»det gør alligevel ondt på fisk«

det er Knud
der ringer fra drejetelefonen på Glyngøre egnsmuseum
bare en bette julehilsen
og et godt og helsebringende nytår
 
»det gamle kunne godt have været bare en anelse bedre«
 
vi ler højt
 
så fint og poetisk taler han: om brun sovs og de søde kartofler han har forgrebet sig på
»og jeg endte med at grydestege anden«
»kødet var så mørt at jeg tog gebisset ud«
det hele er bare pral
jeg praler altid
især med mine mørstegte ænder
 
jeg har ventet så længe på det/ham
dig?
at du skulle ringe
igen
søde Knud
 
»den er helt gal med fiskene«
siger Knud og begynder forfra 
»fiskene i sundet har det ikke for godt«
»det er grødisen der forhindrer deres fremdrift«
 
(jeg hører grødrisen
men Knud understreger isen)
 
jeg vil vide om det alligevel gør ondt på fisk? 
Knud bekræfter emfatisk: JA!
 
og så græder vi
over alt det
der gør så ondt på verden
den søde lille lille bette bitte          runde runde jord
og dens dårlige                               dårlige lunger
 
bette Knud og lille Sørmand
»men gør det så også ondt på nytårstorsken
når hr. og fru Danmark
–      efter at de har været ude og gå! –
sætter tænderne i den 
og smørsovsen og den friske persille?«
Knud hikster bekræftende fra egnsmuseet
sildene? Har de så også ondt
alligevel?
 
»Ja
især kryddersilden« 
siger Knud lakonisk
»sild er også fisk«
 
vi er af samme grund blevet veganere
eller rettere: vi attesterer 
at vi vil være det fra årsskiftet
»alt andet er amoralsk«
»Hitler var også veganer«
siger jeg
»det sølle sølle          bette bette pjok«
siger Knud
»og så alle de fine fine         søde    søde små tegninger ingen gad købe«
 
vi er helt enige om at Danmark går i takt
»støvletramp i gaderne 
nu med maske på«
 
»døden
den lille skid
søde    søde    lille     skat
lille     lille     stakkels          stakkels søde skattebassedød
 
og hvad med minkene«
 
fortsætter vi i munden på hinanden
 
»er de måske ikke også en del af verdensånden
og alle de SMS’er Mette har sendt til os
 
hvor?«
 
Knud
(der lige siden det med den grydestegte and har forsøgt at komme igen)
fortæller at han har læst hele paragraffen om »Das alltägliche Selbstsein und das Man«
»væren og tid« jubler han
»Heidegger er skide god og pisse-pisse-grineren«
»og så elsker jeg at han sov med nathue hele året«
 
væren-i-verden-som-permanent-nathue-eksistens
 
›nisseeksistentialet‹ som fundamentalontologisk træk ved kastetheden
 
julen
 
maskenissemennesket-med-nathue
die Nachtmützemaskegeworfenheit
 
Knud råber højt: »Ja hele ’Sorge-strukturen’ som ’en-væren-i-verden-forud-for-sig-selv-som-væren-ved-indenverdensligt-værende-juletræer-og-livet-er-en-gave’
 
»du mener nissenathuemaskeeksistensen?«
 
hvilket er det samme som Corona-støvletramp-i-gaderne
 
halleluja
 
Thomas Bernhard: einfach stumpfsinnig! Die sogenannte Menschheit. 
Denne nationalsocialistiske dødsjord og menneskekramperne
og den permanente forstillelse
stillen sig an
magtmennesket
hvem river maskerne af vores ansigter?
hvad er forside
hvad er bagside
og hvordan havnede vi overhovedet her?
 
og hvem er hvem i denne infame infami
hvem drejer ixions brændende flammehjul?
 
hvilken idiot (M. Sukkerberg) har gjort os til hinandens helvede
sådan som vi bliver ved med at forgribe os?
 
på hvad? Alt!
 
det med fiskene var trods alt den sidste illusion
 
»denne bette bette   bette   lille     lille     skattestakkels           skat
mennesket«
 
