Man ser brødteksten i Ekstrabladet for sig:
hund med fråde om munden og glasblanke syge øjne afgår ved
døden på andalusisk bjerg
en syvogfyrre årig mand går bersærk
dræber
iført fuldt cykelornat
klædt i lycra fra top til tå
svøbt i de dyreste Raphaklæder
en hund ved at kaste knytnævestor sten mod tindingen
»jamen
jeg var bare rasende«
udtaler manden fra sit spanske eksil
»jeg ville ikke slå hunden ihjel
jeg ville ikke stene den til døde
det var i virkeligheden en anden mand
jeg ville dræbe
det var en anden mand og mig selv
jeg ville stene til døde«.
Ekstrabladets oplag stiger med flere hundredetusinde efter den
historie.
I forelskelsen får manden sin manddom bekræftet
det vil sige
at han bliver bestyrket i sin maskulinitet 180 grader
fra ørespids til ørespids
til gengæld bliver han det for fuld udblæsning
deraf forelskede mænds fjogede smil
men han mangler den dybe kærligheds komplementære del
nemlig konfrontationen med sin egen kvindelighed
alt det
han ikke behøver at rumme
han nøjes med at ride på en bølge af narcissistisk bekræftelse af sin
manddom
omvendt får kvinden sit selvforlibte fix i forelskelsens rus ved for
en stund at være kvindelighed
igen 180 grader
for fuld udblæsning
det en kvinde
tænker jeg
efter tyve års ægteskab netop savner
at være et nummer af Femina døgnet rundt
at blive set som kvinde
bare det
for fuld udblæsning
ren overflade 180 grader
og hvad har alt dette så med mig og min situation at gøre
en hel del
naturligvis
alt
selvsagt
for det første kan jeg umuligt hamle op med lægens an(im)us
for det andet kan jeg umuligt give min XYZÆØ det
han kan
nemlig 180 graders bekræftelse af hendes yndige attributter i
døgndrift.
Hvis vi nu siger at jeg hedder Petrarca
seriøst?
Petrarca?
I alle mine drømme råber jeg PIK og skrider
det vildeste er at Æseldyret i nat proppede plysbjørnens hoved helt ned i honningkrukken og skruede låget på, så nu ligger plysbjørnens honningindsmurte hoved nede i krukken. Lille, lille, grådige, grådige lorte bjørn.