»det gør alligevel ondt på fisk«

det er Knud
der ringer fra drejetelefonen på Glyngøre egnsmuseum
bare en bette julehilsen
og et godt og helsebringende nytår
 
»det gamle kunne godt have været bare en anelse bedre«
 
vi ler højt
 
så fint og poetisk taler han: om brun sovs og de søde kartofler han har forgrebet sig på
»og jeg endte med at grydestege anden«
»kødet var så mørt at jeg tog gebisset ud«
det hele er bare pral
jeg praler altid
især med mine mørstegte ænder
 
jeg har ventet så længe på det/ham
dig?
at du skulle ringe
igen
søde Knud
 
»den er helt gal med fiskene«
siger Knud og begynder forfra 
»fiskene i sundet har det ikke for godt«
»det er grødisen der forhindrer deres fremdrift«
 
(jeg hører grødrisen
men Knud understreger isen)
 
jeg vil vide om det alligevel gør ondt på fisk? 
Knud bekræfter emfatisk: JA!
 
og så græder vi
over alt det
der gør så ondt på verden
den søde lille lille bette bitte          runde runde jord
og dens dårlige                               dårlige lunger
 
bette Knud og lille Sørmand
»men gør det så også ondt på nytårstorsken
når hr. og fru Danmark
–      efter at de har været ude og gå! –
sætter tænderne i den 
og smørsovsen og den friske persille?«
Knud hikster bekræftende fra egnsmuseet
sildene? Har de så også ondt
alligevel?
 
»Ja
især kryddersilden« 
siger Knud lakonisk
»sild er også fisk«
 
vi er af samme grund blevet veganere
eller rettere: vi attesterer 
at vi vil være det fra årsskiftet
»alt andet er amoralsk«
»Hitler var også veganer«
siger jeg
»det sølle sølle          bette bette pjok«
siger Knud
»og så alle de fine fine         søde    søde små tegninger ingen gad købe«
 
vi er helt enige om at Danmark går i takt
»støvletramp i gaderne 
nu med maske på«
 
»døden
den lille skid
søde    søde    lille     skat
lille     lille     stakkels          stakkels søde skattebassedød
 
og hvad med minkene«
 
fortsætter vi i munden på hinanden
 
»er de måske ikke også en del af verdensånden
og alle de SMS’er Mette har sendt til os
 
hvor?«
 
Knud
(der lige siden det med den grydestegte and har forsøgt at komme igen)
fortæller at han har læst hele paragraffen om »Das alltägliche Selbstsein und das Man«
»væren og tid« jubler han
»Heidegger er skide god og pisse-pisse-grineren«
»og så elsker jeg at han sov med nathue hele året«
 
væren-i-verden-som-permanent-nathue-eksistens
 
›nisseeksistentialet‹ som fundamentalontologisk træk ved kastetheden
 
julen
 
maskenissemennesket-med-nathue
die Nachtmützemaskegeworfenheit
 
Knud råber højt: »Ja hele ’Sorge-strukturen’ som ’en-væren-i-verden-forud-for-sig-selv-som-væren-ved-indenverdensligt-værende-juletræer-og-livet-er-en-gave’
 
»du mener nissenathuemaskeeksistensen?«
 
hvilket er det samme som Corona-støvletramp-i-gaderne
 
halleluja
 
Thomas Bernhard: einfach stumpfsinnig! Die sogenannte Menschheit. 
Denne nationalsocialistiske dødsjord og menneskekramperne
og den permanente forstillelse
stillen sig an
magtmennesket
hvem river maskerne af vores ansigter?
hvad er forside
hvad er bagside
og hvordan havnede vi overhovedet her?
 
og hvem er hvem i denne infame infami
hvem drejer ixions brændende flammehjul?
 
hvilken idiot (M. Sukkerberg) har gjort os til hinandens helvede
sådan som vi bliver ved med at forgribe os?
 
på hvad? Alt!
 
det med fiskene var trods alt den sidste illusion
 
»denne bette bette   bette   lille     lille     skattestakkels           skat
mennesket«
 
»Sorgestrukturen: som-en-altid-allerede-forud-for-sig-selv-uforvarende-ind-i-verden-katapulteret-måbende-lille-lille-lille-bitte-bette-skat«
siger jeg
siger du
siger vi
 
»og hvilken algoritme fra fremtiden maner mørket bort?«
 
Knud vil vide det hele
jeg vil
og så er vi tilbage ved begyndelsen 
vi ender altid der
og inden vi har set os om
er det forbi
 
og så står vi og glor helt stille ind i slutningen
(åh så lys        åh så mørk    åh så stille den er)
 
det med fiskene er simpelt hen så skide surt
 
det eneste gode er at mor Mette igen har sagt at danskerne nu skal ud og gå tur
»gå« siger Mette
 
hvorpå vi tramper igen
Adam og Eva
»og det bette Jesusbarn«
siger Knud
 
»tilgivelse«
siger jeg
»tro«
siger Knud
»kærlighed«
siger jeg
»håb«
råber Knud
 
 
»men det er også lige meget«
 
 
siger min mor da jeg lidt senere ringer til hende fra min iPhone og – ord for ord – gentager samtalen med Knud 
 
først nu går det op for mig 
at hun har vidst det fra begyndelsen
 
det hele
helt
 
same same
 
YESsss!
 
 

det er bladenes måde at falde på

at de bare ligger der i deres rødgule afsondrethed 

 

grå baggrund

 

alt er mørkt

støvregn

 

jeg rejser mig i sadlen og ser mod fjorden

 

ser ned            ser gråt

ser op              ser intet

 

ser den lange  lerede (grå!) bakke foran mig

en eller anden idiot

(mennesket)

har blandet jorden med bly

 

forsøger at bøje tiden og trække rummet stumt                   

 

 

hos naboen rafler de stadig

for lukkede vinduer og nedrullede gardiner

 

 

min sædvanlige måde at falde på