Moloch II
Kære N!
Jeg ved at X kommer og taler med dig på fredag for at få en form for klarhed. Det sker sikkert udelukkende i et forsøg på at genopbygge og hele og vinde det hjerte tilbage som hun har flået ud og kastet mod et hårdt, koldt stengulv, spyttet på, hånet, ydmyget, sat på plads igen for blot at flå det ud en gang til og begynde forfra.
Min angst er fortsat lammende, især når jeg tænker på at XYZÆØÅ muligvis ikke er færdig med galanen fra hospitalet. Måske fortæller hun dig at hun ikke er det; i så fald vil jeg meget gerne have klar besked, så jeg har en chance for at navigere i det kaos jeg er stedt i; at finde en vej ud af den blindgyde jeg står i. Hvis X nærer følelser for K endnu, er jeg væk, helt væk, weg vom Fenster, som tyskerne siger, sådan må det være. Jeg vil ikke mere. Det ville ligefrem være en lettelse for mig at få en sådan besked. Alle i dette selskab skylder mig klarhed, renhed og dermed en, jeg gentager, chance for at træffe en moden beslutning om hvad der skal ske med min familie, med mine børn, med min fremtid.
Du kender den herlige lignelse med røgen fra skosålerne som min kære mor forleden mindede mig om i telefonen. I øvrigt kan jeg, bare som et lille, dog langtfra ubetydeligt indskud, meddele dig det overordentligt glædelige at jeg i mellemtiden, så at sige som en ekstra gevinst ved hele denne misere, er blevet den størst tænkelige fan af min egen mor. Jeg er nu og i al evighed formand for hendes fanklub og agter fremdeles at udbasunere den kendsgerning for alle i verden at hun er en af hverdagens største, nej, den største heltinde. Ever. Hun har al den værdighed hendes søn mangler. Jeg siger det bare. Nu har jeg sagt det. En gang for alle. Nu står det mejslet ned i papiret. Endelig har jeg sat det minde hun mere end nogen anden fortjener.
Jeg er alene i Spanien. Her smadrer jeg tekst ned i min nye bog hver dag, læser, oversætter og cykler. For første gang i tre måneder har jeg ikke selvmordstanker; for første gang i tre måneder har jeg positive tanker om min fremtid, om børnenes. YZÆUÅ er ikke en del af disse positive tanker. Desværre. Hun har såret mig for dybt, svigtet mig for meget, svigtet sin familie. Jeg har skrevet hende ud af min historie (gu’ har jeg ej). Og: Jeg står ikke længere på bunden af krateret (gu’ gør jeg så). Jeg er vred, jeg er rasende, men jeg står på en bjergtop mange timer i løbet af dagen og ser i bogstaveligste forstand ud over det hele (gu’ gør jeg ej), og det der går op for mig, er at jeg i alt for mange år har svigtet mig selv (gu’ har jeg så), i alt for mange år har været manden med forklædet, idioten med narrehatten der drønede rundt fra Herodes til Pilatus med børn, bagte brød, ordnede hus og støttede sin Æ i et og alt.
Og nu dette… til spot og spe for folket: cirkusartisten indtager scenen og slår vejrmøller og koldbøtter, alle hviner af fryd og råber: »se, han har stadig det dumme forklæde på; han har kagerullen i hånden; og hør hvor lystigt det bimler og bamler fra klokkerne i snoren, fra hatten på hans hoved«; »hvilket kosteligt spektakel«; »hvilken prægtig nar«, »og hør nu så herligt han spiller på sin harpe«. »Il cornuto«, »il cornuto«, »il cornuto«. »Da capo, da capo, da capo«. Og der står man så midt i det hele, med dej på fingrene, forklæde over maven og horn i panden.
Det var selvfølgelig okay, naturligvis, at du markerede en grænse over for mig sidst vi var hos dig. Jeg har forstået at jeg bare skal mande mig op. Men jo mere jeg tænker over det, jo mere forekommer det mig at du beder mig om at mande mig NED, ikke OP. Jeg skal tilgive, jeg skal sone, jeg skal hele, jeg skal gribe i egen barm, jeg skal tage skylden for alt på mig, som altid.
Jeg har en dårlig fornemmelse; en meget dårlig fornemmelse. Min mistanke og formodning er at ZU bagatelliserer og forskønner det hun har gjort, at hun vil gøre hvad hun kan for at bortforklare det. Først det egentlige bedrag ledsaget af selvbedraget, derefter selvbedraget stående alene tilbage. Den totale ydmygelse, den totale hån. Fornedrelsen.
Måske gør jeg hende uret, måske. Forhåbentlig. Jeg tror mere og mere at det er min iboende SVAGHED, mine reverenter talt imponerende neuroser, mine altomfattende patologier der inviterer kvinder til at være mig utro.
