Vorzüglich geklagt

mæsker mig i mol

bremser mørkets erindring

langs vandet i dur

Universet er slidt

halleluja, uha, uha

hos bogbinderen lars hedegaard i århus - det kalder jeg håndværk, bogkunsthåndværk af højeste karat

brister          under den
byrde af blomster der står
venter        ved din grav

kaster sten efter sort sorg
driver uden destination

samler død ved vinduet i dag
rækker ud til 
forsøger at fæstne mit blik ved
folde et bjerg hos
ser badebroen er væk her
vender om efter udviskede spor 
mens mit ansigt styrter i grus 
mesosfærer damper 
konvektionsstrømme står i flammer               

går
forvitrer
igen


slår ned                samler sammen 
ved vandet              i dag


rækker ud               kaster sten
vasker                  en horisont ren
samler en død           ind 


højt hævet              over tanker
mødtes vi               gik
på dette                udvalgte sted

                  
slog ned                huggede til 
faldt                    



til lyden af            et liv  

langs partiturer af    
de omfavnelser          du sendte 
de fossilierede kys     vi fandt

gennem min hud går
dieselblåt blod rinder ud
alting tilbage

ve mig hvor tar' jeg
af bordet med roser og 
nektar og skygger

bristefærdige foreløbigheder 
tvinger mig i knæ
knæler til lyden 
af alt det vi ikke fik gjort
bukker sammen i vinden 

die füchse haben
ihre höhlen 
und die vögel
ihre nester
der menschensohn hat
keinen ort
wo er sein haupt
hinlegen kann

nirgendwo

folder frygten ud
gnaver angsten af din tid
ingenting er her

forsøger at fragte mig
gennem mørkets alfabet

sejler med mod, samler op, tager med
standser en falk i fart, fanger dit blik, 
stryger dit hår, griber din hånd 
hugger dufte ud 
mejsler dig ud af min måne

lyser på

nattens tavler

til lyden af din hvisken,
til lyden af dit navn

samler foråret op, falder

samler tårer op, går

gennem et rosenbed af løfter

passerer magnolia på spring

samler mig selv op, forsøger

samler på skaller, skibe og sorg

stanser et hul ud i himlen, stirrer

forsøger, falder

hvidt træ i vinden 
 på sort baggrund

  mos og multe, bark og birk

   går gennem siv, stivner, går, stivner

   kalder

    sort skikkelse på vej

     gående

      mod hvid baggrund
       nålekrat over muld

        gennem sump over skyld

       nordlys stirrer

      mister terræn

     kalder

    går, kalder, stivner, står

   vesterhavet låser mine lysende øjne på mørk
  baggrund
 kæmper mig frem til bredden

  af mit ufremkommelige selv

   en stæreflok letter mod blåt

    høg hugger hovederne af

      skriger

       knækker i vinden
      skriger
     knækker

natten slår sprækker

rotationernes rasen

slår tankerne an

ingenting er som det 
nogensinde var, alt er 
det samme, cellerne har 
gennemgået en fornyelsesproces, intet 

er som før, alt 
skiftet ud, mens universet 
bliver stående og sitrer, 
krummet ind i sig 

selv, roterende og 
repeterende, alt er 
som før, intet

har forandret sig, 
søvnløsheden holder mig 
i et fast 

greb, den vil, tror

jeg, fortælle mig at 

det er nu tingene 
skal ses, natten stirrer 

på mig med sine 
mørke øjne, jeg er 
ligeglad, jeg er inde, 
stirrer længselsfuldt tilbage, ligeglad, 

ser alt, ser 
intet, optændt, så 
længe lyset holder 

sig i baggrunden 
og mørket roterer 
tankerne mens kuberne 

brister og bier flyver

honning ind på min 

landingsbane, slår tankerne an, 
renser vingerne rene for 

støv og letter igen 
til lyden af skyer 
der presses tilbage i 

deres sorte huller, vi 

ved hvem de 
er, men træerne 
er ligeglade med

hvad bierne fortæller; 
jeg så ellers 
sværme flyve i 

dag ved lillebælt, de

vuggede på dråber 
af fortættet 
luft, 

lagde røjle klint bag 
sig og strejfede 
mit hår 

før 

jeg gik bort

sne snor sit mørke

ind i din ørken af is

ingenting, smelter 

vågner til lyden
af stilstand 
der gnaver et hul 
i min tid

vinden har det let
vi er uden for vinden
nedsunket i bly

hvilken morder i fremtiden

har brækket vingerne på mine drømme

hvilke partikler har støvsuget universet

for det lys der sendte på min kanal

nedslidte øjne i din ventesal

splintrede drømme

sås i det rødgule løv

ravne der letter

dæmringen hvæser

maler min søster til støv

stanser mit liv ud

med sorg i cement

sender sit blålys gennem

min limbofabrik