»Sorgestrukturen: som-en-altid-allerede-forud-for-sig-selv-uforvarende-ind-i-verden-katapulteret-måbende-lille-lille-lille-bitte-bette-skat«
siger jeg
siger du
siger vi
 
»og hvilken algoritme fra fremtiden maner mørket bort?«
 
Knud vil vide det hele
jeg vil
og så er vi tilbage ved begyndelsen 
vi ender altid der
og inden vi har set os om
er det forbi
 
og så står vi og glor helt stille ind i slutningen
(åh så lys        åh så mørk    åh så stille den er)
 
det med fiskene er simpelt hen så skide surt
 
det eneste gode er at mor Mette igen har sagt at danskerne nu skal ud og gå tur
»gå« siger Mette
 
hvorpå vi tramper igen
Adam og Eva
»og det bette Jesusbarn«
siger Knud
 
»tilgivelse«
siger jeg
»tro«
siger Knud
»kærlighed«
siger jeg
»håb«
råber Knud
 
 
»men det er også lige meget«
 
 
siger min mor da jeg lidt senere ringer til hende fra min iPhone og – ord for ord – gentager samtalen med Knud 
 
først nu går det op for mig 
at hun har vidst det fra begyndelsen
 
det hele
helt
 
same same
 
YESsss!
 
 

det er bladenes måde at falde på

at de bare ligger der i deres rødgule afsondrethed 

 

grå baggrund

 

alt er mørkt

støvregn

 

jeg rejser mig i sadlen og ser mod fjorden

 

ser ned            ser gråt

ser op              ser intet

 

ser den lange  lerede (grå!) bakke foran mig

en eller anden idiot

(mennesket)

har blandet jorden med bly

 

forsøger at bøje tiden og trække rummet stumt                   

 

 

hos naboen rafler de stadig

for lukkede vinduer og nedrullede gardiner

 

 

min sædvanlige måde at falde på

Man ser brødteksten i Ekstrabladet for sig:

hund med fråde om munden og glasblanke syge øjne afgår ved

                                                          døden på andalusisk bjerg

en syvogfyrre årig mand går bersærk

dræber

iført fuldt cykelornat 

klædt i lycra fra top til tå

svøbt i de dyreste Raphaklæder

en hund ved at kaste knytnævestor sten mod tindingen

»jamen 

jeg var bare rasende«

udtaler manden fra sit spanske eksil

»jeg ville ikke slå hunden ihjel

jeg ville ikke stene den til døde

det var i virkeligheden en anden mand 

jeg ville dræbe

det var en anden mand og mig selv

jeg ville stene til døde«.

Ekstrabladets oplag stiger med flere hundredetusinde efter den

                                                                                       historie.

I forelskelsen får manden sin manddom bekræftet

det vil sige 

at han bliver bestyrket i sin maskulinitet 180 grader

fra ørespids til ørespids

til gengæld bliver han det for fuld udblæsning

deraf forelskede mænds fjogede smil

men han mangler den dybe kærligheds komplementære del

nemlig konfrontationen med sin egen kvindelighed

alt det 

han ikke behøver at rumme 

han nøjes med at ride på en bølge af narcissistisk bekræftelse af sin

                                                                                           manddom

omvendt får kvinden sit selvforlibte fix i forelskelsens rus ved for

                                                         en stund at være kvindelighed

igen 180 grader

for fuld udblæsning

det en kvinde

tænker jeg

efter tyve års ægteskab netop savner

at være et nummer af Femina døgnet rundt

at blive set som kvinde

bare det

for fuld udblæsning

ren overflade            180 grader

og hvad har alt dette så med mig og min situation at gøre

en hel del 

naturligvis

alt

selvsagt

for det første kan jeg umuligt hamle op med lægens an(im)us

for det andet kan jeg umuligt give min XYZÆØ det

han kan

nemlig 180 graders bekræftelse af hendes yndige attributter i

                                                                                  døgndrift.

