»Moloch«

De daglige forsøg på at bortmane

drive jalousien          vreden            angsten ud af mit hus

mane den til jorden

mane den til himlen

spytte den i stykker

tidligere på dagen prøvede jeg 

uden held naturligvis

at spytte på hans ansigt

spytte ham i munden

spytte på det foto af ham 

der ligger på min telefon

spytte på den bredmundede gorilla 

tilspytte den behårede frøs mund

gennem bespyttelse at besværge bæstet 

mane det bort

lyse afmagten ihjel

bortlyse løgnen med spyt

succesen var stærkt begrænset.

Min stakkels lidelsesfælle i eksistenskampen

denne gang er det S’ konfirmation i slutningen af april

der lægger scene til

han sidder til højbords ved siden af dig

altså dér

hvor jeg burde have siddet

han har lige rejst sig og går nu med sikre (mande)skridt mod

buffeten

det fjogede smil

evig og altid det samme åndssvage smil

selvtilfredsheden lyser ud af ham

han strutter af glæde og begejstring

blærerøven med de kvikke bemærkninger

men nu kommer jeg ind fra siden

i det øjeblik han løfter sin venstre fod

sætter jeg ind med et knaldhårdt spark

fejer benene væk under ham

han er mindre end et par meter fra konfirmationsbuffeten

placeret i den ene ende af haveteltet

leveret og sat op af festmesteren i F.

Sparket sidder perfekt

ikke mindst som følge af det eminente tilløb

det er selve måden

hvorpå jeg svinger mit venstre ben

den fremadløbende bevægelse

samtidig med at benet fra sin tilbagetrukne position kastes frem

forløsningen af det ophobede raseri         

der afgør udfaldet

og her taler vi om det helt rette moment

ikke for hårdt            ikke for blødt

ikke for højt               ikke for lavt

kort sagt perfekt: 

jeg rammer lige over knysten på hans venstre fod

midt i et skridt

hans højre støtteben forsvinder med det samme under ham 

den sorthårede lander med ansigtet direkte i tunmoussen 

tun med kapers  

rørt op med mayonnaise og et lille skvæt citron

fadet med rejer står til højre for moussen

han kunne lige så godt være landet i rejerne

men nu blev det altså den kaperspyntede           

mayonnaiseindsmurte tun 

formidabelt

tænker jeg 

mens jeg tramper i pedalerne

jeg trækker ham op ved nakkehårene

og så sker det

for jeg ved ikke hvilken gang

iført knojern demolerer jeg det gevaldige snudeskaft

det i forvejen så skæve pragteksemplar af et næseværk

jeg slår det komplet i stykker

det knaser      brusken siger en underlig dump lyd

jeg slår indtil tunmousse og næse er smurt helt ind i hinanden

hvad er mousse                    hvad er næse

hvad er kapers                      hvad er størknet snot 

hvilke små     grønne kugler ved næseroden er det ene

hvilke små     grønne kugler ved næseroden er det andet?

Hele rosedigterens kæft skal møbleres om

jeg slår indtil der ikke er andet end gummer og spidse stumper

tilbage

hele ansigtet slået i ét med moussen

kæften stoppet til med tun og blod og brusk og blødende kød

kapers titter grønt frem overalt

det er S’ konfirmation

gæsterne skriger

du græder     S          konfirmanden           skriger og græder

til sidst skyder jeg K

først i skridtet           så en kugle for panden

men det dramatiske højdepunkt mangler stadig

øjeblikket hvor jeg skyder mig selv

som altid

alle disse dramatiske voldsscener ender med 

at jeg skyder mig selv

for det meste gennem munden

lige inden råber jeg fra toppen af mit martyrium

direkte henvendt til dig:

»pøj    pøj med det hele

med den flotte karriere i Odense

held og lykke med resten af livet«

og så blæser jeg hjernen ud på mig selv

skyder mig selv gennem munden for jeg ved ikke hvilken gang

                                                i løbet af de sidste tre måneder

ser for mig hvordan min hjerne blæses ud af baghovedet

denne gråmelerede masse iblandet blod og knoglesplinter fra det

knuste kranium

det er grotesk

det er absurd

hvornår stopper den film

hvornår holder jeg op med at afspille disse endeløse variationer over

det samme tema

dette infame svineri

og nu også i festmesterens telt i en baghave i F

og midt under middagen

og den skønne buffet

min hjerne er smurt ud over teltets transparente endevæg

ud over hele vinduespartiet bag tagselvbordet 

den førhen så pæne næse

(den førhen så pæne endevæg med imiteret rudeglas)

de knuste drømme

de knuste hjerter

hvornår stopper jeg?

hvornår stopper det?