Hvis X stadig er forelsket i denne floromvundne rimsmed og Poet dritten Ranges fra hospitalet, jeg gentager, så beder jeg i al mindelighed om at vise mig et minimum af respekt. Jeg deltager ikke længere i denne harlekinade.
Selv efter at hatten var gået rundt mindst hundrede gange og Otto Leisner havde råbt ›hopla‹, igen og igen, og skønt Jørn Hjorting (med frue) indtil flere gange, på talrige opfordringer, havde spillet melodien i Giro 413 for hende (på jødeharpe!), og selv om der blev skålet i sandheden hele natten i bajere fra Sct. Albani stift i Odense, og kryptokatolikken blev ført ind på hjul og stejle, er intet konkret sket. Det er fuldkommen uholdbart. Og nu er det altså mig der begår overgreb fordi jeg er rasende over det jeg er blevet udsat for, det fundamentale svigt? Det forekommer mig at jeg her går glip af væsentlige pointer? Men sådan har jeg haft det siden jeg blev født. Hvad fanden er det I andre ser som jeg ikke ser? Hvad er det I har forstået som jeg intet begriber af? Jeg troede det var mig der var Heinrich Schaumann på den røde skanse. Jeg troede det var mig der havde erobret Noahs Ark og alle jer andre der sejlede rundt i den forurenede sump; stod i lort til halsen, var ved at drukne i jeres pis. Og så finder man ud af at man slet ikke har fattet en skid. At man bare sidder derinde i Arken, helt alene som en anden efterladt troglodyt i en hule, en gammeljomfru i et tremmebur som intet har forstået. Nej, I har en indsigt som I nægter at dele med mig. Fuldkommen ligesom verdenserobreren, den rapfodede Eduard der har slået sig ned ved Kap Det Gode Håb i Sydafrika; som har skabt sig en lykke på andres elendighed. Denne evne til at betragte verden som et tagselvbord. Denne, indrømmet, misundelsesværdige evne til at sætte sig selv først og rage til sig.
Jeg fik fandme aldrig en forlomme når vi som børn ventede i kø. Stod bare der og trådte mig selv over fødderne og ventede og lod de andre komme frem.
Jeg mander mig op, netop ved at skrive mig ind i en transformation, ud på den anden side af denne infame infami. Og det føles alt sammen som en kæmpemæssig befrielse. Jeg har taget mig selv af buffeten. Jeg bor alene og skriver bøger, spiller på lyre og har flettet mig en krans af laurbærblade som jeg bærer på hovedet. Og som Stefan George gør jeg det i togafester. Og om fem år er jeg væk, så har jeg et hus i Ronda, og så flyver jeg i ti år frem og tilbage mellem Spanien og Danmark og skriver bøger og underviser. Og når jeg afspiller den film i mit hoved, så bliver jeg glad, fuldkommen sindssygt lykkelig og lettet. Så flyver jeg. Så får jeg vinger. De fantasier sætter mig fri, fri for at skulle ligge derhjemme med ondt i maven de næste 20 år, fri for at skulle martre mig selv med fantasier om hvad der foregår i det skjulte, helt fri, for jeg har hugget båndet over. Jeg er ligeglad og derfor lettet og glad. Fri. For første gang i lang tid. Med vold og magt at hugge båndet over…
Det store rungende ›ja‹ til livet. Hinsides diminutiv-S, hinsides Jürgen på plejehjemmet, min far, og min for længst afdøde farfar. For christ sake. Tag dig sammen, dreng.
Endelig: Det er muligt, meget tænkeligt, og det kommer slet, slet ikke bag på mig at der findes talrige eksempler på ting der er langt værre end det jeg har været udsat for. Men jeg er faktisk græskkatolsk, fløjtende ligeglad, helt og aldeles kold i røven over for den kendsgerning at moster Oda en gang i tidernes morgen knaldede med sin bedste venindes mand 400 gange om året, eller om en eller anden hankat har levet et dobbeltliv i mange år med fast kæreste og elskerinde, eller om min ekskæreste (min første store kærlighed) var serielt utro og knaldede til højre og venstre mens jeg gik rundt og troede på kærligheden. Alle disse relativeringer og bortforklaringer giver jeg ikke en skid for.
Hold nu kæft hvor er der mange ord i mig. Trykket på Hooverdæmningen var åbenbart blevet for stort; og nu vælter det ud, nu er der gået hul, nu, omsider, er det tilbageholdte, det indestængte på vej ud. Jeg er læk. Bundproppen er hevet ud. Det vælter ud. Kaskader af lort. Pest, kolera, sygdom, død, undergang. Corona. Den slags.
Læs for Vorherres skyld »Døden i Venedig« eller »Homo Faber« og gå langt ind i junglen. Derinde, i sumpen, står han og smiler sit fjogede smil og ejakulerer sine beskidte fantasier ud i intetheden.
S
