vi taler om en
far som er min, lidt endnu,
de siger det
drejer sig om sammenfald i
zoner mellem
hjerne barkens sorte porte i
det neurovaskulæ re
netværks spild af tid
og en gud der gik
til grunden af sig selv, så
måske det bare var måden
du undveg mig på
måden at være for tabt,
selv som far, så
alt det der
krøller mig sammen, får mig til at tø
ve gennem
sekundet tælle dage i angst
sådan mørned du
mig selv gennem stedernes lag
sådan forbød du
mig at samle mod i en
trætop til dage
som disse hvor måden at væ
re alene hugger mig
ned som tårne i fald
sådan gik det med
mig sådan gik det med dig
om lidt går vi
under du aldres til ingenting
mens jeg står her
og stir rer på det udenfor
der er mig og som
al tid har været min måde
jeg vil syes
sammen med verden igen
som den dreng
på det sted
hvor asfalten
brændte
til den skov
af harpiks og fyr
begynder at dufte
til det hav og
den strand
begynder at synge
som den søn
til den far
vil jeg hen
