jeg er i toget nu, du ved, mellem frederi

cia og århus, toget har den retning jeg mang

ler, toget ved hvor det skal hen, igen og igen

simpelt liv, enkelt, ingen afgrunde, højst en tun

nel i ny og næ, misundelsesværdigt, ja ja,
porøst og undervejs i porerne på mig selv

for mange indadgående krumninger, for få

tunneler med indgang og udgang, for få for

bindelser til barnet, hastigheden alt for høj

vågner med øjnene vendt om, igen, vågner med

den sære fornemmelse af et landskab uden

kontur, du ved, som stående dér, stirrende hér

på alt det der glider forbi, ætset i lilla,

flænset i sort, klirrende i vinden,

hvorfor lejer jeg ikke bare en movieboks

og spoler båndet helt tilbage, vi kunne

blive slynget ud af maven en gang til, når som

helst, begynde forfra, tage et nyt afsæt og

ætset i lilla, flænset i sort, tale i grønt:

træk vejret, gør det igen, sæt hastigheden ned

ankommer om lidt, altså toget, ikke dig, ik

ke mig, nej, jeg bliver hvor jeg er, hvorhen, igen

som nu tallet tretten der kun kan dividere

sig selv