hvilken mortergranat er lagt til grund for mit liv

hvilke slagskibe sænkes i hjerternes hulrum

hvilke rækker af sovende børn – efter himlen,

i går, marsklam og får mellem Brejning og intet,

solen for højt nu, fader ud, bøjer af, fader

ind, lukker op, lukker i, til lys toner mørke,

til solen går væk, til en grund for mit liv går i

stå mellem Brejning og Høll, mens træhøje tanker

i brist går amok og en hjernes absces løber frem

kanaler, lækager 
– betændelsessol gå nu

væk, kom nu ned,  
rød ahorn 
og 
brand

jeg er i toget nu, du ved, mellem frederi

cia og århus, toget har den retning jeg mang

ler, toget ved hvor det skal hen, igen og igen

simpelt liv, enkelt, ingen afgrunde, højst en tun

nel i ny og næ, misundelsesværdigt, ja ja,
porøst og undervejs i porerne på mig selv

for mange indadgående krumninger, for få

tunneler med indgang og udgang, for få for

bindelser til barnet, hastigheden alt for høj

vågner med øjnene vendt om, igen, vågner med

den sære fornemmelse af et landskab uden

kontur, du ved, som stående dér, stirrende hér

på alt det der glider forbi, ætset i lilla,

flænset i sort, klirrende i vinden,

hvorfor lejer jeg ikke bare en movieboks

og spoler båndet helt tilbage, vi kunne

blive slynget ud af maven en gang til, når som

helst, begynde forfra, tage et nyt afsæt og

ætset i lilla, flænset i sort, tale i grønt:

træk vejret, gør det igen, sæt hastigheden ned

ankommer om lidt, altså toget, ikke dig, ik

ke mig, nej, jeg bliver hvor jeg er, hvorhen, igen

som nu tallet tretten der kun kan dividere

sig selv

Shanghai

People’s Square, linie 10 –

destination Tongij University

de ting ved Shanghai der gør mig ensom

de ting ved Shanghai der efterlader tomheden

blødende i neon

de ting ved Shanghai der vender øjnene om

den form for åbenhed, de passager,

stanken fra gyderne, lugten fra et gadekøkken

mens Shanghai Daily beretter om 71 døde syriske

flygtninge, spærret inde i en østrigsk lastbil,

frugtboderne, lydene, larmen,

mylderet af et alt for tidligt liv,
lugtlandskaber
lydkanaler

et landskab af forsvindingspunkter

­– som nu den fødsel jeg forgæves griber ud

efter på People’s Square;

Shanghai, People’s Square,

jeg sagde: fødsel, Tongij, sagde jeg, forsvindingspunkter

de ting ved Shanghai der vender øjnene om

mens Mao Zedong rejser hånden til hilsen på de døde idéers plads

East Nanjing Road:

do you want to shop, Sir?

do you want watch, Sir?

do you want bag, Sir?

din alt for tidlige, alt for store død

der tales i Shanghai om subjekter og objekter

om nye former for realisme

som om alt dette ikke fandtes,

linie 10 og People’s Square i strakt arm,

det alt for sene, alt for lille 

liv

nej tak, giv mig øjne og ører

nej tak, lad mig høre og se

blødende i neon

din alt for tidlige, alt for store død

do you want massage, Sir?

do you need lady, Sir?

havde drømt om san Pellegrino in alpe

evigt refugie dér, hospitale sancti Peregrini de alpibus, du ved,

bjergene omkring lucca, abetone, monte serra, måske,

duften af pinje, cypres

jeg sagde: san Pellegrino in alpe, abetone

sagde: evigt refugie

salvie, pinje, cypres,
duftene hér

mens tavsheden lod sig beføle

lavendel, timian, vild rosmarin

himlen der lagde sit dybe blå i dit brune ansigt

himlen, det dybe blå, dit brune ansigt, og nu:

børnene der sover på vej hjem fra Cinque Terre

det varme hoved mod mit lår

dén måde at stryge et hår på

nu og aldrig mere i morgen, i går

vi snød livet i et højresving

langs marmorbrud mod Castelnouvo

steder med en anden dimension, et andet liv, en mindre død

Og nu, omsider, titeldigtet fra Knud Steffen Nielsens kommende samling: 

Derfor står jeg frem nu.

Og nu laver vi en scene: et stykke jord og en kniv.

Vi aftaler ikke så meget som en startreplik

Så må vi se.

… fra venstre mod højre løbende mere end

noget andet,

et efterbillede,  en faktisk gyngende gren,

svirper

og stod vi ikke lige på spring fra højre?

Kan ikke finde ud af, om det kun var et billede.

Og så er det, at fæl­den med de rasende ildere duk­ker op igen.