Hvis vi nu siger at jeg hedder Petrarca

seriøst?

Petrarca? 

I alle mine drømme råber jeg PIK og skrider

det vildeste er at Æseldyret i nat proppede plysbjørnens hoved helt ned i honningkrukken og skruede låget på, så nu ligger plysbjørnens honningindsmurte hoved nede i krukken. Lille, lille, grådige, grådige lorte bjørn.

Moloch II

Kære N!

Jeg ved at X kommer og taler med dig på fredag for at få en form for klarhed. Det sker sikkert udelukkende i et forsøg på at genopbygge og hele og vinde det hjerte tilbage som hun har flået ud og kastet mod et hårdt, koldt stengulv, spyttet på, hånet, ydmyget, sat på plads igen for blot at flå det ud en gang til og begynde forfra. 

Min angst er fortsat lammende, især når jeg tænker på at XYZÆØÅ muligvis ikke er færdig med galanen fra hospitalet. Måske fortæller hun dig at hun ikke er det; i så fald vil jeg meget gerne have klar besked, så jeg har en chance for at navigere i det kaos jeg er stedt i; at finde en vej ud af den blindgyde jeg står i. Hvis X nærer følelser for K endnu, er jeg væk, helt væk, weg vom Fenster, som tyskerne siger, sådan må det være. Jeg vil ikke mere. Det ville ligefrem være en lettelse for mig at få en sådan besked. Alle i dette selskab skylder mig klarhed, renhed og dermed en, jeg gentager, chance for at træffe en moden beslutning om hvad der skal ske med min familie, med mine børn, med min fremtid. 

Du kender den herlige lignelse med røgen fra skosålerne som min kære mor forleden mindede mig om i telefonen. I øvrigt kan jeg, bare som et lille, dog langtfra ubetydeligt indskud, meddele dig det overordentligt glædelige at jeg i mellemtiden, så at sige som en ekstra gevinst ved hele denne misere, er blevet den størst tænkelige fan af min egen mor. Jeg er nu og i al evighed formand for hendes fanklub og agter fremdeles at udbasunere den kendsgerning for alle i verden at hun er en af hverdagens største, nej, den største heltinde. Ever. Hun har al den værdighed hendes søn mangler. Jeg siger det bare. Nu har jeg sagt det. En gang for alle. Nu står det mejslet ned i papiret. Endelig har jeg sat det minde hun mere end nogen anden fortjener.

Jeg er alene i Spanien. Her smadrer jeg tekst ned i min nye bog hver dag, læser, oversætter og cykler. For første gang i tre måneder har jeg ikke selvmordstanker; for første gang i tre måneder har jeg positive tanker om min fremtid, om børnenes. YZÆUÅ er ikke en del af disse positive tanker. Desværre. Hun har såret mig for dybt, svigtet mig for meget, svigtet sin familie. Jeg har skrevet hende ud af min historie (gu’ har jeg ej). Og: Jeg står ikke længere på bunden af krateret (gu’ gør jeg så). Jeg er vred, jeg er rasende, men jeg står på en bjergtop mange timer i løbet af dagen og ser i bogstaveligste forstand ud over det hele (gu’ gør jeg ej), og det der går op for mig, er at jeg i alt for mange år har svigtet mig selv (gu’ har jeg så), i alt for mange år har været manden med forklædet, idioten med narrehatten der drønede rundt fra Herodes til Pilatus med børn, bagte brød, ordnede hus og støttede sin Æ i et og alt. 

Og nu dette… til spot og spe for folket: cirkusartisten indtager scenen og slår vejrmøller og koldbøtter, alle hviner af fryd og råber: »se, han har stadig det dumme forklæde på; han har kagerullen i hånden; og hør hvor lystigt det bimler og bamler fra klokkerne i snoren, fra hatten på hans hoved«; »hvilket kosteligt spektakel«; »hvilken prægtig nar«, »og hør nu så herligt han spiller på sin harpe«. »Il cornuto«, »il cornuto«, »il cornuto«. »Da capo, da capo, da capo«. Og der står man så midt i det hele, med dej på fingrene, forklæde over maven og horn i panden. 