Når Quintin Tarantino har købt rettighederne?

Når Jo Nesbø har skrevet »Tulipanmanden I« og 

»Tulipanmanden II«?

Jeg vil slet ikke ind på 

hvad jeg gør med hans penis

hvad jeg stiller an med den

vi taler om en helt ny anretning 

inden jeg gør en ende på mit miserable liv

men det er

skulle jeg hilse og sige

ikke egnet for børn

højst upassende for en konfirmationsfest 

i et telt 

i en have

i et stille og fredeligt villakvarter 

i en mellemstor dansk by 

under ingen omstændigheder for sarte sjæle

altså: det er i virkeligheden slet ikke noget for mig

overhovedet ikke endda

det er sygt og depraveret

der handler om at skære og ombygge galanens nedre regioner

de såkaldt ædlere dele

nu også dem

hvad fanden har dine tanker gang i

hvad sker der for dig?!

noget med at afskære og drapere og rokere 

flytte rundt på tissetrold og vedhængs rækkefølge

hvad er oppe             hvad er nede?

hvad er ude               hvad er inde?

er jeg stadig på buffeten? 

er jeg valgt til            eller er jeg valgt fra?                        

lutter syge fantasier

absurde forestillinger

kuglerne sat på skæftet

glans nederst i det omvendte hierarki

kønsdelene holder flyttedag

karneval i de nedre regioner

mig
dig

os

skyld ond
ond    skyld

Ny patos mellem beruselse og nøgternhed, eller historien om hvordan følelserne fandt sin form. 

En miniaturepoetik 

Den tyske romantiker Friedrich Hölderlin der led af skizofreni og i mange år fristede en kummerlig tårntilværelse i Tübingen, er med rette kendt for sine mageløse digte hvis billedsprog peger langt ud over sin samtid og gør enhver firkantet litteraturhistorisk etikette til skamme. Digtet »Hälfte des Lebens« der blev offentliggjort første gang i 1804, er ingen undtagelse. Jeg har altid tænkt at dette digts to strofer rummer hele livet, eller rettere: at det giver en adækvat beskrivelse af (kunstner)sindets og eksistensens bipolaritet. Mørket og lyset, tungsind og ekstase, melankoli og mani. Sommerlandskabets fylde, frodighed og harmoni over for vinterens golde og stumme intethed. Den adjektivløse anden strofe beskriver med vinterlandskabet som central metafor det depressive, ikke-skabende sind. Den øde-lagte, golde bevidsthed. Solen er forsvundet, jorden kaster ingen skygge, ordene står tomme og forladte; jeget griber forgæves ud efter noget meningsfyldt, men møder intet andet end sprogløshed og kulde. Ganske anderledes forholder det sig i første strofe hvor alt det som normalt er adskilt, er forbundet (landet med vandet, beruselsen med ånden). Det enigmatiske billede med ›de hulde svaner / der berusede af kys / dukker deres hoved / i det helligt-nøgterne vand‹ er den mest kondenserede og geniale beskrivelse af kunstens tilblivelse og af dens hovedingredienser jeg kender. Den majestætiske fugl, den smukke, hvide svane der, ja, netop beruset af kys sænker sit hoved i det svale, ›helligt-nøgterne‹ vand. Digtningen in specie og kunsten in genere opstår i mødet mellem rusen og ånden, mellem lidenskaben og rationaliteten, mellem den amorfe sanselighed og, ikke mindst, vilde følsomhed og fornuftens og forstandens strenge formgivende principper. Nogle mennesker er født med et hypersensibelt gemyt, et svært og indviklet sind, og ind imellem sker det at sådanne mennesker ved formgivningens ›helligt-nøgterne‹ mellemkomst formår at give noget stærkt og bevægende videre på en sådan måde at det rammer et andet menneske i mellemgulvet. I et svagt (eller stærkt?) øjeblik har jeg betegnet min egen kunstretning som »ny patos«. Alt for længe stivnede kunsten i form og om sig selv lukkede, golde stiløvelser. Jeg har aldrig forstået hvad der er galt med lidenskaben. Og nu har mine følelser fundet en form, en stemme, et sted.

