Endelig et nyt brev til Tunøvej 4a. Og hvilket! Sendt til rette vedkommende (=EGO) fra en underafdeling af Coppiarkivet (der som bekendt ligger i Lucca). MEN, og det er spektakulært, en del af arkivet er på mystisk vis havnet i Fårevejle Kirkeby. Den dér virkende præst, Henrik Bach (hvilken fortræffelighed!), opbevarer kasser med kort, breve, fotos etc. anbelangende Fausto Coppi. Der er mestendels tale om rariteter, parerga og paralipomena (fordi: hovedbestand, som sagt, i Lucca), men enkelte umistelige skatte i blandt. Henrik Bach fik i sidste uge nys om min cykelbesættelse (pedal-OCD) da jeg i hans fine menighed gav et par ord om dette og hint. Nuvel: I dag så dette brev, i kopi forstås, fra Fausto til Gino Bartali i min postkasse. Kommer her - tak Bach!:

"Castellania, 15. september 1953

Kære Gino

Jeg ved, at du stadig er knotten på mig over det med 'den hvide dame'. Du synes bedre om sorte damer, men jeg kan nu bedst li' de hvide. Sådan har det altid været. Bedre bliver det selvfølgelig ikke af, at det er mig som er 'Il Campionissimo' og ikke dig. Men hør nu her, Gino: Du er sgu go' nok, og der er en grund til, at jeg rakte dig den flaske vand; ligesom der er en grund til, at jeg så mange gange har ladet dig ligge på hjul. Tænk på at jeg har det bedst 'in solitudine'; socialt samvær er mig en plage, og i længden er selv den hvide dame mig en last. Og netop derfor, kære Gino, æder jeg mig selv hver gang, jeg lader dig tage mit hjul, thi jeg ønsker egentlig at være alene, helt alene. Dette og intet andet. For mig er et cykelløb altid forbundet med jagten på min indre og ydre Ithhöhle. Vejen, ad hvilken jeg går mod og gennem mit eget indre, er brolagt med amfetamin og askese. Du derimod æder røde bøffer og drikker Chianti. Det skal være dig vel undt. Ligesom jeg under dig de sorte damer.

Nå, men jeg fortaber mig i ligegyldigheder. Mit anliggende er et helt andet, nemlig sandheden om det hele eller rettere et yderst kvalificeret bud på noget, der minder om en delmængde af sandheden. Det forholder sig med menneskene i al almindelighed sådan, at de er 'homo homini lupus'. Dette er en kendsgerning. Bare læs lidt Gobineau (l'homme l'animal méchant par excellence) eller La Rochefoucauld!

Da jeg sidste gang gik helt dybt på Tourmalet, slog det mig, at vi midt i dette inferno af gensidig animositet kan erobre stilheden. Cykelløb er for mig dette konstant tilbagevendende forsøg på at komme hinsides mig selv. Eller sagt på en anden måde: i det punkt, hvor jeg møder mig selv, i mit jegs ubetydelige epicentrum, eliminerer jeg dette jeg. Smerten sender mig hinsides bevidstheden og jager mig tilbage i NU'et. På bjerget stødes jeg ned på bunden af mig selv, og således bund- og grundstødt står jeg ind i NU'et. Det er dér vi skal hen, kære Bartali. Vandflasken, jeg rakte dig, var et sindbillede på menneskets eneste tilbageværende mulighed for at annullere sig selv, tiden og rummet.

Vi er aldrig for alvor hjemme, vi svæver altid på en eller anden måde over virkeligheden. Frygt, håb, uopfyldt længsel og umættelig stræben bærer os stedse ind i fremtiden. Allerede Epikur beskrev den vise mand (ingen hvide eller sorte damer her) som den, der IKKE skuede længsels- og lidelsesfuldt ud i fremtiden eller tilbage til det svundne. I morgen og i går er en illusion, kære Bartali. Det er dét, du må forstå (den hvide dame fatter ikke en skid, jeg har opgivet at forklare hende noget som helst).

Næste gang vi mødes, går jeg på stor klinge, sætter dig fra hjul og går ned på bunden af mig selv. Tag mig det ikke ilde op. Nu ved du hvorfor. Det var bare det.

Din hengivne Fausto"