en blomst i udbrud
drysser ned som sne i fjor
døden gør indbrud




græsstrå holder vejret verden rundt 






http://www.youtube.com/watch?v=c08i_9gumJs&feature=related

melencolier 
fossende elve af tid
grædende bier

hårdt imod vinden 
majestætiske rensdyr
jager i sindet

tungsindigheden er

som dengang vi spiste af

søndages blåbær

fjeld graver sig ned

vand trænger ind overalt

tilstande kæntrer

knitrende knæ går itu

døden danser på

siden af tiden som går

højhuse vælter

sin stilstand i stå

vandrer ad blinde stier

sole brænder ud

skibene langs Tromsøya sejler videre som om intet var hændt. intetanende om alle de minder der ligger og venter på at blive bjerget fra strandkanten, hævet fra havbunden, fjernet fra fjeldenes indre, fundet i fossiler, skaller og sten, samtidig med den såkaldte verdenspolitiske situation, samtidighed, stilstand i hjernemassens tusinde snoninger, gråmeleret stilstandsmasse, tidens tilbagetog mens en fed taxachauffør i blå skjorte afleverer en gråsprængt herre og en gangbesværet kvinde ved indgangen til det øvre lysthus, en helt almindelig bygning i nærheden af vandet, over for min celle på universitetsbiblioteket hvor jeg sidder og rusker i tremmerne til min egen død og historien synger den næste sang, rundesang, rundesang, historien synger den næste sang, rundesang, rundesang…

sødt smelter sneen

tankernes stålgitre ind

blodårer åbnes

ingen lades i fred

På efterårsferie med Ulla, Laura, Anders, Sejr, Thorbjørn, Lars, Anton og Emil. På ødegård i Småland. Ankom til en fest af sol og frost, ramlede ind i et par dage med regn, vågnede en morgen til 15 cm. sne overalt: på granerne, buskene, birketræerne - og sol. Det var stort, ja, det var. Mette, min afdøde søster der forlod denne verden den 1. oktober 2009, var nærværende.

Jeg fik læst dette og hint, løbet og cyklet i de svenske skove og skrevet lidt på det der kunne blive en roman eller en længere fortælling.

Desuden

satan roterer

spejlbyer splintres itu

verden huserer

månen summer bag

nøgne graner på heden

stilheden danser

langs legende børn

løber de sidste minder

spiddet på hvidtjørn

blindhedens drømme
sanser kører på fælgen
folder mit indre

den tindede skov
lægger ir på havens bær
åbner i stilhed

kunne strandengens
sekunder tælles ville
havet synge nu

slog med en hammer mod et 
hjørne af vandkanten i går

morgenlyset har lagt sig stille på toppen af træernei udkanten af haven står salvien og spreder sit lilla lys

antastninger uden kontakt

tyst i universets første indånding og venter

skovbrynet dufter af hyld
vind der rører dit hår
pibler frem
overalt
finder hen
kommer hjem

sammen går vi ad den bløde asfalt der stadig dufter af i går
pibler frem overalt
finder hen
kommer hjem

ingen kan huske da du lagde dig
i en ring omkring min mund

til lyden af lavmælte sekunder

falder vi ned i os selv

jeg har slået hul i sproget




den fedeste sirup flyder fra bogstavernes hulning mens vi kredser om slottet




vi sidder i dagevis på stranden og tæller sand
kornmodne marker falmer i horisonten
på den anden side af vandet flyder honning fra sprogets turbiner
mens vi kredser om hindsgavl slot
og slikker sirup af havens modne figner

det hele handler - blot
om at gå over broen på den rigtige måde
at gå frem som var der intet tilbage

Min ven fra Kiel, Didi, fortalte det. Jeg vidste det ikke, men nu ved jeg det. Rodins 'Le Penseur' sidder øverst på 'La porte de l'enfer'. Tænkeren i helvede, ruminatoren, grubleren, melankolikeren i helvede. Didi græd da han så det. Patetisk? Måske, men jeg forstår det godt.

