forsøgte at transskribere drivtømmer ind under huden 
og hvad med stormen, og natten og de hvide skumsprøjt, 
hvad med alt det, og hvad skal det blive til? 
forsøger at holde ryggen fri for alt det der kryber med, 
fodslæbende, to ben, oprejst, gående 
og hvad så? 
ikke videre imponerende som vi står der og oversætter døden døgnet rundt. 
vi kunne lave det hele om til et liv. 
vi har muligheden, køretøjet, to ben og et hoved, talende, hørende og seende. 
og alligevel denne døvstumhed, 
dag ud og dag ind, mens havet og stormen taler tidevandet ihjel

KSN + meget LIDT SRF: Kunst=Natur minus x

Ok, så siger vi hvide bier:

Det er verden, der kommer så tæt på.

Sådan ritualiserer vi

skærelyset fra det vingede.

Vi leger det er en hullet sten. Vi leger stenen er en ko.

Og nu en bliktromme, der udgør øjnene.

Tæt på det

sted på skulderen

dér  hvor siderne fra 22 til 79  rives ud: 
 

De små papirfly,

hendes syv hvide, hvide dansere.

Hvad giver stykket, hvis vi lægger

delene sammen? 

Og hvad med resten?   

Vi ryg mod ryg forenede, adskilte, ansigtsløse, ventende, genkommende

Fordi det stadig regner i Viborg og Fredericia: KSN og SRF - Amalgatio, betaversion II:

I
 
Jeg ved, at vilkårene er vilkårlige,

at alt er nødvendigt 
(det første ligner en negation, kan ikke negeres; det andet en modsigelse, kan ikke modsiges)

at lemfældigheden bør dyrkes helt ud

forbi de neglerødder, der afbilledes som klosaxe på kalkvægge, fordi Bryckners niende dirigeres af Claudiå Abbædø,lydtæppet for de franske hulemalerier og 1864!

(eneste form for poesi alle disse mennesker kender, er det ordsprog deres koner har broderet på viskestykkerne, og som lyder vejen til en mands hjerte, går gennem maven)

fordi jeg – vi! – nødvendigvis havde muligheden for at strø asfalt i hele haven

ellers dannelse på vegne af de andre

liv som ind-ret-nings-arkitektur

rullesten eks-ist-er-er

II

denne tand er jo intet andet end  
en papirhat, trøster-mand, naboland

denne mund er jo intet andet end
medieland, nabomand 
muligheden for, nej pligten til 
komodovaraner i den asfalterede have

.............og en anden type, der må sparkes til ...mest mangler der længde udfoldelse:

.……Medi­e­bil­le­det omkring det poli­ti­ske ver­dens­kort er en sluse

med kun et tun­nel­rør: Syrien eks-ist-er-er ikke pt, Sydsudan eksi­ste­rer ikke pt, Palæstina eksisterer ikke pt(dobbelt).

 Ægyp­ten eks(ist)er-er hveranden dag. Vil-kår­-ligheden eksisterer.

Ukraine insisterer pt.

 Næste uge eksisterer i ét land.
 (ps Ryukyu-øerne eks-ist-er-er i hver sit land).…

og spejlvendt: sisi er en blodig joke

postpostscriptum: Sudansk Universitet eks-ist-er-er derimod og desværre

og Sverige, ja, Sverige 
alt for meget

I anledning af heldagsregn på viborg- og fredericiaegnen: KSN– (som i Knud Steffen Nielsen) og SRF- (som i Heinrich Schaumann)amalgatio:

Begynder det med de hvide æbler der lyser op over fyret ved strib,

eller begynder det med at de springer cementen over.

Bladene gør det, uanset, ingen bryder sig – i virkeligheden 
og når ALT kommer til ALT – om den sarkofag 
der langsomt gentager sig selv.

Det første step    
er at få 
lortet til at virke   ikke kun glo  
men De kender de der 3D-stereobilleder 
og vi var længe   udelukket   fra selskabet  

Vi stod alt for langt væk, 70 meters penge sådan cirka, midt i en             geodætisk

linjeføring/ et synsfelt, (optisk 1: 10 pr løbende meter).

og stirrede på klåpstock, hele 0,25mm lavere vinklet end natcremer (gøthe og arnø schmadt)'s

Man ser sildestimen træde til side

Jeg koncentrerede mig,

kiggede igennem gardinet.

