torsdag den 16. maj 2019

Ny patos mellem beruselse og nøgternhed, eller historien om hvordan følelserne fandt sin form. 

En miniaturepoetik 

Den tyske romantiker Friedrich Hölderlin der led af skizofreni og i mange år fristede en kummerlig tårntilværelse i Tübingen, er med rette kendt for sine mageløse digte hvis billedsprog peger langt ud over sin samtid og gør enhver firkantet litteraturhistorisk etikette til skamme. Digtet »Hälfte des Lebens« der blev offentliggjort første gang i 1804, er ingen undtagelse. Jeg har altid tænkt at dette digts to strofer rummer hele livet, eller rettere: at det giver en adækvat beskrivelse af (kunstner)sindets og eksistensens bipolaritet. Mørket og lyset, tungsind og ekstase, melankoli og mani. Sommerlandskabets fylde, frodighed og harmoni over for vinterens golde og stumme intethed. Den adjektivløse anden strofe beskriver med vinterlandskabet som central metafor det depressive, ikke-skabende sind. Den øde-lagte, golde bevidsthed. Solen er forsvundet, jorden kaster ingen skygge, ordene står tomme og forladte; jeget griber forgæves ud efter noget meningsfyldt, men møder intet andet end sprogløshed og kulde. Ganske anderledes forholder det sig i første strofe hvor alt det som normalt er adskilt, er forbundet (landet med vandet, beruselsen med ånden). Det enigmatiske billede med ›de hulde svaner / der berusede af kys / dukker deres hoved / i det helligt-nøgterne vand‹ er den mest kondenserede og geniale beskrivelse af kunstens tilblivelse og af dens hovedingredienser jeg kender. Den majestætiske fugl, den smukke, hvide svane der, ja, netop beruset af kys sænker sit hoved i det svale, ›helligt-nøgterne‹ vand. Digtningen in specie og kunsten in genere opstår i mødet mellem rusen og ånden, mellem lidenskaben og rationaliteten, mellem den amorfe sanselighed og, ikke mindst, vilde følsomhed og fornuftens og forstandens strenge formgivende principper. Nogle mennesker er født med et hypersensibelt gemyt, et svært og indviklet sind, og ind imellem sker det at sådanne mennesker ved formgivningens ›helligt-nøgterne‹ mellemkomst formår at give noget stærkt og bevægende videre på en sådan måde at det rammer et andet menneske i mellemgulvet. I et svagt (eller stærkt?) øjeblik har jeg betegnet min egen kunstretning som »ny patos«. Alt for længe stivnede kunsten i form og om sig selv lukkede, golde stiløvelser. Jeg har aldrig forstået hvad der er galt med lidenskaben. Og nu har mine følelser fundet en form, en stemme, et sted.
I julen 2016 var jeg ramt i kernen af min eksistens. Jeg vaklede, var fortvivlet, var rasende, forbandet, frustreret. Mine forældre var i huset, foruden mine fire børn og moren til disse børn. Min far var syg, i løbet af få måneder var det gået stærkt tilbage for ham. Han sad det meste af dagen ved bordet i stuen med Familiejournalen foran sig, læste den samme side igen og igen. Stirrede formålsløst ud ad vinduet, igen og igen. Sagde ingenting, sad bare med sine stive ben og så så underligt fraværende ud. Hvert femte minut fik han krampe, først i venstre ben, så i højre, så i begge ben på en gang. Jeg græd i kælderen, jeg råbte i kælderen, jeg skreg af raseri og fortvivlelse når jeg sad på min cykel. Det var som om erindringstrykket var ved at få mig til at briste, til sidst kunne jeg dårligt trække vejret, knap nok være i min egen krop. I mindst et år havde jeg forgæves ledt efter en form, et nyt kunstnerisk udtryk. Længslen efter at skabe, at sætte noget i verden igen som ikke fandtes i forvejen gjorde mig næsten desperat. Skulle jeg skrive en roman, en samling fortællinger, en ny digtsamling? Pludselig satte jeg mig ved skrivebordet; det må have været første juledag, og da jeg rejste mig igen et par timer senere, havde jeg skrevet ti sider og, viste det sig, fundet en form og en stemme inden i mig som med ét forløste en kunstnerisk og eksistentiel krise. Selvsagt kun forbigående, men immervæk! I løbet af få dage skrev jeg tyve nye sider og efter en måned vidste jeg at jeg havde fundet hjem, at jeg havde fundet et sted uden for tiden, en form, en rytme, en ny måde – for mig – at skrive på. Det hjalp at jeg meget hurtigt nedfældede en række dogmeregler for bogen, og det hjalp at jeg efter få ugers arbejde pludselig vidste hvordan min bog skulle være, hvordan den skulle fortsætte, hvilken retning den skulle tage, ja, jeg vidste at den som et minimum skulle forsøge at rekonstruere min fars livshistorie, men jeg vidste også at det skulle være en bog med mange forskellige, parallelt løbende spor, og jeg vidste at jeg skulle følge mine regler strengt. Lad os bare kalde reglerne for ›Poetik for en Ny Patos‹:

a.    Skriv det som er i din bevidsthed her og nu
b.   Skriv uden censur
c.    Skriv uden at redigere dine tanker
d.   Bevæg dig konstant mellem forskellige tider og steder
e.    Impressionistisk skrivestil med stor inspiration fra surrealisternes écritureautomatique

