(hjertet fortsætter, som om intet var hændt)

med chopins projekt

og i dvale under øjenlågenes

pumpestation er jeg

begyndt at holde vejret tilbage, ikke frem, hvad ellers?

hvem kyssede det lukkede, smertefulde øjenlåg?

det var en som var ingen,

hvem ellers og hvad tænker du på?

ruller nu, vil med,

roder rundt,

roterer, i stedet

trænger til hemmelige passager og ovenlyd!

giv mig en fyrste, en divan, et sted

mister moment, træder an, går i stå,

trækker huden af, holder tilbage,

fyrre kilometer nat, velsagtens alderssvarende,tænker jeg, og hvad så?

kun lukkede øjne kan se

tanken var at eskalere, fuldende ruiner og grave haven om, tændeforsolen-og-lade-den. brænde.

nu endte det i stedet her

tågebanker året ud

tanken var at accelerere, at ride væk på et seksvinget væsen med sorthvide fjer, dobbeltkønnet, kun nakke, intet an-sigt, glem alt om mig, glem alt om dig                  det var det tanken var

en enkelt lattersalve er nok til at få det hele til at smuldre

værre endnu:

organismerne er begyndt at pumpe regneark ud

bylder slår ud, til højre og venstre, i det her drømmeløse land

kragerne vender sydsydvest for den østligste tanke, så langt tilbage i bevidsthedsturbinens sprogmaskine du kan komme – det hydraulisk kontrollerede gearskiftesystem ligger langt fremme, vi er helt omme BAG kileremmen, kort sagt tæt på den automatiske sproggenerators amokaggregat. jeg dåner.

ganger mig selv med nul og sætter det hele in mente (+parentes)

regner på omkredsen af mit liv, euklidisk geometri, nutidssymfoni, oldtidsgeometri – javel.

cirkler, ellipser, trekant, trapez og kvadrat, tre og todimensionelle, ka’ godt li’

keglestub, trekanter er bedst, selvfølgelig, men keglestubbe gør sig pænt i underetagen. lige lidt hjælper det. og så alle hyperblerne. jeg dør. for få parabler. bliver født. ser solen gå ned. dør. venter på månen. som om. mens æblerne i dit øje langsomt presses en sidste gang inden de falder ud. bagefter vores råb ned i tomhedens katedral. livet findes et sted midt-i-mellem. aha.

(hvor andre ser begrænsninger, ser jeg muligheder, min bare røv).

ganger kedsomheden ud med alle decimaler (pi – du’ til grin), brøkdelen af en ligegyldighed: arbejd’, elsk’, byg et hus og forsvind. 

vi er gået i gang med at lægge puslespillet, det ryger fra alle turbiner: i venstre hjørne de koncentriske cirkler af angst, de paniske løb mellem skole og hjem, buksevand, mælkeduks og tandlægens falske smil. interessant. 

foretrækker at regne forfra på den dunkende fornemmelse af sammenbrud og blussende kakafoni, tolv ansigter fulde af det der gik forbi. i det mindste det. det går pænt. lort.

du er så langt tilbage i bevidsthedsturbinens sprogmaskine du kan komme – det hydraulisk kontrollerede gearskiftesystem ligger for langt fremme, vi er helt omme BAG kileremmen, kort sagt tæt på den automatiske sproggenerators amokaggregat. det er nu vi er klar. til at dø.

vi kunne køre fast

i tværsummen af vores

ensomhed

kvadratsummen af alt det vi ikke fik gjort

(= hvis du spørger mig, ikke så lidt, endda)

det vi ikke samlede op

afkald, resignation, rekapitulation, alt for mange,

alt for mange

tvedelte udfald, indtørret, konstrueret og forladt

addition, subtraktion, division, giver det samme,

kvadratroden af alt ondt, nemli’

hvis jeg gangede kedsomheden ud for dig,

alle almindelighederne, trak alt det søde fra, ville vi have

hele kontinentalplader, trehundredetres grader rundt,

fuldt hus, for fanden

slemt nok at renten falder, at kurven er knækket, stigninger uden fald,

slemt nok med alle de udbygninger, tillæg, fradrag,

hvad med i stedet at drage herfra?

æblerne i de store kasser dufter i det mindste, bladene, i det mindste, skifter farve, selv efter faldet, de drømmende drømmer i det mindste, stærene, ja, stærene, i det mindste, får hakket hovedet af, dingler i næbbet på en høg, i det mindste dét, antilopestykker (øjne, kindben, brusk og blodigt kød) i munden på en løve, i det mindste slår folk hinanden ihjel, rundtomkring, vi, derimod, nøjes med at gå i nul

med udgangen af hver måned

i det hele taget bare videre ud af x- og y-aksen

måske vi i stedet skulle begynde at regne forfra

på vores egen død?

Knud Steffen Nielsen med denne herlighed. I anledning af det umådeligt triste vejrlig. Til opbyggelighed og moro og indsigt, so zu sagen.

Den anden onkel (til den mødrene side) 

Lever livet ved at

At læse alle typer dødsannoncer og mindeord.

Så jeg ikke ved  hvor han skal finde de

Bortkastede.  Kun hvis han finder på

At fortælle historien om de

Barkede hænder, der har mistet huden, rorgængerens

hvide linjefingre af for lidt selskabelighed. 

Forbindelsen

 til resten  er pist, så 

Man må leve sit stille liv uden  tanke. Jeg var ellers parat 

Til at gøre modstand mod Alt. Alt. Alle regler spisevaner, højrekørsel,

Social kondukt   Men jeg ved ikke, hvor modstanderen og hans glaskæbe

Er. Han er for  gennemsigtig.  

Vandet lukkede sig over de spor, tiden havde sat.

For de må have været et eller andet sted.

Hedninge, der render rundt

Og siger det er nytteløst

De sminker sig med

Den eneste transparente  farve er og afslører 

Det andet, men ikke sig selv.

 

Hug til, karle

Den vej skal vi alle.   

disse galakser og deres syge øjne 

og rotationer i hemisfæren

et stirrende forsøg på at erobre terræn

sonder sendt ned

i stedet nu disse kabler

netværk, spejlinger og brud,

kredsløb og overfladespændinger

spredninger (tingene virker trætte) af sig selv

og bare så vi ikke glemmer det:

fremtidige udgravninger af alt for tidlig demens

sort månestøv lagt til rette på hjernens frontstationer