die füchse haben
ihre höhlen 
und die vögel
ihre nester
der menschensohn hat
keinen ort
wo er sein haupt
hinlegen kann

nirgendwo

folder frygten ud
gnaver angsten af din tid
ingenting er her

forsøger at fragte mig
gennem mørkets alfabet

sejler med mod, samler op, tager med
standser en falk i fart, fanger dit blik, 
stryger dit hår, griber din hånd 
hugger dufte ud 
mejsler dig ud af min måne

lyser på

nattens tavler

til lyden af din hvisken,
til lyden af dit navn

samler foråret op, falder

samler tårer op, går

gennem et rosenbed af løfter

passerer magnolia på spring

samler mig selv op, forsøger

samler på skaller, skibe og sorg

stanser et hul ud i himlen, stirrer

forsøger, falder

hvidt træ i vinden 
 på sort baggrund

  mos og multe, bark og birk

   går gennem siv, stivner, går, stivner

   kalder

    sort skikkelse på vej

     gående

      mod hvid baggrund
       nålekrat over muld

        gennem sump over skyld

       nordlys stirrer

      mister terræn

     kalder

    går, kalder, stivner, står

   vesterhavet låser mine lysende øjne på mørk
  baggrund
 kæmper mig frem til bredden

  af mit ufremkommelige selv

   en stæreflok letter mod blåt

    høg hugger hovederne af

      skriger

       knækker i vinden
      skriger
     knækker

natten slår sprækker

rotationernes rasen

slår tankerne an

ingenting er som det 
nogensinde var, alt er 
det samme, cellerne har 
gennemgået en fornyelsesproces, intet 

er som før, alt 
skiftet ud, mens universet 
bliver stående og sitrer, 
krummet ind i sig 

selv, roterende og 
repeterende, alt er 
som før, intet

har forandret sig, 
søvnløsheden holder mig 
i et fast 

greb, den vil, tror

jeg, fortælle mig at 

det er nu tingene 
skal ses, natten stirrer 

på mig med sine 
mørke øjne, jeg er 
ligeglad, jeg er inde, 
stirrer længselsfuldt tilbage, ligeglad, 

ser alt, ser 
intet, optændt, så 
længe lyset holder 

sig i baggrunden 
og mørket roterer 
tankerne mens kuberne 

brister og bier flyver

honning ind på min 

landingsbane, slår tankerne an, 
renser vingerne rene for 

støv og letter igen 
til lyden af skyer 
der presses tilbage i 

deres sorte huller, vi 

ved hvem de 
er, men træerne 
er ligeglade med

hvad bierne fortæller; 
jeg så ellers 
sværme flyve i 

dag ved lillebælt, de

vuggede på dråber 
af fortættet 
luft, 

lagde røjle klint bag 
sig og strejfede 
mit hår 

før 

jeg gik bort

sne snor sit mørke

ind i din ørken af is

ingenting, smelter 

vågner til lyden
af stilstand 
der gnaver et hul 
i min tid

vinden har det let
vi er uden for vinden
nedsunket i bly

hvilken morder i fremtiden

har brækket vingerne på mine drømme

hvilke partikler har støvsuget universet

for det lys der sendte på min kanal

nedslidte øjne i din ventesal

splintrede drømme

sås i det rødgule løv

ravne der letter

dæmringen hvæser

maler min søster til støv

stanser mit liv ud

med sorg i cement

sender sit blålys gennem

min limbofabrik

mange attraktive 
og matematisk interessante 
blomster kan vokse i haven
bare ikke i min

forsøgte af fokusere en sammenhæng

fandt ingenting

søgte strandskaller, sten, smørblomst

søgte sandhed, indsigt og udsyn

fandt løgn

fandt ingenting

søgte en linie, en horisont at hvile øjet ved

en seng at sove i, et hus at bo i, en hud at være i

fandt skibe på vej

fandt punkter på havet

sov på åbent hav i en seng af kviste

på en bund af skovsyre og syren

forsøgte at holde mig flydende

sank

Læs her, unbedingt!


http://a-burden-of-flowers.blogspot.com

amygdalas dans
lyden af død overalt
tankerne svinder

døde af sorg på et bjerg i bologna

gnavede gift af knuste tanker i konja

guldregn i det fjernes stille have

til lyden af drømme i endelave

jeg står forstenet i berlin

jeg er skrigene der stiger

gennem mørkets mandolin

jeg er takten i paris

kødet draperet på et bord

dagenes dragt, ord for ord

jeg er

sulten på afrikas horn

verden beruser
havets elektriske elv 
sender signaler
til din bjergtindes
fastfrosne fremskudte selv
fald ned nu og gem
spis op nu og glem
i ly af tranernes træk
frostgitres knitren


cellernes sitren 

vi går ad stier 
ved havet bløder en flod
alt rejser vi med
vi driver afsted
gennem overlejringer
troja er tuse 
vi drejer rundt og
rundt i et flammende hjul
ixions huse
mens skibene står
sanker mod til at sejle
før tiden går ned

bladenes blodbad

havernes dødsblæste sind

krager der letter

slæbende tanker går ind

en dør står på klem

og lukker igen

børn glider bort gennem dynger af nedfaldne blade

småland smager af kogler og grannåle og birk og en sø med et spejl af en verden så dugvåd og blød i dit skød

næste station
næste station
horsens
horsens


de danske statsbaners kakafoni


næste station
næste station
horsens
horsens


forinden og værre fordi


næste station
næste station
vejle
vejle


næste station
næste station
vejle 
vejle


de danske statsbaners melankoli