I julen 2016 var jeg ramt i kernen af min eksistens. Jeg vaklede, var fortvivlet, var rasende, forbandet, frustreret. Mine forældre var i huset, foruden mine fire børn og moren til disse børn. Min far var syg, i løbet af få måneder var det gået stærkt tilbage for ham. Han sad det meste af dagen ved bordet i stuen med Familiejournalen foran sig, læste den samme side igen og igen. Stirrede formålsløst ud ad vinduet, igen og igen. Sagde ingenting, sad bare med sine stive ben og så så underligt fraværende ud. Hvert femte minut fik han krampe, først i venstre ben, så i højre, så i begge ben på en gang. Jeg græd i kælderen, jeg råbte i kælderen, jeg skreg af raseri og fortvivlelse når jeg sad på min cykel. Det var som om erindringstrykket var ved at få mig til at briste, til sidst kunne jeg dårligt trække vejret, knap nok være i min egen krop. I mindst et år havde jeg forgæves ledt efter en form, et nyt kunstnerisk udtryk. Længslen efter at skabe, at sætte noget i verden igen som ikke fandtes i forvejen gjorde mig næsten desperat. Skulle jeg skrive en roman, en samling fortællinger, en ny digtsamling? Pludselig satte jeg mig ved skrivebordet; det må have været første juledag, og da jeg rejste mig igen et par timer senere, havde jeg skrevet ti sider og, viste det sig, fundet en form og en stemme inden i mig som med ét forløste en kunstnerisk og eksistentiel krise. Selvsagt kun forbigående, men immervæk! I løbet af få dage skrev jeg tyve nye sider og efter en måned vidste jeg at jeg havde fundet hjem, at jeg havde fundet et sted uden for tiden, en form, en rytme, en ny måde – for mig – at skrive på. Det hjalp at jeg meget hurtigt nedfældede en række dogmeregler for bogen, og det hjalp at jeg efter få ugers arbejde pludselig vidste hvordan min bog skulle være, hvordan den skulle fortsætte, hvilken retning den skulle tage, ja, jeg vidste at den som et minimum skulle forsøge at rekonstruere min fars livshistorie, men jeg vidste også at det skulle være en bog med mange forskellige, parallelt løbende spor, og jeg vidste at jeg skulle følge mine regler strengt. Lad os bare kalde reglerne for ›Poetik for en Ny Patos‹:

a.    Skriv det som er i din bevidsthed her og nu

b.   Skriv uden censur

c.    Skriv uden at redigere dine tanker

d.   Bevæg dig konstant mellem forskellige tider og steder

e.    Impressionistisk skrivestil med stor inspiration fra surrealisternes écritureautomatique

-->

Formen gav hurtigt sig selv: en slags prosalyrisk langdigt; et monsterlangt digt, vekslende mellem helt lyriske passager og mere eller mindre rene prosastykker. De konstante linjebrud i Digt om døden. En bog om min far der udkom på Forlaget Vandkunsten i slutningen af september 2018, blev et af resultaterne. Det var som om formen kom til mig; pludselig var den der; den greb mig, den greb ind i sproget, den gav sig selv, og jeg gik bare med den. Det var sådan teksten skulle være tekst. Det er sådan kærlighed er kærlighed. Enten går man med den eller vender sig bort og går glip af den. Det var indiskutabelt, og for første gang i mange år havde jeg en fornemmelse af at der var overensstemmelse mellem form og indhold, mellem rationalitetens formgivne princip og de voldsomme, alt for voldsomme følelser. Jeg blev draget ind i teksten, gik uophørligt ud og ind af den, skrev på den overalt, på alle tider af døgnet og forsøgte efter bedste evne at holde mig til mine dogmeregler og skriftfrisættende benspænd. Et omfattende arkivarbejde i forbindelse med rekonstruktionen af mine tyske bedsteforældres liv og kærlighedshistorie kostede mig en måneds intensivt arbejde, tilbagetrukket i et sommerhus tæt ved Vesterhavet. Teksten tog mig med storm; henrev mig, og jeg oplevede gang på gang hvordan jeg tidligt om morgenen satte mig til computeren for at genlæse de passager jeg havde skrevet dagen før, blot for at blive katapulteret ud af mig selv og ind i skrivningen igen og først vågne op i min snærende jegbevidsthed otte timer senere. Bogen blev færdig, formen udviklede sig løbende, indtil den blev til et helt system som læseren selv må udrede. Mens jeg skriver dette, er jeg næsten færdig med min næste bog. Samme form, skrevet ud fra samme dogmeregler, dog indeholdende langt flere prosablokke monteret ind i den løbende prosalyriske tekst der ligner teksten fra Digt om døden. Arbejdstitlen er Moloch. Digt. En fortælling om mit hellige raseri. Store dele af bogen er skrevet under et ophold i en spansk bjerglandsby nordvest for Malaga, og den vil blive skrevet færdig i løbet af de kommende uger i en anden andalusisk bjerglandsby i nærheden af byen Ronda. Den by hvori R. M. Rilke i 1912 overvandt en længerevarende skriveblokering og krise. 

