en komet strejfede jorden i dag

de sagde det selv i nyhederne

det har stået på facebook            på twitter

har været vist på snapchat          på instagram

jeg så den med egne øjne

den trak sin hale gennem skoven på skråningen ved Røjle Klint

rødt sprang op og satte sig fast på himlen

derefter forsvandt den igen

gled langs bunden ved badebroen

hænderne gennem det slanke        grønt flimrende         tavst svejende tang

eftermiddagen er gået med at samle heliumblomster i haven

sige kærlige ting til min søn

i morgen vil jeg spise blåmuslinger med en ven

drikke hvidvin og minde mig selv om at vi aldrig skal dø

samler månesten ved stranden i dag

nedfaldne fossiler

fra kridttiden og før

glider gennem blikstille vand

stående der på badebroen med stjernestøv i håret

mit hjerte er en supernova

venstre og højre hjertekammer fyldt med helium

beryllium       bor      brint

lidt lithium (alt for lidt) her og der

som stjernerne                      solen for eksempel

skaffer jeg mig energi gennem fusion:       børnene         kærlighedsbåndene

min femtenårige søns ranke gang over køkkengulvet

min hånd i hans hår

min hånd på hans ryg

det liv                         der blev mit

det liv                         der blev dit

det vrimler med månesten på stranden i dag

rester af brintkerner i blåmuslingerne

rester af heliumkerner i snoren

hængende fra den pind                

hvormed børnene trækker krabberne ind

rester af brint                       

af bor              af beryllium  

fra dengang det hele blev til                                

hjerner lyser kortvarigt op i gammaglimt

de frydefulde skrig når krabberne bider sig fast og hales i land

rejser mig fra havet og lander igen

lyser i min kælder.

den tunge      ustabile stjerne         Eta Carinae

indhyllet i Homunculus-tågen

på vej mod sin destination

rødt flakkende           farende over sydhimlen

syvtusindefemhundrede lysår borte

tæt på                         uendeligt langt væk

det tunge                   ustabile         

altid halve                 mennesket

hvilken zombie fra fremtiden skal sidde i min kælder

se Eta eksplodere

se den blive stor og brænde ud om hundredetusinde år?

findes der overhovedet et rødt flakkende hjerte

der kan briste

findes der overhovedet

et øre              der kan høre

et øje               der kan se

om hundredetusinde år?

nu?

ikke alle stjerner er rolige    bestandige

           

fulde af brændstof

så tunge

at de brænder ud på få millioner år

eksploderer   sender deres dødsskrig

gennem Mælkevejen

gammaglimt på gammaglimt

går gennem

mørket            river hul i tiden

mennesket    

henfald

Andromedagalaksens stjernehobe

drømmen om et liv på andre planeter

vil være stjerne i mit næste liv

blive seks milliarder år gammel

se solen brænde ud

i stedet for at sidde her

kortvarigt

vente på en form               

et indhold

passende til det mellemspil

vi i mangel af bedre kalder liv