haren sætter sine spor,
så er den væk
der går en lige linje fra denne katedral
af berøringsangst og flugt

og børnene vokser op, 
vokser op og går i ring
og stemmer går forbi
og går omkring

havet får ikke det sidste ord
hverken hos dig eller mig

en form for himmelabstinens
belagt med sammenvævede kroppe

havde håbet på panamakanalen eller suez, i stedet for sorte stræder,

en anden passage, et helt ocean at boltre sig i,større dna-streng at musicere: kirsebærtræer i blomst, vuet fra Monte Grappa, Po sletten mod Venedig, duften af varme pinjetræer, lige dele opbremsning og acceleration gennem knivskarpe sving;

den form for stilstand og bevægelse der herskede i solbærhegnet, eller når vi proppede os med stikkelsbær, rörigstrasse 25, kirkeklokkerne i dagbrækningen,

den form for indlejring, den måde at stå på, den form for stilstand, den form for gennemløb, brunnenallee og königsquelle, come on!, findes der et lykkeligere øjeblik end højresvinget ned mod königsquelle, forbi frugthaverne, nøgne ben mod glohede sæder, bilen bragt til standsning i de løse sten; eneste større lykke: når bilen, håndbremsen trukket, stod i modsat retning og samlede sig sammen til højresvinget ind mod byen og mor filede på kobling og speeder, det højresving,

den form for sten   lyd      form for lugt

den form for passager        de kanaler

jeg sagde: stenlydlugt

jeg sagde: passager          kanaler

jeg sagde: smil igen, bid mig i armen

           en gang til, igen

ikke at du var død

jeg sagde, sagte ich: se på schloss friedrichstein, igen,

jeg sagde: hør klokkerne vække dig, igen,

jeg sagde: løb gennem königsquelle med mig, igen, bare en gang til, igen,

jeg sagde, sagten wir: dig i overkøjen, mig i underkøjen, all right?

den form for stræder, sagde jeg,

jeg sagde: den form for repetition, de stræder og steder, sagten wir

retningsstabiliteten mangler, i stedet tornado,

skypumper, og hvad har vi,

sand og andre former for flygtighed

vadesteder, sekunder, brakvand, uden dybde, venter på hvad? noget godt, sandsynligvis, bare-det-ikke-mere, desværre.

ville have været så meget, blev sprællemand,

det mindste og det største,

mest det mindste, næsten mindre end ingenting;

mennesket er ånd, siger du, jeg tror det gerne,

udspændt mellem endelighed og x i n’te,

en myre der balancerer på kanten af universet, ikke sandt?

en ko ville have været bedre, et brægende får med kid, ser det for mig. under alle omstændigheder: humlebi ville have været godt,

frem for dette uophørlige alt eller intet, –flertydigheden, ufremkommeligheden, overalt, uanset hvor,

de endeløse ordkæder skudt ud af mundens lydmaskine