-->
Formen gav hurtigt sig selv: en slags prosalyrisk langdigt; et monsterlangt digt, vekslende mellem helt lyriske passager og mere eller mindre rene prosastykker. De konstante linjebrud i Digt om dødenEn bog om min far der udkom på Forlaget Vandkunsten i slutningen af september 2018, blev et af resultaterne. Det var som om formen kom til mig; pludselig var den der; den greb mig, den greb ind i sproget, den gav sig selv, og jeg gik bare med den. Det var sådan teksten skulle være tekst. Det er sådan kærlighed er kærlighed. Enten går man med den eller vender sig bort og går glip af den. Det var indiskutabelt, og for første gang i mange år havde jeg en fornemmelse af at der var overensstemmelse mellem form og indhold, mellem rationalitetens formgivne princip og de voldsomme, alt for voldsomme følelser. Jeg blev draget ind i teksten, gik uophørligt ud og ind af den, skrev på den overalt, på alle tider af døgnet og forsøgte efter bedste evne at holde mig til mine dogmeregler og skriftfrisættende benspænd. Et omfattende arkivarbejde i forbindelse med rekonstruktionen af mine tyske bedsteforældres liv og kærlighedshistorie kostede mig en måneds intensivt arbejde, tilbagetrukket i et sommerhus tæt ved Vesterhavet. Teksten tog mig med storm; henrev mig, og jeg oplevede gang på gang hvordan jeg tidligt om morgenen satte mig til computeren for at genlæse de passager jeg havde skrevet dagen før, blot for at blive katapulteret ud af mig selv og ind i skrivningen igen og først vågne op i min snærende jegbevidsthed otte timer senere. Bogen blev færdig, formen udviklede sig løbende, indtil den blev til et helt system som læseren selv må udrede. Mens jeg skriver dette, er jeg næsten færdig med min næste bog. Samme form, skrevet ud fra samme dogmeregler, dog indeholdende langt flere prosablokke monteret ind i den løbende prosalyriske tekst der ligner teksten fra Digt om døden. Arbejdstitlen er MolochDigtEn fortælling om mit hellige raseri. Store dele af bogen er skrevet under et ophold i en spansk bjerglandsby nordvest for Malaga, og den vil blive skrevet færdig i løbet af de kommende uger i en anden andalusisk bjerglandsby i nærheden af byen Ronda. Den by hvori R. M. Rilke i 1912 overvandt en længerevarende skriveblokering og krise. 

tirsdag den 7. maj 2019

det er vinden i bøgens spæde grønne lidt uden for Horsens
den måde 
jeg lyser på
selv Bruuns grimme galleri i Århus stråler
under de øjne 
der ser
det øre
der hører
lyden af dine suk
der får stilheden til at skælve
måden du siger mit navn på
vi taler om total knoglemarvstransplantation
om helt ny DNA
bøgen ved Nørreskoven
hvor Adam bor
trådsole og regn
bare det og så lidt mere
og det hele en gang til
igen og igen og igen


senere tager jeg en runde på sporet i Hannerup
du ved
der hvor den nye planke er lagt
og man kan flyve flere meter over et gap
det gælder om ikke at tøve
om at sigte og se frem
alt er et spørgsmål om at slippe
om at gå med dagens sekunder

selv tung af liv
kan man svæve og lande igen
forhjul og baghjul skal ramme overfladen på samme tid
og så skal der råbes
et navn skal brøles i skoven
et livgivende navn fra bøgernes bog
med megafon på en plads i en by på et sted og et knus så godt 
at alle celler i min krop bliver varme
at selv de mindste rum bliver katedraler.

lørdag den 1. december 2018

Jeg styrtede i går
komplet latterligt
mindst lige så latterligt som livet selv
havde netop forladt indkørslen
stærk storm fra havet
herregud:
jeg skulle bare rette lidt på min Rapha-jakke og havde sluppet styret
en pludselig kastevind fra højre
derpå direkte mod fortovet
jeg røg ned på venstre side
ramte en skarp betonkant under naboens hæk
et hårdt slag direkte mod rygsøjlen
den jagende smerte gennem venstre ben
»dit store idiot«
skreg jeg 
»dit forbandede fjols
det skal køres væk«

to minutter senere sad jeg på cyklen igen
for christ sake!

