Ny patos mellem beruselse og nøgternhed, eller historien om hvordan følelserne fandt sin form.
En miniaturepoetik
Den tyske romantiker Friedrich Hölderlin der led af skizofreni og i mange år fristede en kummerlig tårntilværelse i Tübingen, er med rette kendt for sine mageløse digte hvis billedsprog peger langt ud over sin samtid og gør enhver firkantet litteraturhistorisk etikette til skamme. Digtet »Hälfte des Lebens« der blev offentliggjort første gang i 1804, er ingen undtagelse. Jeg har altid tænkt at dette digts to strofer rummer hele livet, eller rettere: at det giver en adækvat beskrivelse af (kunstner)sindets og eksistensens bipolaritet. Mørket og lyset, tungsind og ekstase, melankoli og mani. Sommerlandskabets fylde, frodighed og harmoni over for vinterens golde og stumme intethed. Den adjektivløse anden strofe beskriver med vinterlandskabet som central metafor det depressive, ikke-skabende sind. Den øde-lagte, golde bevidsthed. Solen er forsvundet, jorden kaster ingen skygge, ordene står tomme og forladte; jeget griber forgæves ud efter noget meningsfyldt, men møder intet andet end sprogløshed og kulde. Ganske anderledes forholder det sig i første strofe hvor alt det som normalt er adskilt, er forbundet (landet med vandet, beruselsen med ånden). Det enigmatiske billede med ›de hulde svaner / der berusede af kys / dukker deres hoved / i det helligt-nøgterne vand‹ er den mest kondenserede og geniale beskrivelse af kunstens tilblivelse og af dens hovedingredienser jeg kender. Den majestætiske fugl, den smukke, hvide svane der, ja, netop beruset af kys sænker sit hoved i det svale, ›helligt-nøgterne‹ vand. Digtningen in specie og kunsten in genere opstår i mødet mellem rusen og ånden, mellem lidenskaben og rationaliteten, mellem den amorfe sanselighed og, ikke mindst, vilde følsomhed og fornuftens og forstandens strenge formgivende principper. Nogle mennesker er født med et hypersensibelt gemyt, et svært og indviklet sind, og ind imellem sker det at sådanne mennesker ved formgivningens ›helligt-nøgterne‹ mellemkomst formår at give noget stærkt og bevægende videre på en sådan måde at det rammer et andet menneske i mellemgulvet. I et svagt (eller stærkt?) øjeblik har jeg betegnet min egen kunstretning som »ny patos«. Alt for længe stivnede kunsten i form og om sig selv lukkede, golde stiløvelser. Jeg har aldrig forstået hvad der er galt med lidenskaben. Og nu har mine følelser fundet en form, en stemme, et sted.
I julen 2016 var jeg ramt i kernen af min eksistens. Jeg vaklede, var fortvivlet, var rasende, forbandet, frustreret. Mine forældre var i huset, foruden mine fire børn og moren til disse børn. Min far var syg, i løbet af få måneder var det gået stærkt tilbage for ham. Han sad det meste af dagen ved bordet i stuen med Familiejournalen foran sig, læste den samme side igen og igen. Stirrede formålsløst ud ad vinduet, igen og igen. Sagde ingenting, sad bare med sine stive ben og så så underligt fraværende ud. Hvert femte minut fik han krampe, først i venstre ben, så i højre, så i begge ben på en gang. Jeg græd i kælderen, jeg råbte i kælderen, jeg skreg af raseri og fortvivlelse når jeg sad på min cykel. Det var som om erindringstrykket var ved at få mig til at briste, til sidst kunne jeg dårligt trække vejret, knap nok være i min egen krop. I mindst et år havde jeg forgæves ledt efter en form, et nyt kunstnerisk udtryk. Længslen efter at skabe, at sætte noget i verden igen som ikke fandtes i forvejen gjorde mig næsten desperat. Skulle jeg skrive en roman, en samling fortællinger, en