havde drømt om san Pellegrino in alpe

evigt refugie dér, hospitale sancti Peregrini de alpibus, du ved,

bjergene omkring lucca, abetone, monte serra, måske,

duften af pinje, cypres

jeg sagde: san Pellegrino in alpe, abetone

sagde: evigt refugie

salvie, pinje, cypres,
duftene hér

mens tavsheden lod sig beføle

lavendel, timian, vild rosmarin

himlen der lagde sit dybe blå i dit brune ansigt

himlen, det dybe blå, dit brune ansigt, og nu:

børnene der sover på vej hjem fra Cinque Terre

det varme hoved mod mit lår

dén måde at stryge et hår på

nu og aldrig mere i morgen, i går

vi snød livet i et højresving

langs marmorbrud mod Castelnouvo

steder med en anden dimension, et andet liv, en mindre død

Og nu, omsider, titeldigtet fra Knud Steffen Nielsens kommende samling: 

Derfor står jeg frem nu.

Og nu laver vi en scene: et stykke jord og en kniv.

Vi aftaler ikke så meget som en startreplik

Så må vi se.

… fra venstre mod højre løbende mere end

noget andet,

et efterbillede,  en faktisk gyngende gren,

svirper

og stod vi ikke lige på spring fra højre?

Kan ikke finde ud af, om det kun var et billede.

Og så er det, at fæl­den med de rasende ildere duk­ker op igen.

Den MEGET fine KSN udsender digtbog til efteråret. Indholdet er lige så godt som omslaget (noget med Henrik Have, spildt rødvin der blev til kunst). Digtbogen handler om 'skæbne'. Som altid når KSN digter, spiller det underfundige en hovedrolle, men, skal jeg lige love for, klogskaben slækkes der ikke på. Springene er voldsomme, og man (jeg) bliver ofte hægtet af, men der findes gode og dårlige måder at blive hægtet af på: Dette er den GODE måde. Løbende dryp fra samlingen her:

Skiebne 0-65

Det fore­lø­bige punk­tum. De mid­ler­ti­dige ønsker.

Et kvar­ter ad gan­gen. Et år ad gangen.

De enkelte dele hol­des sam­men af

Ind­til-videre, 

  dvs lys sendt fra afdød stjerne

Og den måde, jeg tæl­ler det spl­in­trede på.

haren sætter sine spor,
så er den væk
der går en lige linje fra denne katedral
af berøringsangst og flugt

og børnene vokser op, 
vokser op og går i ring
og stemmer går forbi
og går omkring

havet får ikke det sidste ord
hverken hos dig eller mig

en form for himmelabstinens
belagt med sammenvævede kroppe

havde håbet på panamakanalen eller suez, i stedet for sorte stræder,

en anden passage, et helt ocean at boltre sig i,større dna-streng at musicere: kirsebærtræer i blomst, vuet fra Monte Grappa, Po sletten mod Venedig, duften af varme pinjetræer, lige dele opbremsning og acceleration gennem knivskarpe sving;

den form for stilstand og bevægelse der herskede i solbærhegnet, eller når vi proppede os med stikkelsbær, rörigstrasse 25, kirkeklokkerne i dagbrækningen,

den form for indlejring, den måde at stå på, den form for stilstand, den form for gennemløb, brunnenallee og königsquelle, come on!, findes der et lykkeligere øjeblik end højresvinget ned mod königsquelle, forbi frugthaverne, nøgne ben mod glohede sæder, bilen bragt til standsning i de løse sten; eneste større lykke: når bilen, håndbremsen trukket, stod i modsat retning og samlede sig sammen til højresvinget ind mod byen og mor filede på kobling og speeder, det højresving,

den form for sten   lyd      form for lugt

den form for passager        de kanaler

jeg sagde: stenlydlugt

jeg sagde: passager          kanaler

jeg sagde: smil igen, bid mig i armen

           en gang til, igen

ikke at du var død

jeg sagde, sagte ich: se på schloss friedrichstein, igen,

jeg sagde: hør klokkerne vække dig, igen,

jeg sagde: løb gennem königsquelle med mig, igen, bare en gang til, igen,

jeg sagde, sagten wir: dig i overkøjen, mig i underkøjen, all right?

den form for stræder, sagde jeg,

jeg sagde: den form for repetition, de stræder og steder, sagten wir

retningsstabiliteten mangler, i stedet tornado,

skypumper, og hvad har vi,

sand og andre former for flygtighed

vadesteder, sekunder, brakvand, uden dybde, venter på hvad? noget godt, sandsynligvis, bare-det-ikke-mere, desværre.

ville have været så meget, blev sprællemand,

det mindste og det største,

mest det mindste, næsten mindre end ingenting;

mennesket er ånd, siger du, jeg tror det gerne,

udspændt mellem endelighed og x i n’te,

en myre der balancerer på kanten af universet, ikke sandt?

en ko ville have været bedre, et brægende får med kid, ser det for mig. under alle omstændigheder: humlebi ville have været godt,

frem for dette uophørlige alt eller intet, –flertydigheden, ufremkommeligheden, overalt, uanset hvor,

de endeløse ordkæder skudt ud af mundens lydmaskine