det er vinden i bøgens spæde grønne lidt uden for Horsens

den måde 

jeg lyser på

selv Bruuns grimme galleri i Århus stråler

under de øjne 

der ser

det øre

der hører

lyden af dine suk

der får stilheden til at skælve

måden du siger mit navn på

vi taler om total knoglemarvstransplantation

om helt ny DNA

bøgen ved Nørreskoven

hvor Adam bor

trådsole og regn

bare det og så lidt mere

og det hele en gang til

igen og igen og igen

senere tager jeg en runde på sporet i Hannerup

du ved

der hvor den nye planke er lagt

og man kan flyve flere meter over et gap

det gælder om ikke at tøve

om at sigte og se frem

alt er et spørgsmål om at slippe

om at gå med dagens sekunder

selv tung af liv

kan man svæve og lande igen

forhjul og baghjul skal ramme overfladen på samme tid

og så skal der råbes

et navn skal brøles i skoven

et livgivende navn fra bøgernes bog

med megafon på en plads i en by på et sted og et knus så godt 

at alle celler i min krop bliver varme

at selv de mindste rum bliver katedraler.

Jeg styrtede i går
komplet latterligt
mindst lige så latterligt som livet selv
havde netop forladt indkørslen
stærk storm fra havet
herregud:
jeg skulle bare rette lidt på min Rapha-jakke og havde sluppet styret
en pludselig kastevind fra højre
derpå direkte mod fortovet
jeg røg ned på venstre side
ramte en skarp betonkant under naboens hæk
et hårdt slag direkte mod rygsøjlen
den jagende smerte gennem venstre ben
»dit store idiot«
skreg jeg 
»dit forbandede fjols
det skal køres væk«

to minutter senere sad jeg på cyklen igen

for christ sake!

»vi piver ikke
vi er cykelryttere
ikke fodboldspillere«
og:
»tror ikke du skal regne med at se mig rende rundt på en golfbane 
hverken om ti eller tyve år
glem det«
vores art dør med cykelskoene på
ligkisten er svøbt i lycra
det afsjælede legeme iført Oakley-briller

frem for alt:
jeg vil være verdensmester som 70-årig
tynd               senet              benet
med tydelige blodårer på   læg                  arme              lår
sammenbidt og på smækken af en tyveårig A-rytter
med i licensrytternes rulleskift til tirsdagstræning
golf og fodbold er for tudemikler
svagpissere
og også dette vil 
som alt andet
gå over

»det skal køres væk«

indebrændt mumlende mand i hæk
mand på vej op  
endnu et forsøg på at sætte raseriet fra dæk

hård intervaltræning
rundstrækning ved Hvidbjerg og Høll
stiv kuling fra øst
hård sidevind langs golfbanen mod Brejning
»tøsedrenge«
liggende over styret
positionen tager trykket væk fra ryggen
ned ad Munken
op ad Ibæk Strandvej 
tilbage i modvinden
efterårslandskabet
den jagende smerte 
hver gang jeg skifter fra siddende til stående
fra stående til siddende
de ildevarslende elektriske stød helt ud i tæerne

to en halv times hård og effektiv træning
perfekt som forberedelse til søndagens lokale opgør
vinterens mest prestigefyldte konkurrence for midaldrende mænd

i lycra mod døden

tilbage i indkørslen
hjemme igen
ude af stand til at stige af cyklen
låst fast til cyklen
umuligt at tage et skridt
helt udelukket at sætte højre fod foran venstre
for ikke at tale om at svinge højrebenet over sadlen
total vægtforskydning til den sønderknuste side
følelsen af at få jaget en kniv direkte ind i rygsøjlen
strålesmerterne i benet 
jeg græd
jeg skreg
selvbespottende bemærkninger fløj fra kæften: 

»SVAGpisser
golfspillende cykelpensionist«

forsøgte at kravle fra skuret til kælderindgangen
kunne ikke
forsøgte at gå
faldt
forsøgte at stå
faldt
stod en halv time i kælderen og hylede som en stukken

                                                                           gris
lå en halv time paralyseret på stuegulvet
ringede til egen læge
ringede til vagtlægen
ringede rundt til alle læger i mit netværk
beskeden var klar
du skal på skadestuen og undersøges for brud på ryggen

halvgammel mand på gulvet i stuen med telefonen
halvgammel mand på gulvet i stuen med et rødt