badet i sol langs vandet er jeg ved at sne inde bølgerne stivner i deres hastige løb
lyset hvæsser min kniv

der er ingen vej tilbage

man kan ikke gå langs Maderne ved Lillebælts bred

man kan ikke gå på stablet tækkehalm og få regnvand i vandfald over sig
når solen skinner og man springer fra badebroen ved Lillebælt
man ville gerne, men man kan ikke
jeg forsøgte med Anders i går, det gik ikke
alt det man vil, men ikke kan nå, ikke kan røre ved, ikke fordi man ikke ville kunne, for det ville man, man kan bare ikke nå det, som Tantalus der strækker sig ud og bukker sig ned, gang på gang, en gang til, forfra, og bagfra og forfra igen, men måske gælder det om at vente uden at vente, at gå rundt nede i væren uden at vente sig noget bestemt af den, forfra og bagfra, igen og igen, rundt og rundt

wer sucht, findet nicht, wer nicht sucht wird gefunden

nej, det er for banalt.
Problemet er bare at der er sand i sandhed, og at sand rinder ud

Det hele begynder med at jeg for sent, for sent, for sent læner hovedet ud af vinduet og hører ingenting. Senere på dagen hører jeg alt for meget. Det gælder om at læne øret ud af vinduet og høre den rette mængde, hverken for meget eller for lidt, men hvis det endelig skal være, er stilheden så langt at foretrække. Ingenting. Vi burde være ingenting. Det er en stor fejltagelse at vi overhovedet er noget.

Langs med Maderne i Næbskoven,

børnene i regntøj, væk var søndages melankoli langs skovstier, væk var smerten i maven fra bagsædet af bilen, vi legede på tækkehalm der var stablet som liv parat til at folde sig ud og tage imod, vandet randt sirligt langs gummistøvler, som vandfald over ubrugte hoveders brusen. Nu sitrer jeg i sengen ved tanken om al den virkelighed der skal bruges, om alle de minder jeg skal forbi, om alle de tanker der skal glemmes. I morgen skruer vi op for tiden og ned for mørket. Det gælder om at gå turen i Næbskoven en gang til mens vi lukker fortiden inde i træernes knejsende Nu over Præstø Bugt, som Raabe der ikke kunne sove og læste Schopen=hauer hele natten, indåndede svovldampe så vejret kunne strømme frit ned i de skrivende lunger. Hvis jeg skulle notere universet, ville notationen være nulkommanulkommanul=tid-i-tiendekommanul, selv om den 30 meter høje og ethundredehalvtredsår gamle eg ved Maderne i dag så ud til at nyde hvert et sekund. Ingen så de døde snegle, og der var tusind års liv i det løb over skovbunden, og intet at glemme, ingen antagelser, ingen angst i dit spring mod presenningen der dækkede de stablede strå

og en tredjedel af solen og en tredjedel af månen og en tredjedel af stjernerne ramt af dit smil da vandet løb fra regnstøvlerne ned ad din hals.

Adorno og dannelsens forfald

Tumler i disse dage med et foredrag til Klassikerforeningens årsmøde i Vejle ultimo august. Jeg taler, med udgangspunkt i mit essay om 'Åndens deroute i et ensrettet Europa' (Nomos) om dannelsen. Ved jeg, må jeg nu spørge mig selv, overhovedet hvad jeg mener om sagen? Søger i litteraturen, læser mig ind i Wilhelm von Humboldts 'Theorie der Bildung', hans 'Schriften zur Sprache' og Herders 'Abhandlung über den Ursprung der Sprache'. Selvfølgelig også Allan Blooms 'The Closing of the American Mind'. Dagen i dag er gået med Adornos lille skrift 'Theorie der Halbbildung', første gang leveret som tale på den årlige tyske sociologikongres i maj 1959 og sidenhen offentliggjort i tidsskriftet Der Monat. Nu har Adorno aldrig været for tøsedrenge. Systematiker er han næppe og sproget, ja, kompakt, hermetisk, til tider umuligt. I modsætning til Jürgen Habermas, der for det meste taler decideret sort, er Adorno til at forstå. Den - end skønt møjsommelige - hermeneutiske proces lønner sig. Det lille skrift har været en åbenbaring. Orker ikke at parafrasere eller oversætte det følgende, men det er noget af det bedste og mest adækvate jeg længe har læst. Den tvivl der plager mig selv, er også den der synes at ride Adorno som en mare. Noget er utvivlsomt gået tabt, men det er ikke hele sandheden, naturligvis ikke. Efterkrigstidens uddannelsesreformer var et opgør med et inhumant, autoritativt skolesystem der undertrykte individets dannelse, forstået som dets vej mod autonomi og frihed. Samtidig var det just dette opgør med autoriteterne og deres formidling af traditionen til den kommende generation der førte til tab af dannelse og dermed autonomi og frihed. Nå, jeg gider netop ikke omskrive. Jeg er for træt til det. Nu Adorno som jeg er kommet til at elske ham i dag:

