jeg er den nøgne mand der skal dø

min hud bredt ud over det hele

kabaler som aldrig blev lagt

end ikke træhøje tanker at dele

jeg er den nøgne mand der vil have sin pels tilbage

kløer og skarpe tænder

halvt oprejst ville være et fremskridt
at gå og gå på hænder

jeg er den mand der svæver i det fjerne

til lyden af shostakovich’ ottende dødskaskade

svævende rummand i stilhed

stjerner inden for rækkevidde,

gagarin, go home!

tættere på, og dog så uendeligt langt væk

jeg er den vægtløse tilstand af stilhed

over den blå planet:

støjen

larmen

forureningen

sindets sindssyge grænsedragninger

og hegn sat op over alt

i stedet for at folde tiden ud

står pilen nu i det tyste og dirrer

Arco hedder det skib der fragter

ens død gennem Storebælt

og svalerne flyver til lyden af

solnedgang

blender kedsomhed 
gennem mit felt

gid sorgen var stor

og himlen er lilla, tegnet så fint,

havet er blik

men hvad gør det

når alt andet

er væk?

og marehalmen, marehalmen er grim,

og naturen sælger sin strandkål for dyrt

børn spiller bold i aftenstilheden

og strandnellikerne knejser i blåviolet

jeg vil gå til grunde

og jeg vil knæle ved det sted der var mit,

jeg vil gå til kanten af det der var dit

vil svale og flyve

vil solnedgå

og kedsomhedes ihjel

være lilla og blå

i stedet for

blikstille at være en ø

men er det da dig, neuhafen,

der slynger døden gennem min kloak?

dig der skyder syner og rædsler

gennem mit systems indre bivuak?

holdes vi sammen af undergang

eller er det bare

en abnorm følsomhed forbundet 
med et ikke 
mindre fravær

et overmål af fornemmelse parret 
med sanselighed

langt over målet? 
og hinsides de dyr vi, desværre, ikke blev?

er det der vi står og stirrer?

er det her vi står og dirrer?

er det det der er mig

er det det der er dig?

bare øjne hele vejen rundt om det hegn 
vi har sat om os selv

bare øjne og gult, bare øjne og grønt,

bare had og vrede og vrede og øjne og dunkelt

bare sort og had og vrede og øjne der aldrig 
ser andet end det som ses inde

bare øjne og blikke, bare øjne der ruller?

og vrede, og rædslens øjne, og dunkelt?

bare øjne og gult og hegn om os selv

som nu den anden dag da jeg i raseri 
gik amok med en motorsav i haven

et brombærhegn i fald

og hasselnødden i skellet til glarmesteren og 
den gamle dame der drikker likør i natten

træet røg i raseri over min egen stilstand, 
et sidste forsøg på at slå til

selv mørket virker forkert

de blå blomster er udrangeret

regneark

kolonner

heiler

i flok

mens du står og

slynger annulleret kærlighed ned i min hals

til lyden af mit ikke-mer’

bare mørkt og øjne i natten

og gult og vrede, og grønt og misundelse

og øjne der aldrig ser andet end det som ses inde

bare øjne og blikke, bare det

og blomsterløse bed der skyder fra

de brodne kar der er mit hoved

og pludselig dette øjeblik på broen i

luxembourg hvor jeg greb fat i noget

der var mere end mit jeg¨s røvsyge interiør

summen af de femten meter høje graner

og den gennemlyste bøg

der brækkede mine ryghvirvler og skød sin krone

gennem hjernen 

der hvor du havde din svulst

ind fra venstre: igen: mannatræet ved volden

som når vi med jord på fingrene spiste af 

de friske skud til lyden af en 

totaktsmotor på vej til møllestensparken 

en højere form for ensomhed

sat til ro et sted mellem stamme og bark 

på den anden side af dine anafylaktiske chok

i nærheden af dine øjne ved sct. jørgens sø


siden den smarte sushi-restaurant

hvor den japanske pige talte sin

veninde ihjel

den måde at dø på
den måde du så på

den måde at spise syltet tang på

den måde 

at krydse en bro på

gå gennem sig selv på