under rådvilde tunger

gyder mørket med ord

da jeg ikke ved

hvad jeg er

fra begyndelsen

går langs henlagte stier

går fra her, går til der

da jeg ikke ved

fra begyndelsen

hvor er ind, hvor er ud

og bare tid

så et sted

til at folde en blomst

jeg er den nøgne mand der skal dø

min hud bredt ud over det hele

kabaler som aldrig blev lagt

end ikke træhøje tanker at dele

jeg er den nøgne mand der vil have sin pels tilbage

kløer og skarpe tænder

halvt oprejst ville være et fremskridt
at gå og gå på hænder

jeg er den mand der svæver i det fjerne

til lyden af shostakovich’ ottende dødskaskade

svævende rummand i stilhed

stjerner inden for rækkevidde,

gagarin, go home!

tættere på, og dog så uendeligt langt væk

jeg er den vægtløse tilstand af stilhed

over den blå planet:

støjen

larmen

forureningen

sindets sindssyge grænsedragninger

og hegn sat op over alt

i stedet for at folde tiden ud

står pilen nu i det tyste og dirrer