Det var selvfølgelig okay, naturligvis, at du markerede en grænse over for mig sidst vi var hos dig. Jeg har forstået at jeg bare skal mande mig op. Men jo mere jeg tænker over det, jo mere forekommer det mig at du beder mig om at mande mig NED, ikke OP. Jeg skal tilgive, jeg skal sone, jeg skal hele, jeg skal gribe i egen barm, jeg skal tage skylden for alt på mig, som altid. 

Jeg har en dårlig fornemmelse; en meget dårlig fornemmelse. Min mistanke og formodning er at ZU bagatelliserer og forskønner det hun har gjort, at hun vil gøre hvad hun kan for at bortforklare det. Først det egentlige bedrag ledsaget af selvbedraget, derefter selvbedraget stående alene tilbage. Den totale ydmygelse, den totale hån. Fornedrelsen. 

Måske gør jeg hende uret, måske. Forhåbentlig. Jeg tror mere og mere at det er min iboende SVAGHED, mine reverenter talt imponerende neuroser, mine altomfattende patologier der inviterer kvinder til at være mig utro.

Hvis X stadig er forelsket i denne floromvundne rimsmed og Poet dritten Ranges fra hospitalet, jeg gentager, så beder jeg i al mindelighed om at vise mig et minimum af respekt. Jeg deltager ikke længere i denne harlekinade. 

Selv efter at hatten var gået rundt mindst hundrede gange og Otto Leisner havde råbt ›hopla‹, igen og igen, og skønt Jørn Hjorting (med frue) indtil flere gange, på talrige opfordringer, havde spillet melodien i Giro 413 for hende (på jødeharpe!), og selv om der blev skålet i sandheden hele natten i bajere fra Sct. Albani stift i Odense, og kryptokatolikken blev ført ind på hjul og stejle, er intet konkret sket. Det er fuldkommen uholdbart. Og nu er det altså mig der begår overgreb fordi jeg er rasende over det jeg er blevet udsat for, det fundamentale svigt? Det forekommer mig at jeg her går glip af væsentlige pointer? Men sådan har jeg haft det siden jeg blev født. Hvad fanden er det I andre ser som jeg ikke ser? Hvad er det I har forstået som jeg intet begriber af? Jeg troede det var mig der var Heinrich Schaumann på den røde skanse. Jeg troede det var mig der havde erobret Noahs Ark og alle jer andre der sejlede rundt i den forurenede sump; stod i lort til halsen, var ved at drukne i jeres pis. Og så finder man ud af at man slet ikke har fattet en skid. At man bare sidder derinde i Arken, helt alene som en anden efterladt troglodyt i en hule, en gammeljomfru i et tremmebur som intet har forstået. Nej, I har en indsigt som I nægter at dele med mig. Fuldkommen ligesom verdenserobreren, den rapfodede Eduard der har slået sig ned ved Kap Det Gode Håb i Sydafrika; som har skabt sig en lykke på andres elendighed. Denne evne til at betragte verden som et tagselvbord. Denne, indrømmet, misundelsesværdige evne til at sætte sig selv først og rage til sig.

Jeg fik fandme aldrig en forlomme når vi som børn ventede i kø. Stod bare der og trådte mig selv over fødderne og ventede og lod de andre komme frem.

Jeg mander mig op, netop ved at skrive mig ind i en transformation, ud på den anden side af denne infame infami. Og det føles alt sammen som en kæmpemæssig befrielse. Jeg har taget mig selv af buffeten. Jeg bor alene og skriver bøger, spiller på lyre og har flettet mig en krans af laurbærblade som jeg bærer på hovedet. Og som Stefan George gør jeg det i togafester. Og om fem år er jeg væk, så har jeg et hus i Ronda, og så flyver jeg i ti år frem og tilbage mellem Spanien og Danmark og skriver bøger og underviser. Og når jeg afspiller den film i mit hoved, så bliver jeg glad, fuldkommen sindssygt lykkelig og lettet. Så flyver jeg. Så får jeg vinger. De fantasier sætter mig fri, fri for at skulle ligge derhjemme med ondt i maven de næste 20 år, fri for at skulle martre mig selv med fantasier om hvad der foregår i det skjulte, helt fri, for jeg har hugget båndet over. Jeg er ligeglad og derfor lettet og glad. Fri. For første gang i lang tid. Med vold og magt at hugge båndet over…

