natten slår sprækker

rotationernes rasen

slår tankerne an

ingenting er som det 
nogensinde var, alt er 
det samme, cellerne har 
gennemgået en fornyelsesproces, intet 

er som før, alt 
skiftet ud, mens universet 
bliver stående og sitrer, 
krummet ind i sig 

selv, roterende og 
repeterende, alt er 
som før, intet

har forandret sig, 
søvnløsheden holder mig 
i et fast 

greb, den vil, tror

jeg, fortælle mig at 

det er nu tingene 
skal ses, natten stirrer 

på mig med sine 
mørke øjne, jeg er 
ligeglad, jeg er inde, 
stirrer længselsfuldt tilbage, ligeglad, 

ser alt, ser 
intet, optændt, så 
længe lyset holder 

sig i baggrunden 
og mørket roterer 
tankerne mens kuberne 

brister og bier flyver

honning ind på min 

landingsbane, slår tankerne an, 
renser vingerne rene for 

støv og letter igen 
til lyden af skyer 
der presses tilbage i 

deres sorte huller, vi 

ved hvem de 
er, men træerne 
er ligeglade med

hvad bierne fortæller; 
jeg så ellers 
sværme flyve i 

dag ved lillebælt, de

vuggede på dråber 
af fortættet 
luft, 

lagde røjle klint bag 
sig og strejfede 
mit hår 

før 

jeg gik bort