighed ned i min hals
til lyden af mit
ikke-mer’
bare mørkt og
øjne i natten
og gult og vrede,
og grønt og misundelse
og øjne der
aldrig ser andet end det som ses inde
bare øjne og
blikke, bare det
og blomsterløse
bed der skyder fra
de brodne kar
der er mit hoved
