onsdag den 25. marts 2020

Man ser brødteksten i Ekstrabladet for sig:
hund med fråde om munden og glasblanke syge øjne afgår ved
                                                          døden på andalusisk bjerg
en syvogfyrre årig mand går bersærk
dræber
iført fuldt cykelornat 
klædt i lycra fra top til tå
svøbt i de dyreste Raphaklæder
en hund ved at kaste knytnævestor sten mod tindingen
»jamen 
jeg var bare rasende«
udtaler manden fra sit spanske eksil
»jeg ville ikke slå hunden ihjel
jeg ville ikke stene den til døde
det var i virkeligheden en anden mand 
jeg ville dræbe
det var en anden mand og mig selv
jeg ville stene til døde«.

Ekstrabladets oplag stiger med flere hundredetusinde efter den
                                                                                       historie.

I forelskelsen får manden sin manddom bekræftet
det vil sige 
at han bliver bestyrket i sin maskulinitet 180 grader
fra ørespids til ørespids
til gengæld bliver han det for fuld udblæsning
deraf forelskede mænds fjogede smil
men han mangler den dybe kærligheds komplementære del
nemlig konfrontationen med sin egen kvindelighed
alt det 
han ikke behøver at rumme 
han nøjes med at ride på en bølge af narcissistisk bekræftelse af sin
                                                                                           manddom
omvendt får kvinden sit selvforlibte fix i forelskelsens rus ved for
                                                         en stund at være kvindelighed
igen 180 grader
for fuld udblæsning
det en kvinde
tænker jeg
efter tyve års ægteskab netop savner
at være et nummer af Femina døgnet rundt
at blive set som kvinde
bare det
for fuld udblæsning
ren overflade            180 grader
og hvad har alt dette så med mig og min situation at gøre
en hel del 
naturligvis
alt
selvsagt
for det første kan jeg umuligt hamle op med lægens an(im)us
for det andet kan jeg umuligt give min XYZÆØ det
han kan
nemlig 180 graders bekræftelse af hendes yndige attributter i
                                                                                  døgndrift.

Hvis vi nu siger at jeg hedder Petrarca
seriøst?
Petrarca? 
I alle mine drømme råber jeg PIK og skrider
det vildeste er at Æseldyret i nat proppede plysbjørnens hoved helt ned i honningkrukken og skruede låget på, så nu ligger plysbjørnens honningindsmurte hoved nede i krukken. Lille, lille, grådige, grådige lorte bjørn.

onsdag den 18. marts 2020

Moloch II

Kære N!

Jeg ved at X kommer og taler med dig på fredag for at få en form for klarhed. Det sker sikkert udelukkende i et forsøg på at genopbygge og hele og vinde det hjerte tilbage som hun har flået ud og kastet mod et hårdt, koldt stengulv, spyttet på, hånet, ydmyget, sat på plads igen for blot at flå det ud en gang til og begynde forfra. 

Min angst er fortsat lammende, især når jeg tænker på at XYZÆØÅ muligvis ikke er færdig med galanen fra hospitalet. Måske fortæller hun dig at hun ikke er det; i så fald vil jeg meget gerne have klar besked, så jeg har en chance for at navigere i det kaos jeg er stedt i; at finde en vej ud af den blindgyde jeg står i. Hvis X nærer følelser for K endnu, er jeg væk, helt væk, weg vom Fenster, som tyskerne siger, sådan må det være. Jeg vil ikke mere. Det ville ligefrem være en lettelse for mig at få en sådan besked. Alle i dette selskab skylder mig klarhed, renhed og dermed en, jeg gentager, chance for at træffe en moden beslutning om hvad der skal ske med min familie, med mine børn, med min fremtid. 

