hvis ikke du hører hvad jeg skriger i min tavshed, går jeg, hvis ikke du står ind i dette med mig, forsvinder jeg

hvis du fastholder dine evindelige hentydninger og frivole fantasier, dør jeg, forlader jeg alt dette som er og altid har været en lang hengivelse til voldtægten

jeg vil ikke voldtages mere, forstår du det, eller forventer du måske at jeg skal spille mig selv baglæns en gang til

mens du ligger i horisonten og poserer din egen herlighed

det stopper her

bare at du ved det

æder af havens blomster, af bynke, af birk, deriblandt erantis, galantus nivalis, af den stive kuling i sydvest, klart i sydøst, alt for klart, i et bed af roser der gavmildt låner blade til min angst, vapeur, og rundt om kisten: mørkt og klart, dunst undertiden fra stranden, stærk sønden; gus fra sydsydvest; mine læber, mine øjne, finder en syl at spidde mig på, invaderes, kalder på alt under månen.

til knud steffen nielsen og harald voetmann