haren sætter sine spor,
så er den væk
der går en lige linje fra denne katedral
af berøringsangst og flugt

og børnene vokser op, 
vokser op og går i ring
og stemmer går forbi
og går omkring

havet får ikke det sidste ord
hverken hos dig eller mig

en form for himmelabstinens
belagt med sammenvævede kroppe

havde håbet på panamakanalen eller suez, i stedet for sorte stræder,

en anden passage, et helt ocean at boltre sig i,større dna-streng at musicere: kirsebærtræer i blomst, vuet fra Monte Grappa, Po sletten mod Venedig, duften af varme pinjetræer, lige dele opbremsning og acceleration gennem knivskarpe sving;

den form for stilstand og bevægelse der herskede i solbærhegnet, eller når vi proppede os med stikkelsbær, rörigstrasse 25, kirkeklokkerne i dagbrækningen,

den form for indlejring, den måde at stå på, den form for stilstand, den form for gennemløb, brunnenallee og königsquelle, come on!, findes der et lykkeligere øjeblik end højresvinget ned mod königsquelle, forbi frugthaverne, nøgne ben mod glohede sæder, bilen bragt til standsning i de løse sten; eneste større lykke: når bilen, håndbremsen trukket, stod i modsat retning og samlede sig sammen til højresvinget ind mod byen og mor filede på kobling og speeder, det højresving,

den form for sten   lyd      form for lugt

den form for passager        de kanaler

jeg sagde: stenlydlugt

jeg sagde: passager          kanaler

jeg sagde: smil igen, bid mig i armen

           en gang til, igen

ikke at du var død

jeg sagde, sagte ich: se på schloss friedrichstein, igen,

jeg sagde: hør klokkerne vække dig, igen,

jeg sagde: løb gennem königsquelle med mig, igen, bare en gang til, igen,

jeg sagde, sagten wir: dig i overkøjen, mig i underkøjen, all right?

den form for stræder, sagde jeg,

jeg sagde: den form for repetition, de stræder og steder, sagten wir

retningsstabiliteten mangler, i stedet tornado,

skypumper, og hvad har vi,

sand og andre former for flygtighed

vadesteder, sekunder, brakvand, uden dybde, venter på hvad? noget godt, sandsynligvis, bare-det-ikke-mere, desværre.

ville have været så meget, blev sprællemand,

det mindste og det største,

mest det mindste, næsten mindre end ingenting;

mennesket er ånd, siger du, jeg tror det gerne,

udspændt mellem endelighed og x i n’te,

en myre der balancerer på kanten af universet, ikke sandt?

en ko ville have været bedre, et brægende får med kid, ser det for mig. under alle omstændigheder: humlebi ville have været godt,

frem for dette uophørlige alt eller intet, –flertydigheden, ufremkommeligheden, overalt, uanset hvor,

de endeløse ordkæder skudt ud af mundens lydmaskine

Bare dette fra Ejler Nyhavns Basker - Basker peaker mange steder. Her peaker Ejler for vildt:


"Mismod? Vissevasse! Ikke på en god dag uden tømmermænd.
Dagens øvelse: Lokalisere traderede tankemønstre uden brug af traderede analyser. Rive ned, bygge op. Den gamle tilforladelige historie. Men vi kan ikke bruge denne gamle historie til noget. Og det tager for lang tid, vi har ikke tiden. Vi må finde et egnet ord, forklæde det som håndgranat, smide det ind i vaneforestillingernes sammenhængskraft, og se lortet styrte sammen. Som en gammel, muret skorsten på en for længst forladt fabriksgrund, hvor endelig et sprængningshold af ældste observans ser den synke sammen som ellers kun på film. Men her skal ingen applaudere, men der vil i alle hjerner være en forståelse for nåden, sådan er krapylet, som vi elsker, protestanter om en hals, bøddelmandens knob. Forståelsen er en grunderkendelse af det sunde, af vores natur indførte princip, at de stærke efterårs- og vintervinde river de døde grene af træerne, for at træerne livsdygtige kan vokse videre; og for os der betragter, skaber det nye indtryk, strukturer og ordninger, farver og former. Og apropos gaver: Førstehjælp!? Næ, det skal ydes Sidstehjælp, lad os få et abonnement hos en rovfugl. Og protestantismen nævnt! Næsten? Lad os straks i vort billede omtolke "Næsten", kalde den Førsten!! Nu skal der arbejdes, betragtningens smag, om indsats eller ej. Hvilket ord tilbedes, liv eller død? Hør bare Johannes V. Jensen dér, som en svineinfluenza pludselig i mit sprog. Jeg bekæmper nu mismod, som man slukker en værelsesbrand der pludselig opstår, for ikke at brænde inde. Det er en naturbevægelse i mig, jeg er en fødende feber, jeg er den døendes angstskrig, der følges af en bevægelse som kun en afdød kan tolke. Arbejdes – må ikke glide nu, sproget skumraser sig ind og forstyrrer min retning. Efterretning for retning forretning, forråd forrådnelse. Arbejdes, der må arbejdes, tak! Må være ikkedigter, tekstterrorist i stealthmode. Nightflight og no mercy!"  

T

det er q-lejerne der skal smøres

de rasler når hjulene drejer rundt

og det gør de, drejer rundt,

og rasler, gør de,

som karussellen i jardin du luxembourg

i middagssolen da verden et kort øjeblik var mere end sig selv. jeg glemmer aldrig rodin og camille claudel. du skulle ændre dit liv ved det syn. vende om, måske.

han har krøller, min søn, 

halvlangt hår og krøller,

tankerne drejer rundt som q-lejerne, 

det kalder han dem,

de skal smøres. 

tankerne kører, tror jeg, af sig selv. i ring, formoder jeg, men også frem og tilbage. engang var han bange. det virker som om han ikke længere er det, bange, men hvad tænker han på? mens bøgen springer ud og magnoliaen i haven kaster morgenduggen af sig og jeg tager den første tår af min kaffe og lader som om intet var hændt.

(hjertet fortsætter, som om intet var hændt)

med chopins projekt

og i dvale under øjenlågenes

pumpestation er jeg

begyndt at holde vejret tilbage, ikke frem, hvad ellers?

hvem kyssede det lukkede, smertefulde øjenlåg?

det var en som var ingen,

hvem ellers og hvad tænker du på?

ruller nu, vil med,

roder rundt,

roterer, i stedet

trænger til hemmelige passager og ovenlyd!

giv mig en fyrste, en divan, et sted

mister moment, træder an, går i stå,

trækker huden af, holder tilbage,

fyrre kilometer nat, velsagtens alderssvarende,tænker jeg, og hvad så?

kun lukkede øjne kan se

tanken var at eskalere, fuldende ruiner og grave haven om, tændeforsolen-og-lade-den. brænde.

nu endte det i stedet her

tågebanker året ud

tanken var at accelerere, at ride væk på et seksvinget væsen med sorthvide fjer, dobbeltkønnet, kun nakke, intet an-sigt, glem alt om mig, glem alt om dig                  det var det tanken var

en enkelt lattersalve er nok til at få det hele til at smuldre

værre endnu:

organismerne er begyndt at pumpe regneark ud

bylder slår ud, til højre og venstre, i det her drømmeløse land