»vi piver ikke
vi er cykelryttere
ikke fodboldspillere«
og:
»tror ikke du skal regne med at se mig rende rundt på en golfbane 
hverken om ti eller tyve år
glem det«
vores art dør med cykelskoene på
ligkisten er svøbt i lycra
det afsjælede legeme iført Oakley-briller
frem for alt:
jeg vil være verdensmester som 70-årig
tynd               senet              benet
med tydelige blodårer på   læg                  arme              lår
sammenbidt og på smækken af en tyveårig A-rytter
med i licensrytternes rulleskift til tirsdagstræning
golf og fodbold er for tudemikler
svagpissere
og også dette vil 
som alt andet
gå over

»det skal køres væk«

indebrændt mumlende mand i hæk
mand på vej op  
endnu et forsøg på at sætte raseriet fra dæk

hård intervaltræning
rundstrækning ved Hvidbjerg og Høll
stiv kuling fra øst
hård sidevind langs golfbanen mod Brejning
»tøsedrenge«
liggende over styret
positionen tager trykket væk fra ryggen
ned ad Munken
op ad Ibæk Strandvej 
tilbage i modvinden
efterårslandskabet
den jagende smerte 
hver gang jeg skifter fra siddende til stående
fra stående til siddende
de ildevarslende elektriske stød helt ud i tæerne
to en halv times hård og effektiv træning
perfekt som forberedelse til søndagens lokale opgør
vinterens mest prestigefyldte konkurrence for midaldrende mænd

i lycra mod døden

tilbage i indkørslen
hjemme igen
ude af stand til at stige af cyklen
låst fast til cyklen
umuligt at tage et skridt
helt udelukket at sætte højre fod foran venstre
for ikke at tale om at svinge højrebenet over sadlen
total vægtforskydning til den sønderknuste side
følelsen af at få jaget en kniv direkte ind i rygsøjlen
strålesmerterne i benet 
jeg græd
jeg skreg
selvbespottende bemærkninger fløj fra kæften: 

»SVAGpisser
golfspillende cykelpensionist«

forsøgte at kravle fra skuret til kælderindgangen
kunne ikke
forsøgte at gå
faldt
forsøgte at stå
faldt
stod en halv time i kælderen og hylede som en stukken
                                                                           gris
lå en halv time paralyseret på stuegulvet
ringede til egen læge
ringede til vagtlægen
ringede rundt til alle læger i mit netværk
beskeden var klar
du skal på skadestuen og undersøges for brud på ryggen
halvgammel mand på gulvet i stuen med telefonen
halvgammel mand på gulvet i stuen med et rødt
                                             flakkende hjerte
alle de knuste drømme                   alle de bristede illusioner
på gulvet i stuen med telefonen ringende rundt efter råd 
et forløsende ord
uophørligt tankerne kredsende om det lokale cykelløb på søndag
jeg kan ikke være med
jeg har brækket ryggen
jeg bliver lam
jeg skal tilbringe resten af mine dage i en kørestol

en ven hentede mig en time senere og kørte mig til
                                                              Kolding 
akutmodtagelsen
jeg ventede i tre timer på at blive undersøgt
brud udelukket
kraftigt traume mod ryggen
musklerne læderet
væskeansamling
tryk mod nerverne
mindst en nerve er i klemme
Iskias er under mistanke
alt peger på den satan
ikke et ord om 
at alle andre nerver i min krop også er i klemme
at jeg befinder mig i mit livs værste mareridt
ikke et ord om 
at mit liv de sidste fire måneder har været et langt brud 

vraltede rundt på gangene 
råbte »av« 
da sygeplejersken visiterede mig
råbte »av« 
da den unge læge
et pigebarn på højst 28 år
palperede min ryg
da hun minutiøst gik mine ryghvirvler igennem en for en
udsatte dem for moderat pres 
derpå konfererede hun med bagvagten
kom tilbage
ingen signifikante brudindikationer 
af samme årsag ingen grund til at CT-scanne
derimod en klar formodning om muskeltraume 
ikke et ord om det traumatiske som sådan
om den defekte eksistensmaskine
herregud: bare et muskeltraume
tænkte jeg

morfin udskrevet i rigelige mængder
yes!
måske den lille røde larvelignende pille kan aftraumatisere
man har vel lov at håbe
når nu jeg ikke selv kan
når nu jeg åbenbart er ude af stand til at selvreparere
når nu jeg åbenbart ikke en gang har kunnet cykle mig fra                                                                                                                      

