den tunge      ustabile stjerne         Eta Carinae

indhyllet i Homunculus-tågen

på vej mod sin destination

rødt flakkende           farende over sydhimlen

syvtusindefemhundrede lysår borte

tæt på                         uendeligt langt væk

det tunge                   ustabile         

altid halve                 mennesket

hvilken zombie fra fremtiden skal sidde i min kælder

se Eta eksplodere

se den blive stor og brænde ud om hundredetusinde år?

findes der overhovedet et rødt flakkende hjerte

der kan briste

findes der overhovedet

et øre              der kan høre

et øje               der kan se

om hundredetusinde år?

nu?

ikke alle stjerner er rolige    bestandige

           

fulde af brændstof

så tunge

at de brænder ud på få millioner år

eksploderer   sender deres dødsskrig

gennem Mælkevejen

gammaglimt på gammaglimt

går gennem

mørket            river hul i tiden

mennesket    

henfald

Andromedagalaksens stjernehobe

drømmen om et liv på andre planeter

vil være stjerne i mit næste liv

blive seks milliarder år gammel

se solen brænde ud

i stedet for at sidde her

kortvarigt

vente på en form               

et indhold

passende til det mellemspil

vi i mangel af bedre kalder liv

under rådvilde tunger

gyder mørket med ord

da jeg ikke ved

hvad jeg er

fra begyndelsen

går langs henlagte stier

går fra her, går til der

da jeg ikke ved

fra begyndelsen

hvor er ind, hvor er ud

og bare tid

så et sted

til at folde en blomst

jeg er den nøgne mand der skal dø

min hud bredt ud over det hele

kabaler som aldrig blev lagt

end ikke træhøje tanker at dele

jeg er den nøgne mand der vil have sin pels tilbage

kløer og skarpe tænder

halvt oprejst ville være et fremskridt
at gå og gå på hænder

jeg er den mand der svæver i det fjerne

til lyden af shostakovich’ ottende dødskaskade

svævende rummand i stilhed

stjerner inden for rækkevidde,

gagarin, go home!

tættere på, og dog så uendeligt langt væk

jeg er den vægtløse tilstand af stilhed

over den blå planet:

støjen

larmen

forureningen

sindets sindssyge grænsedragninger

og hegn sat op over alt

i stedet for at folde tiden ud

står pilen nu i det tyste og dirrer