Billedkunstneren Ernst Rasmussens mageløse særudgave af the worn universe

vi har mulighedenfornejpligten til

at slå tingene – så hårdt – sammen at de

lyser op. 

indrømmet. skulle med glæde

lade et hvepsestik lukke munden på dig i stedet for at lytte til dit had. lad os bare skære et stykke af himmelvælvingen. der er jo også haveanliggender og en badebro at bestige. en bølge at gennembryde

og et pigebarn der skal bedækkes,

og sådan kunne jeg blive ved. vi kunne også tage fat om

alt det andet. sandheden lader vi ligge.

inkuberet som den er. malformeret af sprogets maskiner. 

til sidst samler vi kludene sammen ogladersom om de var et liv.

kun sult og ingenting til fuglens adagio
hvorfor tanker der rejser    hvorfor stranden 
og ægteskabet, og bakkedragenes sekunder at tælle     
når alt er blåt og hvorfor veje at gå på men 
intet at gå mod, kun afveje til       at holde 
minimaliteterne ud,   denne verden der kommer 
og går som en afgrund af    rådne tænder 
der lukker min mund og skriger sin død

bortset fra det skal hækken klippes og 
i morgen er der      træktortræk på næsset
og duften af vilde nelliker i det brændende vejr

hvorfor frost       i de øjne der ser

i stedet for        sne i munden til at rense 
et kærlighedsord

vi ku' trække os selv op og blive et liv

gå en stor      bue uden om
glemme alt andet end havfruer, nøgenbadning 
og enhjørningers elskov

     

allerede når de ankommer, ordene,

har de bestemt sig

de bærer det i sig

strandskaller, mænd i fyrrene på vej gennem stilstand,

hvorfor fugle og drengestemmer?

der hvisker indefra, retter sig op

pludselig et andet sted fra

som om jeg burde kende dem

på læberne der går op og ned

udenfor

i periferien står de

ikke alene mere, 

kun i dig, døden, og tavsheden,

bare det,

alt andet 
famlen og desperation

Endelig et nyt brev til Tunøvej 4a. Og hvilket! Sendt til rette vedkommende (=EGO) fra en underafdeling af Coppiarkivet (der som bekendt ligger i Lucca). MEN, og det er spektakulært, en del af arkivet er på mystisk vis havnet i Fårevejle Kirkeby. Den dér virkende præst, Henrik Bach (hvilken fortræffelighed!), opbevarer kasser med kort, breve, fotos etc. anbelangende Fausto Coppi. Der er mestendels tale om rariteter, parerga og paralipomena (fordi: hovedbestand, som sagt, i Lucca), men enkelte umistelige skatte i blandt. Henrik Bach fik i sidste uge nys om min cykelbesættelse (pedal-OCD) da jeg i hans fine menighed gav et par ord om dette og hint. Nuvel: I dag så dette brev, i kopi forstås, fra Fausto til Gino Bartali i min postkasse. Kommer her - tak Bach!:

"Castellania, 15. september 1953

Kære Gino

Jeg ved, at du stadig er knotten på mig over det med 'den hvide dame'. Du synes bedre om sorte damer, men jeg kan nu bedst li' de hvide. Sådan har det altid været. Bedre bliver det selvfølgelig ikke af, at det er mig som er 'Il Campionissimo' og ikke dig. Men hør nu her, Gino: Du er sgu go' nok, og der er en grund til, at jeg rakte dig den flaske vand; ligesom der er en grund til, at jeg så mange gange har ladet dig ligge på hjul. Tænk på at jeg har det bedst 'in solitudine'; socialt samvær er mig en plage, og i længden er selv den hvide dame mig en last. Og netop derfor, kære Gino, æder jeg mig selv hver gang, jeg lader dig tage mit hjul, thi jeg ønsker egentlig at være alene, helt alene. Dette og intet andet. For mig er et cykelløb altid forbundet med jagten på min indre og ydre Ithhöhle. Vejen, ad hvilken jeg går mod og gennem mit eget indre, er brolagt med amfetamin og askese. Du derimod æder røde bøffer og drikker Chianti. Det skal være dig vel undt. Ligesom jeg under dig de sorte damer.

Nå, men jeg fortaber mig i ligegyldigheder. Mit anliggende er et helt andet, nemlig sandheden om det hele eller rettere et yderst kvalificeret bud på noget, der minder om en delmængde af sandheden. Det forholder sig med menneskene i al almindelighed sådan, at de er 'homo homini lupus'. Dette er en kendsgerning. Bare læs lidt Gobineau (l'homme l'animal méchant par excellence) eller La Rochefoucauld!