Det store rungende ›ja‹ til livet. Hinsides diminutiv-S, hinsides Jürgen på plejehjemmet, min far, og min for længst afdøde farfar. For christ sake. Tag dig sammen, dreng.

Endelig: Det er muligt, meget tænkeligt, og det kommer slet, slet ikke bag på mig at der findes talrige eksempler på ting der er langt værre end det jeg har været udsat for. Men jeg er faktisk græskkatolsk, fløjtende ligeglad, helt og aldeles kold i røven over for den kendsgerning at moster Oda en gang i tidernes morgen knaldede med sin bedste venindes mand 400 gange om året, eller om en eller anden hankat har levet et dobbeltliv i mange år med fast kæreste og elskerinde, eller om min ekskæreste (min første store kærlighed) var serielt utro og knaldede til højre og venstre mens jeg gik rundt og troede på kærligheden. Alle disse relativeringer og bortforklaringer giver jeg ikke en skid for. 

Hold nu kæft hvor er der mange ord i mig. Trykket på Hooverdæmningen var åbenbart blevet for stort; og nu vælter det ud, nu er der gået hul, nu, omsider, er det tilbageholdte, det indestængte på vej ud. Jeg er læk. Bundproppen er hevet ud. Det vælter ud. Kaskader af lort. Pest, kolera, sygdom, død, undergang. Corona. Den slags. 

Læs for Vorherres skyld »Døden i Venedig« eller »Homo Faber« og gå langt ind i junglen. Derinde, i sumpen, står han og smiler sit fjogede smil og ejakulerer sine beskidte fantasier ud i intetheden.  

S

Moloch I

K,

jeg er rasende over din bramfrihed, over dine lommefilosofiske og lommepsykologiske udlægninger af Dr. H’s kærlighedsmæssige og erotiske uforløsthed. Vis mig det menneske som er forløst i denne verden. At du vovede at skrive noget sådant til min kone, at du dristede dig til det, og ja: Jeg er græsk-katolsk med at det er ni måneder siden at din liderlighed frembragte en så stupid og aldeles hovedløs analyse. Hvem er kærlighedsmæssigt og erotisk uforløst? Dig, mig, os alle sammen, men mest af alle: DIG. Du er så uforløst at du bliver ved og ved og ved med at forfølge en fantasiforestilling, at du i seksten måneder katapulterede din uforløsthed ud i verdensaltets uendelige muligheder. Hampelman! Mulighedsidiot. Il Dottore. Pantalone. Manden der pludselig troede han skulle til at være Leander igen.

Du der ikke kan kende forskel på kærlighed og på at være forelsket; du der har roser i kæften og tulipaner i favnen; du som sælger din kone og dine børn for en kimære, en løgn, et luftkastel.

Giv mig en eneste grund til at jeg ikke skal sende det vedhæftede til A-M. Please, K, giv mig én grund til at jeg skal være en hædersmand. Fortæl mig at du elsker din familie, fortæl mig at du er vågnet fra dine hede drømme, og vid at hvis du nogensinde kommer i nærheden af mine drenge, af mine børn, nogensinde, nogensinde, nogensinde igen kommer med roser i kæften og tulipaner i favnen og drømmer om at føre syv børn sammen og lege far for mine drenge i din postmoderne, naragtige pattebarnsfantasi…., nej, giv mig syv gode grunde til at A-M ikke skal have overbragt den korrespondance jeg siden i går besidder, SYV gode grunde i stedet for SYV sammenbragte børn på en gård på Lolland…, hjælp mig med at finde en lysning i dette begsorte mørke af død og ødelæggelse og indestængt liderlighed og midtvejskrise og uforløst »kærlighed«.