Og så hiver de garanteret en havfrue frem af ærmet

Og så trækker de sgu tæppet tilbage sekundet efter.

Så er der struben, tungen, membrama tympani, lagt på tallerkenen.

fødderne er blevet for små  til  netop det.

Vi ku opdele byen,  gaden i dem der ku se og dem der ikke ku og så den store flok 

for hvem det var så inderligt ligegyldigt 

og  vi   sidder oppe på pælene.

nedefra arbejder muslingerne

dem   kan man ikke rigtigt se.

     

De nægter simpelthen.

hvide bier

fanget i dit blik

hvordan de bakser deres

vinger på plads som siderne

i en bog og flyver mod glødende skove,

orange og gyldne, deres tilkæmpede visdom,

alt for tidlige, alt for lette død

syv dansere i deres

hvide kroppe og 

messingfarvede destination

usynlige, vægtløse, dovne napper de hastigt, og for sidste gang
en bid af de gyldne tårne

Først KSN på Photofunia Central i UK; vi talte kun om MIG, bagefter til nærmeste Café hvor de serverede min yndlingskaffe - visse narcissister er så verliebt i sig selv at det ikke er nok at MÆRKE, HØRE og SE sig selv hele tiden, nej, man må også DRIKKE sig selv. Derefter direkte videre til diverse nødvendige indkøb - Günters Cremer får alt til at glide lettere, if you know what I mean!

det begynder med at de styrter til jorden, fuglene,

bladene gør det, uanset, ingen bryder sig – i virkeligheden og når ALT kommer til ALT – om den sarkofag der langsomt eskalerer sin ørken,

det begynder med at de stikker øjnene ud, derefter går de efter struben, tungen, membrama tympani, lagt på en tallerken, sammen med stemmen, alfabetet og læberne alene i de sprukne kar der nægter at kaste lys; mine sønderskudte hænder, ubevægelige; det begynder med at nogen har knækket dem, vingerne, taget et liv ud af mit relief og gjort det til en død;

det begynder med at nogen har revet armene af, fødderne er blevet for små til at gå, og kløften mellem synapserne, du skulle se dem – en mælkevej, marianergraven, lagt ned, horisontalt! –
at nogen har taget dem, børnene, knækket dem, og uanset hvor højt jeg skriger, bliver det ikke til andet end antastninger, tilløb, forsøg

at de styrter til jorden, fuglene, knækker midtover i vinden på vej over broen, ikke et sandt ord, blåmuslinger lukket om sig selv, løgne overalt og uanset hvor højt jeg skriger

begynder det med de hvide æbler der lyser op over fyret ved strib, smagen af sten, kar der brister

Georg Trakl

”Grodek*

Om aftenen toner efterårets skove

Af dødbringende våben, de gyldne sletter

Og de blå søer, hvorover solen

Dystert går ned; omfavner natten

Døende krigere, den vilde klage

Fra deres smadrede munde

Men stille samler sig på græsganges grund

Røde skyer, hvori en rasende gud bor

Det udgydte blod, en månelig kulde

Alle veje ender i sort forrådnelse.

Under gyldent fletværk af natten og stjerner

Søstres skygger duver gennem den tiende lund

For at hilse heltenes ånder, de blødende hoveder

Og stille i sivene toner efterårs dunkle fløjter.

O! Stoltere sorg! I af jern gjorte altre

En tøjlesløs smerte nærer i dag åndens hede flamme

De ufødte slægter.

                                                            (September 1914)”

* Galicisk by (i dag Ukraine), der i et blodigt slag den 7. september 1914 blev erobret af russerne.

Oversat fra tysk af Søren R. Fauth og Ejler Nyhavn efter ”Brenner Jahrbuch 1915”, s. 14. 