Da jeg sidste gang gik helt dybt på Tourmalet, slog det mig, at vi midt i dette inferno af gensidig animositet kan erobre stilheden. Cykelløb er for mig dette konstant tilbagevendende forsøg på at komme hinsides mig selv. Eller sagt på en anden måde: i det punkt, hvor jeg møder mig selv, i mit jegs ubetydelige epicentrum, eliminerer jeg dette jeg. Smerten sender mig hinsides bevidstheden og jager mig tilbage i NU'et. På bjerget stødes jeg ned på bunden af mig selv, og således bund- og grundstødt står jeg ind i NU'et. Det er dér vi skal hen, kære Bartali. Vandflasken, jeg rakte dig, var et sindbillede på menneskets eneste tilbageværende mulighed for at annullere sig selv, tiden og rummet.

Vi er aldrig for alvor hjemme, vi svæver altid på en eller anden måde over virkeligheden. Frygt, håb, uopfyldt længsel og umættelig stræben bærer os stedse ind i fremtiden. Allerede Epikur beskrev den vise mand (ingen hvide eller sorte damer her) som den, der IKKE skuede længsels- og lidelsesfuldt ud i fremtiden eller tilbage til det svundne. I morgen og i går er en illusion, kære Bartali. Det er dét, du må forstå (den hvide dame fatter ikke en skid, jeg har opgivet at forklare hende noget som helst).

Næste gang vi mødes, går jeg på stor klinge, sætter dig fra hjul og går ned på bunden af mig selv. Tag mig det ikke ilde op. Nu ved du hvorfor. Det var bare det.

Din hengivne Fausto"

låst sideleje
mellem haven og himlen
cortex i flammer

artemisia

birk og bøg står ind gennem

øjnenes sluser

hvis ikke du hører hvad jeg skriger i min tavshed, går jeg, hvis ikke du står ind i dette med mig, forsvinder jeg

hvis du fastholder dine evindelige hentydninger og frivole fantasier, dør jeg, forlader jeg alt dette som er og altid har været en lang hengivelse til voldtægten

jeg vil ikke voldtages mere, forstår du det, eller forventer du måske at jeg skal spille mig selv baglæns en gang til

mens du ligger i horisonten og poserer din egen herlighed

det stopper her

bare at du ved det

æder af havens blomster, af bynke, af birk, deriblandt erantis, galantus nivalis, af den stive kuling i sydvest, klart i sydøst, alt for klart, i et bed af roser der gavmildt låner blade til min angst, vapeur, og rundt om kisten: mørkt og klart, dunst undertiden fra stranden, stærk sønden; gus fra sydsydvest; mine læber, mine øjne, finder en syl at spidde mig på, invaderes, kalder på alt under månen.

til knud steffen nielsen og harald voetmann

Man will mir weismachen: Parzival, Tristan, Lancelot -
die Helden, die Werke berührten lediglich die heterosexuelle Konvention, dahinter verberge sich durchweg schwule Leidenschaft. Es gibt keine sexuelle Normalität - daher ist auch eine Gender-Usurpation der Liebesgeschichten der Weltliteratur genauso überflüssig wie zuvor eine marxistische, freudianische, dekonstruktivistische. Theorien überleben sich in kurzen Zeiträumen, im vergangenen Jahrhundert bestimmt ein gutes Dutzend an der Zahl. Die Werke haben dazu nur den Kopf geschüttelt.

Eller Botho Strauß tilbage i storform. Læses LANGsomt. Hinsides enhver form for vanetænkning og derfor VANEdannende. Læg hånd på her:

http://www.spiegel.de/spiegel/print/d-104674126.html

hvis ikke du venter når jeg kalder, går jeg, hvis ikke du kommer tilbage, forvandler jeg dig til syre, til sten, til is, til en konkylie (jeg kan høre mig selv i), til bier med bristede vinger, et levn fra fortiden, en ubetydelig forbipasserende; eller hvad med en saltstøtte, en sommerfugl genin(d)kuberet, forliste skibe der forvitrer og jamrer sig på havets bund, en tanke på vej, en hånd mellem varm og kold eller endnu værre: amøbe, ametyst, myretue. kort sagt: jeg vil gøre alt for at få dig tilbage, for aldrig mere at skulle stå ind i dette.

ravn renser døden

rager uklar om natten

doris er floden

sleb sekunderne

skarpe mod atlantens salt

tromsøya tindrer

en flydende             by                   

er lagt på min vej      mellem

nedsmeltet og           tavs

og der er torne         på den 

rose der står           i din død                 

og der er drøm i de     tanker der elsker

hør nu og               se så                                        

himlen slog ned som et lyn over bæltet i dag jeg venter, måske, håber, måske 
ved ikke, vil ikke, igen                                                  

hvis ikke du kommer bliver vandet til syre 
det urgamle mørke begynder at bide, igen 
hvis ikke du kommer bliver vinden til sten

Vorzüglich geklagt

mæsker mig i mol

bremser mørkets erindring

langs vandet i dur

Universet er slidt

halleluja, uha, uha

hos bogbinderen lars hedegaard i århus - det kalder jeg håndværk, bogkunsthåndværk af højeste karat

brister          under den
byrde af blomster der står
venter        ved din grav