Du kender den herlige lignelse med røgen fra skosålerne som min kære mor forleden mindede mig om i telefonen. I øvrigt kan jeg, bare som et lille, dog langtfra ubetydeligt indskud, meddele dig det overordentligt glædelige at jeg i mellemtiden, så at sige som en ekstra gevinst ved hele denne misere, er blevet den størst tænkelige fan af min egen mor. Jeg er nu og i al evighed formand for hendes fanklub og agter fremdeles at udbasunere den kendsgerning for alle i verden at hun er en af hverdagens største, nej, den største heltinde. Ever. Hun har al den værdighed hendes søn mangler. Jeg siger det bare. Nu har jeg sagt det. En gang for alle. Nu står det mejslet ned i papiret. Endelig har jeg sat det minde hun mere end nogen anden fortjener.

Jeg er alene i Spanien. Her smadrer jeg tekst ned i min nye bog hver dag, læser, oversætter og cykler. For første gang i tre måneder har jeg ikke selvmordstanker; for første gang i tre måneder har jeg positive tanker om min fremtid, om børnenes. YZÆUÅ er ikke en del af disse positive tanker. Desværre. Hun har såret mig for dybt, svigtet mig for meget, svigtet sin familie. Jeg har skrevet hende ud af min historie (gu’ har jeg ej). Og: Jeg står ikke længere på bunden af krateret (gu’ gør jeg så). Jeg er vred, jeg er rasende, men jeg står på en bjergtop mange timer i løbet af dagen og ser i bogstaveligste forstand ud over det hele (gu’ gør jeg ej), og det der går op for mig, er at jeg i alt for mange år har svigtet mig selv (gu’ har jeg så), i alt for mange år har været manden med forklædet, idioten med narrehatten der drønede rundt fra Herodes til Pilatus med børn, bagte brød, ordnede hus og støttede sin Æ i et og alt. 

Og nu dette… til spot og spe for folket: cirkusartisten indtager scenen og slår vejrmøller og koldbøtter, alle hviner af fryd og råber: »se, han har stadig det dumme forklæde på; han har kagerullen i hånden; og hør hvor lystigt det bimler og bamler fra klokkerne i snoren, fra hatten på hans hoved«; »hvilket kosteligt spektakel«; »hvilken prægtig nar«, »og hør nu så herligt han spiller på sin harpe«. »Il cornuto«, »il cornuto«, »il cornuto«. »Da capo, da capo, da capo«. Og der står man så midt i det hele, med dej på fingrene, forklæde over maven og horn i panden. 

Det var selvfølgelig okay, naturligvis, at du markerede en grænse over for mig sidst vi var hos dig. Jeg har forstået at jeg bare skal mande mig op. Men jo mere jeg tænker over det, jo mere forekommer det mig at du beder mig om at mande mig NED, ikke OP. Jeg skal tilgive, jeg skal sone, jeg skal hele, jeg skal gribe i egen barm, jeg skal tage skylden for alt på mig, som altid. 

Jeg har en dårlig fornemmelse; en meget dårlig fornemmelse. Min mistanke og formodning er at ZU bagatelliserer og forskønner det hun har gjort, at hun vil gøre hvad hun kan for at bortforklare det. Først det egentlige bedrag ledsaget af selvbedraget, derefter selvbedraget stående alene tilbage. Den totale ydmygelse, den totale hån. Fornedrelsen. 

Måske gør jeg hende uret, måske. Forhåbentlig. Jeg tror mere og mere at det er min iboende SVAGHED, mine reverenter talt imponerende neuroser, mine altomfattende patologier der inviterer kvinder til at være mig utro.

Hvis X stadig er forelsket i denne floromvundne rimsmed og Poet dritten Ranges fra hospitalet, jeg gentager, så beder jeg i al mindelighed om at vise mig et minimum af respekt. Jeg deltager ikke længere i denne harlekinade. 