Billedkunstneren Ernst Rasmussens mageløse særudgave af the worn universe

vi har mulighedenfornejpligten til

at slå tingene – så hårdt – sammen at de

lyser op. 

indrømmet. skulle med glæde

lade et hvepsestik lukke munden på dig i stedet for at lytte til dit had. lad os bare skære et stykke af himmelvælvingen. der er jo også haveanliggender og en badebro at bestige. en bølge at gennembryde

og et pigebarn der skal bedækkes,

og sådan kunne jeg blive ved. vi kunne også tage fat om

alt det andet. sandheden lader vi ligge.

inkuberet som den er. malformeret af sprogets maskiner. 

til sidst samler vi kludene sammen ogladersom om de var et liv.

kun sult og ingenting til fuglens adagio
hvorfor tanker der rejser    hvorfor stranden 
og ægteskabet, og bakkedragenes sekunder at tælle     
når alt er blåt og hvorfor veje at gå på men 
intet at gå mod, kun afveje til       at holde 
minimaliteterne ud,   denne verden der kommer 
og går som en afgrund af    rådne tænder 
der lukker min mund og skriger sin død

bortset fra det skal hækken klippes og 
i morgen er der      træktortræk på næsset
og duften af vilde nelliker i det brændende vejr

hvorfor frost       i de øjne der ser

i stedet for        sne i munden til at rense 
et kærlighedsord

vi ku' trække os selv op og blive et liv

gå en stor      bue uden om
glemme alt andet end havfruer, nøgenbadning 
og enhjørningers elskov

     

allerede når de ankommer, ordene,

har de bestemt sig

de bærer det i sig

strandskaller, mænd i fyrrene på vej gennem stilstand,

hvorfor fugle og drengestemmer?

der hvisker indefra, retter sig op

pludselig et andet sted fra

som om jeg burde kende dem

på læberne der går op og ned

udenfor

i periferien står de

ikke alene mere, 

kun i dig, døden, og tavsheden,

bare det,

alt andet 
famlen og desperation

Endelig et nyt brev til Tunøvej 4a. Og hvilket! Sendt til rette vedkommende (=EGO) fra en underafdeling af Coppiarkivet (der som bekendt ligger i Lucca). MEN, og det er spektakulært, en del af arkivet er på mystisk vis havnet i Fårevejle Kirkeby. Den dér virkende præst, Henrik Bach (hvilken fortræffelighed!), opbevarer kasser med kort, breve, fotos etc. anbelangende Fausto Coppi. Der er mestendels tale om rariteter, parerga og paralipomena (fordi: hovedbestand, som sagt, i Lucca), men enkelte umistelige skatte i blandt. Henrik Bach fik i sidste uge nys om min cykelbesættelse (pedal-OCD) da jeg i hans fine menighed gav et par ord om dette og hint. Nuvel: I dag så dette brev, i kopi forstås, fra Fausto til Gino Bartali i min postkasse. Kommer her - tak Bach!:

"Castellania, 15. september 1953

Kære Gino

Jeg ved, at du stadig er knotten på mig over det med 'den hvide dame'. Du synes bedre om sorte damer, men jeg kan nu bedst li' de hvide. Sådan har det altid været. Bedre bliver det selvfølgelig ikke af, at det er mig som er 'Il Campionissimo' og ikke dig. Men hør nu her, Gino: Du er sgu go' nok, og der er en grund til, at jeg rakte dig den flaske vand; ligesom der er en grund til, at jeg så mange gange har ladet dig ligge på hjul. Tænk på at jeg har det bedst 'in solitudine'; socialt samvær er mig en plage, og i længden er selv den hvide dame mig en last. Og netop derfor, kære Gino, æder jeg mig selv hver gang, jeg lader dig tage mit hjul, thi jeg ønsker egentlig at være alene, helt alene. Dette og intet andet. For mig er et cykelløb altid forbundet med jagten på min indre og ydre Ithhöhle. Vejen, ad hvilken jeg går mod og gennem mit eget indre, er brolagt med amfetamin og askese. Du derimod æder røde bøffer og drikker Chianti. Det skal være dig vel undt. Ligesom jeg under dig de sorte damer.

Nå, men jeg fortaber mig i ligegyldigheder. Mit anliggende er et helt andet, nemlig sandheden om det hele eller rettere et yderst kvalificeret bud på noget, der minder om en delmængde af sandheden. Det forholder sig med menneskene i al almindelighed sådan, at de er 'homo homini lupus'. Dette er en kendsgerning. Bare læs lidt Gobineau (l'homme l'animal méchant par excellence) eller La Rochefoucauld!

