vi kunne køre fast

i tværsummen af vores

ensomhed

kvadratsummen af alt det vi ikke fik gjort

(= hvis du spørger mig, ikke så lidt, endda)

det vi ikke samlede op

afkald, resignation, rekapitulation, alt for mange,

alt for mange

tvedelte udfald, indtørret, konstrueret og forladt

addition, subtraktion, division, giver det samme,

kvadratroden af alt ondt, nemli’

hvis jeg gangede kedsomheden ud for dig,

alle almindelighederne, trak alt det søde fra, ville vi have

hele kontinentalplader, trehundredetres grader rundt,

fuldt hus, for fanden

slemt nok at renten falder, at kurven er knækket, stigninger uden fald,

slemt nok med alle de udbygninger, tillæg, fradrag,

hvad med i stedet at drage herfra?

æblerne i de store kasser dufter i det mindste, bladene, i det mindste, skifter farve, selv efter faldet, de drømmende drømmer i det mindste, stærene, ja, stærene, i det mindste, får hakket hovedet af, dingler i næbbet på en høg, i det mindste dét, antilopestykker (øjne, kindben, brusk og blodigt kød) i munden på en løve, i det mindste slår folk hinanden ihjel, rundtomkring, vi, derimod, nøjes med at gå i nul

med udgangen af hver måned

i det hele taget bare videre ud af x- og y-aksen

måske vi i stedet skulle begynde at regne forfra

på vores egen død?

Knud Steffen Nielsen med denne herlighed. I anledning af det umådeligt triste vejrlig. Til opbyggelighed og moro og indsigt, so zu sagen.

Den anden onkel (til den mødrene side) 

Lever livet ved at

At læse alle typer dødsannoncer og mindeord.

Så jeg ikke ved  hvor han skal finde de

Bortkastede.  Kun hvis han finder på

At fortælle historien om de

Barkede hænder, der har mistet huden, rorgængerens

hvide linjefingre af for lidt selskabelighed. 

Forbindelsen

 til resten  er pist, så 

Man må leve sit stille liv uden  tanke. Jeg var ellers parat 

Til at gøre modstand mod Alt. Alt. Alle regler spisevaner, højrekørsel,

Social kondukt   Men jeg ved ikke, hvor modstanderen og hans glaskæbe

Er. Han er for  gennemsigtig.  

Vandet lukkede sig over de spor, tiden havde sat.

For de må have været et eller andet sted.

Hedninge, der render rundt

Og siger det er nytteløst

De sminker sig med

Den eneste transparente  farve er og afslører 

Det andet, men ikke sig selv.

 

Hug til, karle

Den vej skal vi alle.   

disse galakser og deres syge øjne 

og rotationer i hemisfæren

et stirrende forsøg på at erobre terræn

sonder sendt ned

i stedet nu disse kabler

netværk, spejlinger og brud,

kredsløb og overfladespændinger

spredninger (tingene virker trætte) af sig selv

og bare så vi ikke glemmer det:

fremtidige udgravninger af alt for tidlig demens

sort månestøv lagt til rette på hjernens frontstationer

forsøgte at transskribere drivtømmer ind under huden 
og hvad med stormen, og natten og de hvide skumsprøjt, 
hvad med alt det, og hvad skal det blive til? 
forsøger at holde ryggen fri for alt det der kryber med, 
fodslæbende, to ben, oprejst, gående 
og hvad så? 
ikke videre imponerende som vi står der og oversætter døden døgnet rundt. 
vi kunne lave det hele om til et liv. 
vi har muligheden, køretøjet, to ben og et hoved, talende, hørende og seende. 
og alligevel denne døvstumhed, 
dag ud og dag ind, mens havet og stormen taler tidevandet ihjel

KSN + meget LIDT SRF: Kunst=Natur minus x

Ok, så siger vi hvide bier:

Det er verden, der kommer så tæt på.

Sådan ritualiserer vi

skærelyset fra det vingede.

