men er det da dig, neuhafen,

der slynger døden gennem min kloak?

dig der skyder syner og rædsler

gennem mit systems indre bivuak?

holdes vi sammen af undergang

eller er det bare

en abnorm følsomhed forbundet 
med et ikke 
mindre fravær

et overmål af fornemmelse parret 
med sanselighed

langt over målet? 
og hinsides de dyr vi, desværre, ikke blev?

er det der vi står og stirrer?

er det her vi står og dirrer?

er det det der er mig

er det det der er dig?

bare øjne hele vejen rundt om det hegn 
vi har sat om os selv

bare øjne og gult, bare øjne og grønt,

bare had og vrede og vrede og øjne og dunkelt

bare sort og had og vrede og øjne der aldrig 
ser andet end det som ses inde

bare øjne og blikke, bare øjne der ruller?

og vrede, og rædslens øjne, og dunkelt?

bare øjne og gult og hegn om os selv

som nu den anden dag da jeg i raseri 
gik amok med en motorsav i haven

et brombærhegn i fald

og hasselnødden i skellet til glarmesteren og 
den gamle dame der drikker likør i natten

træet røg i raseri over min egen stilstand, 
et sidste forsøg på at slå til

selv mørket virker forkert

de blå blomster er udrangeret

regneark

kolonner

heiler

i flok

mens du står og

slynger annulleret kærlighed ned i min hals

til lyden af mit ikke-mer’

bare mørkt og øjne i natten

og gult og vrede, og grønt og misundelse

og øjne der aldrig ser andet end det som ses inde

bare øjne og blikke, bare det

og blomsterløse bed der skyder fra

de brodne kar der er mit hoved