ny digtsamling? Pludselig satte jeg mig ved skrivebordet; det må have været første juledag, og da jeg rejste mig igen et par timer senere, havde jeg skrevet ti sider og, viste det sig, fundet en form og en stemme inden i mig som med ét forløste en kunstnerisk og eksistentiel krise. Selvsagt kun forbigående, men immervæk! I løbet af få dage skrev jeg tyve nye sider og efter en måned vidste jeg at jeg havde fundet hjem, at jeg havde fundet et sted uden for tiden, en form, en rytme, en ny måde – for mig – at skrive på. Det hjalp at jeg meget hurtigt nedfældede en række dogmeregler for bogen, og det hjalp at jeg efter få ugers arbejde pludselig vidste hvordan min bog skulle være, hvordan den skulle fortsætte, hvilken retning den skulle tage, ja, jeg vidste at den som et minimum skulle forsøge at rekonstruere min fars livshistorie, men jeg vidste også at det skulle være en bog med mange forskellige, parallelt løbende spor, og jeg vidste at jeg skulle følge mine regler strengt. Lad os bare kalde reglerne for ›Poetik for en Ny Patos‹:
a. Skriv det som er i din bevidsthed her og nu
b. Skriv uden censur
c. Skriv uden at redigere dine tanker
d. Bevæg dig konstant mellem forskellige tider og steder
e. Impressionistisk skrivestil med stor inspiration fra surrealisternes écritureautomatique
Formen gav hurtigt sig selv: en slags prosalyrisk langdigt; et monsterlangt digt, vekslende mellem helt lyriske passager og mere eller mindre rene prosastykker. De konstante linjebrud i Digt om døden. En bog om min far der udkom på Forlaget Vandkunsten i slutningen af september 2018, blev et af resultaterne. Det var som om formen kom til mig; pludselig var den der; den greb mig, den greb ind i sproget, den gav sig selv, og jeg gik bare med den. Det var sådan teksten skulle være tekst. Det er sådan kærlighed er kærlighed. Enten går man med den eller vender sig bort og går glip af den. Det var indiskutabelt, og for første gang i mange år havde jeg en fornemmelse af at der var overensstemmelse mellem form og indhold, mellem rationalitetens formgivne princip og de voldsomme, alt for voldsomme følelser. Jeg blev draget ind i teksten, gik uophørligt ud og ind af den, skrev på den overalt, på alle tider af døgnet og forsøgte efter bedste evne at holde mig til mine dogmeregler og skriftfrisættende benspænd. Et omfattende arkivarbejde i forbindelse med rekonstruktionen af mine tyske bedsteforældres liv og kærlighedshistorie kostede mig en måneds intensivt arbejde, tilbagetrukket i et sommerhus tæt ved Vesterhavet. Teksten tog mig med storm; henrev mig, og jeg oplevede gang på gang hvordan jeg tidligt om morgenen satte mig til computeren for at genlæse de passager jeg havde skrevet dagen før, blot for at blive katapulteret ud af mig selv og ind i skrivningen igen og først vågne op i min snærende jegbevidsthed otte timer senere. Bogen blev færdig, formen udviklede sig løbende, indtil den blev til et helt system som læseren selv må udrede. Mens jeg skriver dette, er jeg næsten færdig med min næste bog. Samme form, skrevet ud fra samme dogmeregler, dog indeholdende langt flere prosablokke monteret ind i den løbende prosalyriske tekst der ligner teksten fra Digt om døden. Arbejdstitlen er Moloch. Digt. En fortælling om mit hellige raseri. Store dele af bogen er skrevet under et ophold i en spansk bjerglandsby nordvest for Malaga, og den vil blive skrevet færdig i løbet af de kommende uger i en anden andalusisk bjerglandsby i nærheden af byen Ronda. Den by hvori R. M. Rilke i 1912 overvandt en længerevarende skriveblokering og krise.