Vi leger det er en hullet sten. Vi leger stenen er en ko.

Og nu en bliktromme, der udgør øjnene.

Tæt på det

sted på skulderen

dér  hvor siderne fra 22 til 79  rives ud: 
 

De små papirfly,

hendes syv hvide, hvide dansere.

Hvad giver stykket, hvis vi lægger

delene sammen? 

Og hvad med resten?   

Vi ryg mod ryg forenede, adskilte, ansigtsløse, ventende, genkommende

Fordi det stadig regner i Viborg og Fredericia: KSN og SRF - Amalgatio, betaversion II:

I
 
Jeg ved, at vilkårene er vilkårlige,

at alt er nødvendigt 
(det første ligner en negation, kan ikke negeres; det andet en modsigelse, kan ikke modsiges)

at lemfældigheden bør dyrkes helt ud

forbi de neglerødder, der afbilledes som klosaxe på kalkvægge, fordi Bryckners niende dirigeres af Claudiå Abbædø,lydtæppet for de franske hulemalerier og 1864!

(eneste form for poesi alle disse mennesker kender, er det ordsprog deres koner har broderet på viskestykkerne, og som lyder vejen til en mands hjerte, går gennem maven)

fordi jeg – vi! – nødvendigvis havde muligheden for at strø asfalt i hele haven

ellers dannelse på vegne af de andre

liv som ind-ret-nings-arkitektur

rullesten eks-ist-er-er

II

denne tand er jo intet andet end  
en papirhat, trøster-mand, naboland

denne mund er jo intet andet end
medieland, nabomand 
muligheden for, nej pligten til 
komodovaraner i den asfalterede have

.............og en anden type, der må sparkes til ...mest mangler der længde udfoldelse:

.……Medi­e­bil­le­det omkring det poli­ti­ske ver­dens­kort er en sluse

med kun et tun­nel­rør: Syrien eks-ist-er-er ikke pt, Sydsudan eksi­ste­rer ikke pt, Palæstina eksisterer ikke pt(dobbelt).

 Ægyp­ten eks(ist)er-er hveranden dag. Vil-kår­-ligheden eksisterer.

Ukraine insisterer pt.

 Næste uge eksisterer i ét land.
 (ps Ryukyu-øerne eks-ist-er-er i hver sit land).…

og spejlvendt: sisi er en blodig joke

postpostscriptum: Sudansk Universitet eks-ist-er-er derimod og desværre

og Sverige, ja, Sverige 
alt for meget

I anledning af heldagsregn på viborg- og fredericiaegnen: KSN– (som i Knud Steffen Nielsen) og SRF- (som i Heinrich Schaumann)amalgatio:

Begynder det med de hvide æbler der lyser op over fyret ved strib,

eller begynder det med at de springer cementen over.

Bladene gør det, uanset, ingen bryder sig – i virkeligheden 
og når ALT kommer til ALT – om den sarkofag 
der langsomt gentager sig selv.

Det første step    
er at få 
lortet til at virke   ikke kun glo  
men De kender de der 3D-stereobilleder 
og vi var længe   udelukket   fra selskabet  

Vi stod alt for langt væk, 70 meters penge sådan cirka, midt i en             geodætisk

linjeføring/ et synsfelt, (optisk 1: 10 pr løbende meter).

og stirrede på klåpstock, hele 0,25mm lavere vinklet end natcremer (gøthe og arnø schmadt)'s

Man ser sildestimen træde til side

Jeg koncentrerede mig,

kiggede igennem gardinet.

Og så hiver de garanteret en havfrue frem af ærmet

Og så trækker de sgu tæppet tilbage sekundet efter.

Så er der struben, tungen, membrama tympani, lagt på tallerkenen.

fødderne er blevet for små  til  netop det.

Vi ku opdele byen,  gaden i dem der ku se og dem der ikke ku og så den store flok 

for hvem det var så inderligt ligegyldigt 

og  vi   sidder oppe på pælene.

nedefra arbejder muslingerne

dem   kan man ikke rigtigt se.