Da jeg sidste gang gik helt dybt på Tourmalet, slog det mig, at vi midt i dette inferno af gensidig animositet kan erobre stilheden. Cykelløb er for mig dette konstant tilbagevendende forsøg på at komme hinsides mig selv. Eller sagt på en anden måde: i det punkt, hvor jeg møder mig selv, i mit jegs ubetydelige epicentrum, eliminerer jeg dette jeg. Smerten sender mig hinsides bevidstheden og jager mig tilbage i NU'et. På bjerget stødes jeg ned på bunden af mig selv, og således bund- og grundstødt står jeg ind i NU'et. Det er dér vi skal hen, kære Bartali. Vandflasken, jeg rakte dig, var et sindbillede på menneskets eneste tilbageværende mulighed for at annullere sig selv, tiden og rummet.

Vi er aldrig for alvor hjemme, vi svæver altid på en eller anden måde over virkeligheden. Frygt, håb, uopfyldt længsel og umættelig stræben bærer os stedse ind i fremtiden. Allerede Epikur beskrev den vise mand (ingen hvide eller sorte damer her) som den, der IKKE skuede længsels- og lidelsesfuldt ud i fremtiden eller tilbage til det svundne. I morgen og i går er en illusion, kære Bartali. Det er dét, du må forstå (den hvide dame fatter ikke en skid, jeg har opgivet at forklare hende noget som helst).

Næste gang vi mødes, går jeg på stor klinge, sætter dig fra hjul og går ned på bunden af mig selv. Tag mig det ikke ilde op. Nu ved du hvorfor. Det var bare det.

Din hengivne Fausto"

låst sideleje
mellem haven og himlen
cortex i flammer

artemisia

birk og bøg står ind gennem

øjnenes sluser

hvis ikke du hører hvad jeg skriger i min tavshed, går jeg, hvis ikke du står ind i dette med mig, forsvinder jeg

hvis du fastholder dine evindelige hentydninger og frivole fantasier, dør jeg, forlader jeg alt dette som er og altid har været en lang hengivelse til voldtægten

jeg vil ikke voldtages mere, forstår du det, eller forventer du måske at jeg skal spille mig selv baglæns en gang til

mens du ligger i horisonten og poserer din egen herlighed

det stopper her

bare at du ved det

æder af havens blomster, af bynke, af birk, deriblandt erantis, galantus nivalis, af den stive kuling i sydvest, klart i sydøst, alt for klart, i et bed af roser der gavmildt låner blade til min angst, vapeur, og rundt om kisten: mørkt og klart, dunst undertiden fra stranden, stærk sønden; gus fra sydsydvest; mine læber, mine øjne, finder en syl at spidde mig på, invaderes, kalder på alt under månen.

til knud steffen nielsen og harald voetmann

Man will mir weismachen: Parzival, Tristan, Lancelot -
die Helden, die Werke berührten lediglich die heterosexuelle Konvention, dahinter verberge sich durchweg schwule Leidenschaft. Es gibt keine sexuelle Normalität - daher ist auch eine Gender-Usurpation der Liebesgeschichten der Weltliteratur genauso überflüssig wie zuvor eine marxistische, freudianische, dekonstruktivistische. Theorien überleben sich in kurzen Zeiträumen, im vergangenen Jahrhundert bestimmt ein gutes Dutzend an der Zahl. Die Werke haben dazu nur den Kopf geschüttelt.

Eller Botho Strauß tilbage i storform. Læses LANGsomt. Hinsides enhver form for vanetænkning og derfor VANEdannende. Læg hånd på her:

http://www.spiegel.de/spiegel/print/d-104674126.html

hvis ikke du venter når jeg kalder, går jeg, hvis ikke du kommer tilbage, forvandler jeg dig til syre, til sten, til is, til en konkylie (jeg kan høre mig selv i), til bier med bristede vinger, et levn fra fortiden, en ubetydelig forbipasserende; eller hvad med en saltstøtte, en sommerfugl genin(d)kuberet, forliste skibe der forvitrer og jamrer sig på havets bund, en tanke på vej, en hånd mellem varm og kold eller endnu værre: amøbe, ametyst, myretue. kort sagt: jeg vil gøre alt for at få dig tilbage, for aldrig mere at skulle stå ind i dette.

ravn renser døden

rager uklar om natten

doris er floden