(hjertet fortsætter, som om intet var hændt)

med chopins projekt

og i dvale under øjenlågenes

pumpestation er jeg

begyndt at holde vejret tilbage, ikke frem, hvad ellers?

hvem kyssede det lukkede, smertefulde øjenlåg?

det var en som var ingen,

hvem ellers og hvad tænker du på?

ruller nu, vil med,

roder rundt,

roterer, i stedet

trænger til hemmelige passager og ovenlyd!

giv mig en fyrste, en divan, et sted

mister moment, træder an, går i stå,

trækker huden af, holder tilbage,

fyrre kilometer nat, velsagtens alderssvarende,tænker jeg, og hvad så?

kun lukkede øjne kan se

tanken var at eskalere, fuldende ruiner og grave haven om, tændeforsolen-og-lade-den. brænde.

nu endte det i stedet her

tågebanker året ud

tanken var at accelerere, at ride væk på et seksvinget væsen med sorthvide fjer, dobbeltkønnet, kun nakke, intet an-sigt, glem alt om mig, glem alt om dig                  det var det tanken var

en enkelt lattersalve er nok til at få det hele til at smuldre

værre endnu:

organismerne er begyndt at pumpe regneark ud

bylder slår ud, til højre og venstre, i det her drømmeløse land

kragerne vender sydsydvest for den østligste tanke, så langt tilbage i bevidsthedsturbinens sprogmaskine du kan komme – det hydraulisk kontrollerede gearskiftesystem ligger langt fremme, vi er helt omme BAG kileremmen, kort sagt tæt på den automatiske sproggenerators amokaggregat. jeg dåner.

ganger mig selv med nul og sætter det hele in mente (+parentes)

regner på omkredsen af mit liv, euklidisk geometri, nutidssymfoni, oldtidsgeometri – javel.

cirkler, ellipser, trekant, trapez og kvadrat, tre og todimensionelle, ka’ godt li’

keglestub, trekanter er bedst, selvfølgelig, men keglestubbe gør sig pænt i underetagen. lige lidt hjælper det. og så alle hyperblerne. jeg dør. for få parabler. bliver født. ser solen gå ned. dør. venter på månen. som om. mens æblerne i dit øje langsomt presses en sidste gang inden de falder ud. bagefter vores råb ned i tomhedens katedral. livet findes et sted midt-i-mellem. aha.

(hvor andre ser begrænsninger, ser jeg muligheder, min bare røv).

ganger kedsomheden ud med alle decimaler (pi – du’ til grin), brøkdelen af en ligegyldighed: arbejd’, elsk’, byg et hus og forsvind. 

vi er gået i gang med at lægge puslespillet, det ryger fra alle turbiner: i venstre hjørne de koncentriske cirkler af angst, de paniske løb mellem skole og hjem, buksevand, mælkeduks og tandlægens falske smil. interessant. 

foretrækker at regne forfra på den dunkende fornemmelse af sammenbrud og blussende kakafoni, tolv ansigter fulde af det der gik forbi. i det mindste det. det går pænt. lort.

du er så langt tilbage i bevidsthedsturbinens sprogmaskine du kan komme – det hydraulisk kontrollerede gearskiftesystem ligger for langt fremme, vi er helt omme BAG kileremmen, kort sagt tæt på den automatiske sproggenerators amokaggregat. det er nu vi er klar. til at dø.