     

De nægter simpelthen.

hvide bier

fanget i dit blik

hvordan de bakser deres

vinger på plads som siderne

i en bog og flyver mod glødende skove,

orange og gyldne, deres tilkæmpede visdom,

alt for tidlige, alt for lette død

syv dansere i deres

hvide kroppe og 

messingfarvede destination

usynlige, vægtløse, dovne napper de hastigt, og for sidste gang
en bid af de gyldne tårne

Først KSN på Photofunia Central i UK; vi talte kun om MIG, bagefter til nærmeste Café hvor de serverede min yndlingskaffe - visse narcissister er så verliebt i sig selv at det ikke er nok at MÆRKE, HØRE og SE sig selv hele tiden, nej, man må også DRIKKE sig selv. Derefter direkte videre til diverse nødvendige indkøb - Günters Cremer får alt til at glide lettere, if you know what I mean!

det begynder med at de styrter til jorden, fuglene,

bladene gør det, uanset, ingen bryder sig – i virkeligheden og når ALT kommer til ALT – om den sarkofag der langsomt eskalerer sin ørken,

det begynder med at de stikker øjnene ud, derefter går de efter struben, tungen, membrama tympani, lagt på en tallerken, sammen med stemmen, alfabetet og læberne alene i de sprukne kar der nægter at kaste lys; mine sønderskudte hænder, ubevægelige; det begynder med at nogen har knækket dem, vingerne, taget et liv ud af mit relief og gjort det til en død;

det begynder med at nogen har revet armene af, fødderne er blevet for små til at gå, og kløften mellem synapserne, du skulle se dem – en mælkevej, marianergraven, lagt ned, horisontalt! –
at nogen har taget dem, børnene, knækket dem, og uanset hvor højt jeg skriger, bliver det ikke til andet end antastninger, tilløb, forsøg

at de styrter til jorden, fuglene, knækker midtover i vinden på vej over broen, ikke et sandt ord, blåmuslinger lukket om sig selv, løgne overalt og uanset hvor højt jeg skriger

begynder det med de hvide æbler der lyser op over fyret ved strib, smagen af sten, kar der brister

Georg Trakl

”Grodek*

Om aftenen toner efterårets skove

Af dødbringende våben, de gyldne sletter

Og de blå søer, hvorover solen

Dystert går ned; omfavner natten

Døende krigere, den vilde klage

Fra deres smadrede munde

Men stille samler sig på græsganges grund

Røde skyer, hvori en rasende gud bor

Det udgydte blod, en månelig kulde

Alle veje ender i sort forrådnelse.

Under gyldent fletværk af natten og stjerner

Søstres skygger duver gennem den tiende lund

For at hilse heltenes ånder, de blødende hoveder

Og stille i sivene toner efterårs dunkle fløjter.

O! Stoltere sorg! I af jern gjorte altre

En tøjlesløs smerte nærer i dag åndens hede flamme

De ufødte slægter.

                                                            (September 1914)”

* Galicisk by (i dag Ukraine), der i et blodigt slag den 7. september 1914 blev erobret af russerne.

Oversat fra tysk af Søren R. Fauth og Ejler Nyhavn efter ”Brenner Jahrbuch 1915”, s. 14. 

Billedkunstneren Ernst Rasmussens mageløse særudgave af the worn universe

vi har mulighedenfornejpligten til

at slå tingene – så hårdt – sammen at de

lyser op. 

indrømmet. skulle med glæde

lade et hvepsestik lukke munden på dig i stedet for at lytte til dit had. lad os bare skære et stykke af himmelvælvingen. der er jo også haveanliggender og en badebro at bestige. en bølge at gennembryde

og et pigebarn der skal bedækkes,

og sådan kunne jeg blive ved. vi kunne også tage fat om

alt det andet. sandheden lader vi ligge.

inkuberet som den er. malformeret af sprogets maskiner. 

til sidst samler vi kludene sammen ogladersom om de var et liv.