"Sie [die Bildung (SRF)] ist in sich antinomischen Wesens. Sie hat als ihre Bedingung Autonomie und Freiheit [Adorno hilser Wilhelm von Humboldt (SRF)], verweist jedoch zugleich, bis heute, auf Strukturen einer dem je Einzelnen gegenüber vorgegebenen, in gewissem Sinn heteronomen und darum hinfälligen Ordnung, an der allein er sich zu bilden vermag. Daher gibt es in dem Augenblick, in dem es Bildung gibt, sie eigentlich schon nicht mehr. In ihrem Ursprung ist ihr Zerfall teleologisch bereits gesetzt [...]. Der Traditionsverlust durch die Entzauberung der Welt aber terminiert [det er krukket!] in einem Stand von Bilderlosigkeit, einer Verödung des zum bloßen Mittel sich zurichtenden Geistes, die vorweg mit Bildung inkompatibel ist. Nichts verhält mehr den Geist zur leibhaften Fühlung mit Ideen. Autorität vermittelte, mehr schlecht als recht, zwischen der Tradition und den Subjekten. Wie, Freud zufolge, die Autonomie, das Prinzip des Ichs, in der Identifikation mit der Vaterfigur entspringt, während dann die an dieser gewonnenen Kategorien gegen die Irrationalität des familialen Verhältnisses gewandt werden, so entfaltete gesellschaftlich sich Bildung. [Og nu de allermest vidunderlige passager:] Die Schulreformen, an deren humaner Notwendigkeit kein Zweifel ist, haben die veraltete Autorität beseitigt; damit aber auch die ohnehin schwindende Zueignung und Verinnerlichung von Geistigem weiter geschwächt, an der Freiheit haftete. Bis heute verkümmert diese, Gegenbild des Zwanges, ohne ihn, während doch wiederum kein Zwang der Freiheit zuliebe sich empfehlen ließe [altså igen: den antinomiske svikmøllestruktur, men nu kommer det allermest brillante og øjenåbnende, i hvert fald for mig:]. Wer, der noch ein Gymnasium besuchte, hätte nicht zuweilen unter den Schillergedichten und Horazoden gestöhnt, die er auswendig lernen mußte; wem wären nicht ältere Anverwandte auf die Nerven gefallen, die dergleichen aus ihrer Erinnerung ungebeten und unaufhaltbar rezitierten. Kaum jemand wäre wohl noch zum Memorieren zu bringen; aufs Geistlose, Mechanische daran beriefe sich bereits der Geistloseste. Aber durch solche Prozesse wird dem Geist etwas von der Nahrung entzogen, an der er sich erst bildet [hold kæft hvor er det godt og rigtigt!]. [...] Der Sozialcharakter, den man mit einem selber höchst anrüchigen Wort auf deutsch geistiger Mensch nennt, stirbt aus [tag den!]. [... og hør nu her:] Weil kaum mehr ein Junge sich träumt, einmal ein großer Dichter oder Komponist zu werden, darum gibt es wahrscheinlich, übertreibend gesagt, unter den Erwachsenen keine großen ökonomischen Theoretiker, am Ende keine wahrhafte politische Spontaneität mehr. Bildung braucht Schutz vorm Andrängen der Außenwelt, eine gewisse Schonung des Einzelsubjekts [...]."