Bare SYV gode grunde til at jeg ikke skal sende det til A-M. 

Tro mig: Indtil videre er du den latterligste mand jeg kender under solen, månen og stjernerne. 

Alt er latterligt når man tænker på døden, alt. Og du er så langt ude i din uforløsthed og depraverede erotik- og kærlighedsløse lorteeksistens at man må knibe sig i armen over al den triste virkelighed, og dine kvasifilosofiske betragtninger over livet der ikke lever sig selv, men held og lykke med det hele, især med at overbevise mig om at jeg ikke skal sende det vedhæftede til din henrivende, kloge og karske kone. 

Og nej: jeg er selvfølgelig ikke svaret på alle U’s længsler, for det kan et andet menneske aldrig være,  og nej, jeg kan selvfølgelig ikke forløse hende, men tro mig: det kan du heller ikke, slet ikke; du er end ikke i nærheden af at kunne det, idiot!

 S

Det konstante indre billede af min far på Søndervang

Klein Jürgen i kørestolen

Klein Jürgen med ble

Klein Jürgen med den bævrende læbe

Klein Jürgen med den famlende mund

Klein Jürgen i hejseværk

Klein Jürgen dinglende fra loftet i seletøj

med fjernbetjeningen i hånden

pegende fra loftet med fjernbetjeningen 

skiftende kanal hængende fra loftet på plejehjemmet

valget står mellem endnu en quiz på RTL 

(»Wer wird Millionär« med Günther Jauch)

et musikprogram på NDR eller (endnu) en nyhedsudsendelse på ARD

Klein Jürgen i permanent orbit

Klein Jürgen før Corona 

dette nihil før nirvana:

ARD   ZDF    RTL    NDR

»Moloch«

De daglige forsøg på at bortmane

drive jalousien          vreden            angsten ud af mit hus

mane den til jorden

mane den til himlen

spytte den i stykker

tidligere på dagen prøvede jeg 

uden held naturligvis

at spytte på hans ansigt

spytte ham i munden

spytte på det foto af ham 

der ligger på min telefon

spytte på den bredmundede gorilla 

tilspytte den behårede frøs mund

gennem bespyttelse at besværge bæstet 

mane det bort

lyse afmagten ihjel

bortlyse løgnen med spyt

succesen var stærkt begrænset.

Min stakkels lidelsesfælle i eksistenskampen

denne gang er det S’ konfirmation i slutningen af april

der lægger scene til

han sidder til højbords ved siden af dig

altså dér

hvor jeg burde have siddet

han har lige rejst sig og går nu med sikre (mande)skridt mod

buffeten

det fjogede smil

evig og altid det samme åndssvage smil

selvtilfredsheden lyser ud af ham

han strutter af glæde og begejstring

blærerøven med de kvikke bemærkninger

men nu kommer jeg ind fra siden

i det øjeblik han løfter sin venstre fod

sætter jeg ind med et knaldhårdt spark

fejer benene væk under ham

han er mindre end et par meter fra konfirmationsbuffeten

placeret i den ene ende af haveteltet

leveret og sat op af festmesteren i F.

Sparket sidder perfekt

ikke mindst som følge af det eminente tilløb

det er selve måden

hvorpå jeg svinger mit venstre ben

den fremadløbende bevægelse

samtidig med at benet fra sin tilbagetrukne position kastes frem

forløsningen af det ophobede raseri         

der afgør udfaldet

og her taler vi om det helt rette moment

ikke for hårdt            ikke for blødt

ikke for højt               ikke for lavt

kort sagt perfekt: 