                                             flakkende hjerte
alle de knuste drømme                   alle de bristede illusioner
på gulvet i stuen med telefonen ringende rundt efter råd 

et forløsende ord
uophørligt tankerne kredsende om det lokale cykelløb på søndag
jeg kan ikke være med
jeg har brækket ryggen
jeg bliver lam
jeg skal tilbringe resten af mine dage i en kørestol

en ven hentede mig en time senere og kørte mig til

                                                              Kolding 
akutmodtagelsen
jeg ventede i tre timer på at blive undersøgt
brud udelukket
kraftigt traume mod ryggen
musklerne læderet
væskeansamling
tryk mod nerverne
mindst en nerve er i klemme
Iskias er under mistanke
alt peger på den satan
ikke et ord om 
at alle andre nerver i min krop også er i klemme
at jeg befinder mig i mit livs værste mareridt
ikke et ord om 
at mit liv de sidste fire måneder har været et langt brud 

vraltede rundt på gangene 
råbte »av« 
da sygeplejersken visiterede mig
råbte »av« 
da den unge læge
et pigebarn på højst 28 år
palperede min ryg
da hun minutiøst gik mine ryghvirvler igennem en for en
udsatte dem for moderat pres 
derpå konfererede hun med bagvagten
kom tilbage
ingen signifikante brudindikationer 
af samme årsag ingen grund til at CT-scanne
derimod en klar formodning om muskeltraume 
ikke et ord om det traumatiske som sådan
om den defekte eksistensmaskine
herregud: bare et muskeltraume
tænkte jeg

morfin udskrevet i rigelige mængder
yes!
måske den lille røde larvelignende pille kan aftraumatisere
man har vel lov at håbe
når nu jeg ikke selv kan
når nu jeg åbenbart er ude af stand til at selvreparere
når nu jeg åbenbart ikke en gang har kunnet cykle mig fra                                                                                                                      
›det hele‹

har sovet udmærket
har vraltet mig gennem dagens første timer
har råbt og skreget 
bestemte positioner er så smertefulde
at jeg er millimeter fra at segne
sidder nu ved skrivebordet
hører Mobys »Falling Rain and Light«
»This Wild Darkness«
hører Lil Peeps »Runaway«
hører Lil Peeps og XXXTentacions »Falling Down«
morfinen virker

og ved du hvad det bedste er (legetøj fra…):
Rapha har åbnet for Black Friday 
selv om det stadig kun er torsdag
jeg har lige købt for over 3000 kroner
ny jakke (jeg har allerede tre)
ny langærmet trøje (jeg har allerede otte)
nye strømper (jeg mangler faktisk strømper)
en lilla hue af merinould                 casual wear 
(det gælder om at ligne en smart idiot)
ny kasket (har allerede en hel kasse fuld)

og:
hvis jeg sover
hvis jeg om lidt forlader skrivebordet og lægger mig i

                                             strakt positur
hvis nogen hjælper mig op på cyklen
måske allerede i morgen
måske i overmorgen
jeg skal bare op på den
det er irrelevant om jeg kan komme ned igen
hvis nogen hjælper mig med at svinge højre ben over 

                                                                    sadlen
kan jeg køre den lokale afdeling af vinterens Paris-Roubaixcup på søndag
»det skal køres væk«
udbryder jeg
og i næste uge kommer det nye tøj
»klovn«
råber jeg højt ved skrivebordet
»av«
skriger jeg
da jeg rejser mig og går op i køkkenet for at lave en kop

kaffe

smart cappuccino med mælkekunst.

Tyskerne digtede jøderne ihjel

digtede dem bort i forskelsløshed

digtede sig selv ihjel 

sådan som min farfar          Josef

indimellem blev grebet af forskelsløsheden og mistede sig selv

inden han blev ramt af en granat ved østfronten

et halv år efter at min far                Klein Jürgen

blev født i Bad W.

Der findes et liv hinsides subjektiviteten

som er forkert

der findes et liv hinsides subjektiviteten

som er rigtigt

jegets selvsuspendering og overskridelse ind i kunsten           i meditationen

katapulteret ud af sig selv i mødet med Bruckners sjette i Berlin

katapulteret ud af sig selv glidende gennem vandet langs bunden i iskoldt vand

taler vi her om det samme som jeget opløst til intet af massen?

eller findes der en anden måde                 en smuk måde          kærligheden

næstekærligheden                                       på den anden side af mig 

af dig

den objektløse kærlighed

selvforglemmelsen

en variant af forskelsløshed som ikke bærer ondskaben i sig