Man will mir weismachen: Parzival, Tristan, Lancelot -
die Helden, die Werke berührten lediglich die heterosexuelle Konvention, dahinter verberge sich durchweg schwule Leidenschaft. Es gibt keine sexuelle Normalität - daher ist auch eine Gender-Usurpation der Liebesgeschichten der Weltliteratur genauso überflüssig wie zuvor eine marxistische, freudianische, dekonstruktivistische. Theorien überleben sich in kurzen Zeiträumen, im vergangenen Jahrhundert bestimmt ein gutes Dutzend an der Zahl. Die Werke haben dazu nur den Kopf geschüttelt.

Eller Botho Strauß tilbage i storform. Læses LANGsomt. Hinsides enhver form for vanetænkning og derfor VANEdannende. Læg hånd på her:

http://www.spiegel.de/spiegel/print/d-104674126.html

hvis ikke du venter når jeg kalder, går jeg, hvis ikke du kommer tilbage, forvandler jeg dig til syre, til sten, til is, til en konkylie (jeg kan høre mig selv i), til bier med bristede vinger, et levn fra fortiden, en ubetydelig forbipasserende; eller hvad med en saltstøtte, en sommerfugl genin(d)kuberet, forliste skibe der forvitrer og jamrer sig på havets bund, en tanke på vej, en hånd mellem varm og kold eller endnu værre: amøbe, ametyst, myretue. kort sagt: jeg vil gøre alt for at få dig tilbage, for aldrig mere at skulle stå ind i dette.

ravn renser døden

rager uklar om natten

doris er floden

sleb sekunderne

skarpe mod atlantens salt

tromsøya tindrer

en flydende             by                   

er lagt på min vej      mellem

nedsmeltet og           tavs

og der er torne         på den 

rose der står           i din død                 

og der er drøm i de     tanker der elsker

hør nu og               se så                                        

himlen slog ned som et lyn over bæltet i dag jeg venter, måske, håber, måske 
ved ikke, vil ikke, igen                                                  

hvis ikke du kommer bliver vandet til syre 
det urgamle mørke begynder at bide, igen 
hvis ikke du kommer bliver vinden til sten

Vorzüglich geklagt

mæsker mig i mol

bremser mørkets erindring

langs vandet i dur

Universet er slidt

halleluja, uha, uha

hos bogbinderen lars hedegaard i århus - det kalder jeg håndværk, bogkunsthåndværk af højeste karat

brister          under den
byrde af blomster der står
venter        ved din grav

kaster sten efter sort sorg
driver uden destination

samler død ved vinduet i dag
rækker ud til 
forsøger at fæstne mit blik ved
folde et bjerg hos
ser badebroen er væk her
vender om efter udviskede spor 
mens mit ansigt styrter i grus 
mesosfærer damper 
konvektionsstrømme står i flammer               

går
forvitrer
igen


slår ned                samler sammen 
ved vandet              i dag


rækker ud               kaster sten
vasker                  en horisont ren
samler en død           ind 


højt hævet              over tanker
mødtes vi               gik
på dette                udvalgte sted

                  
slog ned                huggede til 
faldt                    



til lyden af            et liv  

langs partiturer af    
de omfavnelser          du sendte 
de fossilierede kys     vi fandt

gennem min hud går
dieselblåt blod rinder ud
alting tilbage

ve mig hvor tar' jeg
af bordet med roser og 
nektar og skygger

bristefærdige foreløbigheder 
tvinger mig i knæ
knæler til lyden 
af alt det vi ikke fik gjort
bukker sammen i vinden 

die füchse haben
ihre höhlen 
und die vögel
ihre nester
der menschensohn hat
keinen ort
wo er sein haupt
hinlegen kann

nirgendwo

folder frygten ud
gnaver angsten af din tid
ingenting er her

forsøger at fragte mig
gennem mørkets alfabet

sejler med mod, samler op, tager med
standser en falk i fart, fanger dit blik, 
stryger dit hår, griber din hånd 
hugger dufte ud 
mejsler dig ud af min måne

lyser på

nattens tavler

til lyden af din hvisken,
til lyden af dit navn

samler foråret op, falder

samler tårer op, går

gennem et rosenbed af løfter

passerer magnolia på spring

samler mig selv op, forsøger

samler på skaller, skibe og sorg

stanser et hul ud i himlen, stirrer

forsøger, falder

hvidt træ i vinden 
 på sort baggrund

  mos og multe, bark og birk

   går gennem siv, stivner, går, stivner

   kalder

    sort skikkelse på vej

     gående

      mod hvid baggrund
       nålekrat over muld

        gennem sump over skyld

       nordlys stirrer

      mister terræn

     kalder

    går, kalder, stivner, står

   vesterhavet låser mine lysende øjne på mørk
  baggrund
 kæmper mig frem til bredden

  af mit ufremkommelige selv

   en stæreflok letter mod blåt

    høg hugger hovederne af

      skriger

       knækker i vinden
      skriger
     knækker

natten slår sprækker

rotationernes rasen

slår tankerne an

ingenting er som det 
nogensinde var, alt er 
det samme, cellerne har 
gennemgået en fornyelsesproces, intet 

er som før, alt 
skiftet ud, mens universet 
bliver stående og sitrer, 
krummet ind i sig 

selv, roterende og 
repeterende, alt er 
som før, intet

har forandret sig, 
søvnløsheden holder mig 
i et fast 

greb, den vil, tror

jeg, fortælle mig at 

det er nu tingene 
skal ses, natten stirrer 

på mig med sine 
mørke øjne, jeg er 
ligeglad, jeg er inde, 
stirrer længselsfuldt tilbage, ligeglad, 

ser alt, ser 
intet, optændt, så 
længe lyset holder 

sig i baggrunden 
og mørket roterer 
tankerne mens kuberne 

brister og bier flyver

honning ind på min 

landingsbane, slår tankerne an, 
renser vingerne rene for 

støv og letter igen 
til lyden af skyer 
der presses tilbage i 

deres sorte huller, vi 

ved hvem de 
er, men træerne 
er ligeglade med

hvad bierne fortæller; 
jeg så ellers 
sværme flyve i 

dag ved lillebælt, de

vuggede på dråber 
af fortættet 
luft, 

lagde røjle klint bag 
sig og strejfede 
mit hår 

før 

jeg gik bort