jeg rammer lige over knysten på hans venstre fod

midt i et skridt

hans højre støtteben forsvinder med det samme under ham 

den sorthårede lander med ansigtet direkte i tunmoussen 

tun med kapers  

rørt op med mayonnaise og et lille skvæt citron

fadet med rejer står til højre for moussen

han kunne lige så godt være landet i rejerne

men nu blev det altså den kaperspyntede           

mayonnaiseindsmurte tun 

formidabelt

tænker jeg 

mens jeg tramper i pedalerne

jeg trækker ham op ved nakkehårene

og så sker det

for jeg ved ikke hvilken gang

iført knojern demolerer jeg det gevaldige snudeskaft

det i forvejen så skæve pragteksemplar af et næseværk

jeg slår det komplet i stykker

det knaser      brusken siger en underlig dump lyd

jeg slår indtil tunmousse og næse er smurt helt ind i hinanden

hvad er mousse                    hvad er næse

hvad er kapers                      hvad er størknet snot 

hvilke små     grønne kugler ved næseroden er det ene

hvilke små     grønne kugler ved næseroden er det andet?

Hele rosedigterens kæft skal møbleres om

jeg slår indtil der ikke er andet end gummer og spidse stumper

tilbage

hele ansigtet slået i ét med moussen

kæften stoppet til med tun og blod og brusk og blødende kød

kapers titter grønt frem overalt

det er S’ konfirmation

gæsterne skriger

du græder     S          konfirmanden           skriger og græder

til sidst skyder jeg K

først i skridtet           så en kugle for panden

men det dramatiske højdepunkt mangler stadig

øjeblikket hvor jeg skyder mig selv

som altid

alle disse dramatiske voldsscener ender med 

at jeg skyder mig selv

for det meste gennem munden

lige inden råber jeg fra toppen af mit martyrium

direkte henvendt til dig:

»pøj    pøj med det hele

med den flotte karriere i Odense

held og lykke med resten af livet«

og så blæser jeg hjernen ud på mig selv

skyder mig selv gennem munden for jeg ved ikke hvilken gang

                                                i løbet af de sidste tre måneder

ser for mig hvordan min hjerne blæses ud af baghovedet

denne gråmelerede masse iblandet blod og knoglesplinter fra det

knuste kranium

det er grotesk

det er absurd

hvornår stopper den film

hvornår holder jeg op med at afspille disse endeløse variationer over

det samme tema

dette infame svineri

og nu også i festmesterens telt i en baghave i F

og midt under middagen

og den skønne buffet

min hjerne er smurt ud over teltets transparente endevæg

ud over hele vinduespartiet bag tagselvbordet 

den førhen så pæne næse

(den førhen så pæne endevæg med imiteret rudeglas)

de knuste drømme

de knuste hjerter

hvornår stopper jeg?

hvornår stopper det?

Når Quintin Tarantino har købt rettighederne?

Når Jo Nesbø har skrevet »Tulipanmanden I« og 

»Tulipanmanden II«?

Jeg vil slet ikke ind på 

hvad jeg gør med hans penis

hvad jeg stiller an med den

vi taler om en helt ny anretning 

inden jeg gør en ende på mit miserable liv

men det er

skulle jeg hilse og sige

ikke egnet for børn

højst upassende for en konfirmationsfest 

i et telt 

i en have

i et stille og fredeligt villakvarter 

i en mellemstor dansk by 

under ingen omstændigheder for sarte sjæle

altså: det er i virkeligheden slet ikke noget for mig

overhovedet ikke endda

det er sygt og depraveret

der handler om at skære og ombygge galanens nedre regioner

de såkaldt ædlere dele

nu også dem

hvad fanden har dine tanker gang i

hvad sker der for dig?!

noget med at afskære og drapere og rokere 

flytte rundt på tissetrold og vedhængs rækkefølge

hvad er oppe             hvad er nede?

hvad er ude               hvad er inde?

er jeg stadig på buffeten? 

er jeg valgt til            eller er jeg valgt fra?                        

lutter syge fantasier

absurde forestillinger

kuglerne sat på skæftet

glans nederst i det omvendte hierarki

kønsdelene holder flyttedag

karneval i de nedre regioner

mig
dig

os

skyld ond
ond    skyld