Selv efter at hatten var gået rundt mindst hundrede gange og Otto Leisner havde råbt ›hopla‹, igen og igen, og skønt Jørn Hjorting (med frue) indtil flere gange, på talrige opfordringer, havde spillet melodien i Giro 413 for hende (på jødeharpe!), og selv om der blev skålet i sandheden hele natten i bajere fra Sct. Albani stift i Odense, og kryptokatolikken blev ført ind på hjul og stejle, er intet konkret sket. Det er fuldkommen uholdbart. Og nu er det altså mig der begår overgreb fordi jeg er rasende over det jeg er blevet udsat for, det fundamentale svigt? Det forekommer mig at jeg her går glip af væsentlige pointer? Men sådan har jeg haft det siden jeg blev født. Hvad fanden er det I andre ser som jeg ikke ser? Hvad er det I har forstået som jeg intet begriber af? Jeg troede det var mig der var Heinrich Schaumann på den røde skanse. Jeg troede det var mig der havde erobret Noahs Ark og alle jer andre der sejlede rundt i den forurenede sump; stod i lort til halsen, var ved at drukne i jeres pis. Og så finder man ud af at man slet ikke har fattet en skid. At man bare sidder derinde i Arken, helt alene som en anden efterladt troglodyt i en hule, en gammeljomfru i et tremmebur som intet har forstået. Nej, I har en indsigt som I nægter at dele med mig. Fuldkommen ligesom verdenserobreren, den rapfodede Eduard der har slået sig ned ved Kap Det Gode Håb i Sydafrika; som har skabt sig en lykke på andres elendighed. Denne evne til at betragte verden som et tagselvbord. Denne, indrømmet, misundelsesværdige evne til at sætte sig selv først og rage til sig.

Jeg fik fandme aldrig en forlomme når vi som børn ventede i kø. Stod bare der og trådte mig selv over fødderne og ventede og lod de andre komme frem.

Jeg mander mig op, netop ved at skrive mig ind i en transformation, ud på den anden side af denne infame infami. Og det føles alt sammen som en kæmpemæssig befrielse. Jeg har taget mig selv af buffeten. Jeg bor alene og skriver bøger, spiller på lyre og har flettet mig en krans af laurbærblade som jeg bærer på hovedet. Og som Stefan George gør jeg det i togafester. Og om fem år er jeg væk, så har jeg et hus i Ronda, og så flyver jeg i ti år frem og tilbage mellem Spanien og Danmark og skriver bøger og underviser. Og når jeg afspiller den film i mit hoved, så bliver jeg glad, fuldkommen sindssygt lykkelig og lettet. Så flyver jeg. Så får jeg vinger. De fantasier sætter mig fri, fri for at skulle ligge derhjemme med ondt i maven de næste 20 år, fri for at skulle martre mig selv med fantasier om hvad der foregår i det skjulte, helt fri, for jeg har hugget båndet over. Jeg er ligeglad og derfor lettet og glad. Fri. For første gang i lang tid. Med vold og magt at hugge båndet over…

Det store rungende ›ja‹ til livet. Hinsides diminutiv-S, hinsides Jürgen på plejehjemmet, min far, og min for længst afdøde farfar. For christ sake. Tag dig sammen, dreng.

Endelig: Det er muligt, meget tænkeligt, og det kommer slet, slet ikke bag på mig at der findes talrige eksempler på ting der er langt værre end det jeg har været udsat for. Men jeg er faktisk græskkatolsk, fløjtende ligeglad, helt og aldeles kold i røven over for den kendsgerning at moster Oda en gang i tidernes morgen knaldede med sin bedste venindes mand 400 gange om året, eller om en eller anden hankat har levet et dobbeltliv i mange år med fast kæreste og elskerinde, eller om min ekskæreste (min første store kærlighed) var serielt utro og knaldede til højre og venstre mens jeg gik rundt og troede på kærligheden. Alle disse relativeringer og bortforklaringer giver jeg ikke en skid for. 

Hold nu kæft hvor er der mange ord i mig. Trykket på Hooverdæmningen var åbenbart blevet for stort; og nu vælter det ud, nu er der gået hul, nu, omsider, er det tilbageholdte, det indestængte på vej ud. Jeg er læk. Bundproppen er hevet ud. Det vælter ud. Kaskader af lort. Pest, kolera, sygdom, død, undergang. Corona. Den slags. 

