vi taler om en far    som er min, lidt endnu,

de siger det drejer    sig om sammenfald i

zoner mellem hjerne    barkens sorte porte i

det neurovaskulæ    re netværks spild af tid

og en gud der gik til    grunden af sig selv, så

måske det bare var    måden du undveg mig på

måden at være for    tabt, selv som far, så

alt det der krøller mig    sammen, får mig til at tø

ve gennem sekundet    tælle dage i angst

sådan mørned du mig    selv gennem stedernes lag

sådan forbød du mig    at samle mod i en

trætop til dage som    disse hvor måden at væ

re alene hugger mig   ned som tårne i fald

sådan gik det med mig    sådan gik det med dig

om lidt går vi under    du aldres til ingenting

mens jeg står her og stir    rer på det udenfor

der er mig og som al    tid har været min måde

jeg vil syes sammen    med verden igen

som den dreng

på det sted

hvor asfalten

brændte

til den skov

af harpiks og fyr

begynder at dufte

til det hav og den strand

begynder at synge

som den søn

til den far

vil jeg hen