Andromedagalaksens stjernehobe

drømmen om et liv på andre planeter

vil være stjerne i mit næste liv

blive seks milliarder år gammel

se solen brænde ud

i stedet for at sidde her

kortvarigt

vente på en form               

et indhold

passende til det mellemspil

vi i mangel af bedre kalder liv

under rådvilde tunger

gyder mørket med ord

da jeg ikke ved

hvad jeg er

fra begyndelsen

går langs henlagte stier

går fra her, går til der

da jeg ikke ved

fra begyndelsen

hvor er ind, hvor er ud

og bare tid

så et sted

til at folde en blomst

jeg er den nøgne mand der skal dø

min hud bredt ud over det hele

kabaler som aldrig blev lagt

end ikke træhøje tanker at dele

jeg er den nøgne mand der vil have sin pels tilbage

kløer og skarpe tænder

halvt oprejst ville være et fremskridt
at gå og gå på hænder

jeg er den mand der svæver i det fjerne

til lyden af shostakovich’ ottende dødskaskade

svævende rummand i stilhed

stjerner inden for rækkevidde,

gagarin, go home!

tættere på, og dog så uendeligt langt væk

jeg er den vægtløse tilstand af stilhed

over den blå planet:

støjen

larmen

forureningen

sindets sindssyge grænsedragninger

og hegn sat op over alt

i stedet for at folde tiden ud

står pilen nu i det tyste og dirrer

Arco hedder det skib der fragter

ens død gennem Storebælt

og svalerne flyver til lyden af

solnedgang

blender kedsomhed 
gennem mit felt

gid sorgen var stor

og himlen er lilla, tegnet så fint,

havet er blik

men hvad gør det

når alt andet

er væk?

og marehalmen, marehalmen er grim,

og naturen sælger sin strandkål for dyrt

børn spiller bold i aftenstilheden

og strandnellikerne knejser i blåviolet

jeg vil gå til grunde

og jeg vil knæle ved det sted der var mit,

jeg vil gå til kanten af det der var dit

vil svale og flyve

vil solnedgå

og kedsomhedes ihjel

være lilla og blå

i stedet for

blikstille at være en ø