låst sideleje
mellem haven og himlen
cortex i flammer

artemisia

birk og bøg står ind gennem

øjnenes sluser

hvis ikke du hører hvad jeg skriger i min tavshed, går jeg, hvis ikke du står ind i dette med mig, forsvinder jeg

hvis du fastholder dine evindelige hentydninger og frivole fantasier, dør jeg, forlader jeg alt dette som er og altid har været en lang hengivelse til voldtægten

jeg vil ikke voldtages mere, forstår du det, eller forventer du måske at jeg skal spille mig selv baglæns en gang til

mens du ligger i horisonten og poserer din egen herlighed

det stopper her

bare at du ved det

æder af havens blomster, af bynke, af birk, deriblandt erantis, galantus nivalis, af den stive kuling i sydvest, klart i sydøst, alt for klart, i et bed af roser der gavmildt låner blade til min angst, vapeur, og rundt om kisten: mørkt og klart, dunst undertiden fra stranden, stærk sønden; gus fra sydsydvest; mine læber, mine øjne, finder en syl at spidde mig på, invaderes, kalder på alt under månen.

til knud steffen nielsen og harald voetmann

Man will mir weismachen: Parzival, Tristan, Lancelot -
die Helden, die Werke berührten lediglich die heterosexuelle Konvention, dahinter verberge sich durchweg schwule Leidenschaft. Es gibt keine sexuelle Normalität - daher ist auch eine Gender-Usurpation der Liebesgeschichten der Weltliteratur genauso überflüssig wie zuvor eine marxistische, freudianische, dekonstruktivistische. Theorien überleben sich in kurzen Zeiträumen, im vergangenen Jahrhundert bestimmt ein gutes Dutzend an der Zahl. Die Werke haben dazu nur den Kopf geschüttelt.

Eller Botho Strauß tilbage i storform. Læses LANGsomt. Hinsides enhver form for vanetænkning og derfor VANEdannende. Læg hånd på her:

http://www.spiegel.de/spiegel/print/d-104674126.html

hvis ikke du venter når jeg kalder, går jeg, hvis ikke du kommer tilbage, forvandler jeg dig til syre, til sten, til is, til en konkylie (jeg kan høre mig selv i), til bier med bristede vinger, et levn fra fortiden, en ubetydelig forbipasserende; eller hvad med en saltstøtte, en sommerfugl genin(d)kuberet, forliste skibe der forvitrer og jamrer sig på havets bund, en tanke på vej, en hånd mellem varm og kold eller endnu værre: amøbe, ametyst, myretue. kort sagt: jeg vil gøre alt for at få dig tilbage, for aldrig mere at skulle stå ind i dette.

ravn renser døden

rager uklar om natten

doris er floden

sleb sekunderne

skarpe mod atlantens salt

tromsøya tindrer

en flydende             by                   

er lagt på min vej      mellem

nedsmeltet og           tavs

og der er torne         på den 

rose der står           i din død                 

og der er drøm i de     tanker der elsker

hør nu og               se så                                        

himlen slog ned som et lyn over bæltet i dag jeg venter, måske, håber, måske 
ved ikke, vil ikke, igen                                                  

hvis ikke du kommer bliver vandet til syre 
det urgamle mørke begynder at bide, igen 
hvis ikke du kommer bliver vinden til sten

Vorzüglich geklagt

mæsker mig i mol

bremser mørkets erindring

langs vandet i dur

Universet er slidt

halleluja, uha, uha

hos bogbinderen lars hedegaard i århus - det kalder jeg håndværk, bogkunsthåndværk af højeste karat

brister          under den
byrde af blomster der står
venter        ved din grav

kaster sten efter sort sorg
driver uden destination

samler død ved vinduet i dag
rækker ud til 
forsøger at fæstne mit blik ved
folde et bjerg hos
ser badebroen er væk her
vender om efter udviskede spor 
mens mit ansigt styrter i grus 
mesosfærer damper 
konvektionsstrømme står i flammer               

går
forvitrer
igen


slår ned                samler sammen 
ved vandet              i dag


rækker ud               kaster sten
vasker                  en horisont ren
samler en død           ind 


højt hævet              over tanker
mødtes vi               gik
på dette                udvalgte sted

                  
slog ned                huggede til 
faldt                    



til lyden af            et liv  

langs partiturer af    
de omfavnelser          du sendte 
de fossilierede kys     vi fandt

gennem min hud går
dieselblåt blod rinder ud
alting tilbage

ve mig hvor tar' jeg
af bordet med roser og 
nektar og skygger

bristefærdige foreløbigheder 
tvinger mig i knæ
knæler til lyden 
af alt det vi ikke fik gjort
bukker sammen i vinden 

die füchse haben
ihre höhlen 
und die vögel
ihre nester
der menschensohn hat
keinen ort
wo er sein haupt
hinlegen kann

nirgendwo

folder frygten ud
gnaver angsten af din tid
ingenting er her