Læs for Vorherres skyld »Døden i Venedig« eller »Homo Faber« og gå langt ind i junglen. Derinde, i sumpen, står han og smiler sit fjogede smil og ejakulerer sine beskidte fantasier ud i intetheden.  

S

tirsdag den 17. marts 2020

Moloch I

K,
jeg er rasende over din bramfrihed, over dine lommefilosofiske og lommepsykologiske udlægninger af Dr. H’s kærlighedsmæssige og erotiske uforløsthed. Vis mig det menneske som er forløst i denne verden. At du vovede at skrive noget sådant til min kone, at du dristede dig til det, og ja: Jeg er græsk-katolsk med at det er ni måneder siden at din liderlighed frembragte en så stupid og aldeles hovedløs analyse. Hvem er kærlighedsmæssigt og erotisk uforløst? Dig, mig, os alle sammen, men mest af alle: DIG. Du er så uforløst at du bliver ved og ved og ved med at forfølge en fantasiforestilling, at du i seksten måneder katapulterede din uforløsthed ud i verdensaltets uendelige muligheder. Hampelman! Mulighedsidiot. Il Dottore. Pantalone. Manden der pludselig troede han skulle til at være Leander igen.

Du der ikke kan kende forskel på kærlighed og på at være forelsket; du der har roser i kæften og tulipaner i favnen; du som sælger din kone og dine børn for en kimære, en løgn, et luftkastel.

Giv mig en eneste grund til at jeg ikke skal sende det vedhæftede til A-M. Please, K, giv mig én grund til at jeg skal være en hædersmand. Fortæl mig at du elsker din familie, fortæl mig at du er vågnet fra dine hede drømme, og vid at hvis du nogensinde kommer i nærheden af mine drenge, af mine børn, nogensinde, nogensinde, nogensinde igen kommer med roser i kæften og tulipaner i favnen og drømmer om at føre syv børn sammen og lege far for mine drenge i din postmoderne, naragtige pattebarnsfantasi…., nej, giv mig syv gode grunde til at A-M ikke skal have overbragt den korrespondance jeg siden i går besidder, SYV gode grunde i stedet for SYV sammenbragte børn på en gård på Lolland…, hjælp mig med at finde en lysning i dette begsorte mørke af død og ødelæggelse og indestængt liderlighed og midtvejskrise og uforløst »kærlighed«.
Bare SYV gode grunde til at jeg ikke skal sende det til A-M. 
Tro mig: Indtil videre er du den latterligste mand jeg kender under solen, månen og stjernerne. 
Alt er latterligt når man tænker på døden, alt. Og du er så langt ude i din uforløsthed og depraverede erotik- og kærlighedsløse lorteeksistens at man må knibe sig i armen over al den triste virkelighed, og dine kvasifilosofiske betragtninger over livet der ikke lever sig selv, men held og lykke med det hele, især med at overbevise mig om at jeg ikke skal sende det vedhæftede til din henrivende, kloge og karske kone. 
Og nej: jeg er selvfølgelig ikke svaret på alle U’s længsler, for det kan et andet menneske aldrig være,  og nej, jeg kan selvfølgelig ikke forløse hende, men tro mig: det kan du heller ikke, slet ikke; du er end ikke i nærheden af at kunne det, idiot!
 S




onsdag den 11. marts 2020

Det konstante indre billede af min far på Søndervang
Klein Jürgen i kørestolen
Klein Jürgen med ble
Klein Jürgen med den bævrende læbe
Klein Jürgen med den famlende mund
Klein Jürgen i hejseværk
Klein Jürgen dinglende fra loftet i seletøj
med fjernbetjeningen i hånden
pegende fra loftet med fjernbetjeningen 
skiftende kanal hængende fra loftet på plejehjemmet
valget står mellem endnu en quiz på RTL 
(»Wer wird Millionär« med Günther Jauch)
et musikprogram på NDR eller (endnu) en nyhedsudsendelse på ARD
Klein Jürgen i permanent orbit

Klein Jürgen før Corona 

dette nihil før nirvana:

ARD   ZDF    RTL    NDR



Gould I

Gould I