›det hele‹

har sovet udmærket
har vraltet mig gennem dagens første timer
har råbt og skreget 
bestemte positioner er så smertefulde
at jeg er millimeter fra at segne
sidder nu ved skrivebordet
hører Mobys »Falling Rain and Light«
»This Wild Darkness«
hører Lil Peeps »Runaway«
hører Lil Peeps og XXXTentacions »Falling Down«
morfinen virker

og ved du hvad det bedste er (legetøj fra…):
Rapha har åbnet for Black Friday 
selv om det stadig kun er torsdag
jeg har lige købt for over 3000 kroner
ny jakke (jeg har allerede tre)
ny langærmet trøje (jeg har allerede otte)
nye strømper (jeg mangler faktisk strømper)
en lilla hue af merinould                 casual wear 
(det gælder om at ligne en smart idiot)
ny kasket (har allerede en hel kasse fuld)

og:
hvis jeg sover
hvis jeg om lidt forlader skrivebordet og lægger mig i
                                             strakt positur
hvis nogen hjælper mig op på cyklen
måske allerede i morgen
måske i overmorgen
jeg skal bare op på den
det er irrelevant om jeg kan komme ned igen
hvis nogen hjælper mig med at svinge højre ben over 
                                                                    sadlen
kan jeg køre den lokale afdeling af vinterens Paris-Roubaixcup på søndag
»det skal køres væk«
udbryder jeg
og i næste uge kommer det nye tøj
»klovn«
råber jeg højt ved skrivebordet
»av«
skriger jeg
da jeg rejser mig og går op i køkkenet for at lave en kop
kaffe
smart cappuccino med mælkekunst.

fredag den 23. november 2018

Tyskerne digtede jøderne ihjel
digtede dem bort i forskelsløshed
digtede sig selv ihjel 
sådan som min farfar          Josef
indimellem blev grebet af forskelsløsheden og mistede sig selv
inden han blev ramt af en granat ved østfronten
et halv år efter at min far                Klein Jürgen
blev født i Bad W.

Der findes et liv hinsides subjektiviteten
som er forkert
der findes et liv hinsides subjektiviteten
som er rigtigt
jegets selvsuspendering og overskridelse ind i kunsten           i meditationen
katapulteret ud af sig selv i mødet med Bruckners sjette i Berlin
katapulteret ud af sig selv glidende gennem vandet langs bunden i iskoldt vand
taler vi her om det samme som jeget opløst til intet af massen?
eller findes der en anden måde                 en smuk måde          kærligheden
næstekærligheden                                       på den anden side af mig 
af dig
den objektløse kærlighed
selvforglemmelsen
en variant af forskelsløshed som ikke bærer ondskaben i sig

tirsdag den 20. november 2018


Kolde øl skænket fra fad
som kun en tysker kan gøre det
bare spørg min far               Klein Jürgen
han                 Jürgen                        kan ikke sige så meget sammenhængende
men forklare
hvad der karakteriserer en velskænket fadøl
det kan han               anytime         selv med de mest perforerede hjernevindinger
om så det er det sidste
han kommer til at gøre
det sidste han kommer til at holde et mindre foredrag om
afslutningsforedraget om
hvordan man skænker en fadøl på den rigtige  tyske måde
velskænket vil sige skænket på syv minutter
syv minutter skal det tage at skænke en fadøl korrekt
hvor ofte har jeg ikke hørt det i min barndom
»det tager mindst syv minutter at skænke en velskænket fadøl«
»en velskænket fadøl skal skænkes
så det skummer«
skummer på den helt rigtige         tyske måde
skummets finale konsistens bestemmer
om der er tale om velskænket øl eller ej
det er skænkningsafstanden
der er afgørende
øllet skal ramme glasset fra stor afstand             faldhøjden er afgørende
vinklen ligeså                                                            faldhøjden og vinklen
(som i livet selv)
det skal skumme heftigt
derpå skal skummet falde ned igen                      tætnes                        falde til ro
(som livet selv)
mættes og mødes til den helt rette sammensætning
ikke for meget luft i skummet       ikke for lidt
»sådan skal en øl skænkes«
»de fleste aner ikke              hvordan man skænker en øl«
»det tager syv minutter at skænke en velskænket øl«
(det tager syv sekunder at ødelægge et liv
det tager under et sekund at overskride en grænse
der annullerer fortiden og umuliggør enhver form for retræte)
skummet skal bagefter være så tæt                     
at det efter nedhældning i svælget bliver siddende længe i overskægget
(ikke et ord om        at man kan blive syg af velskænket øl    
dum og gemen         perfid og patetisk af velskænket øl)
»danskerne«             bedyrer Klein Jürgen fra sin stol  
»kan ikke skænke øl korrekt«
det kan tyskerne derimod              i München ikke mindst      
fremfor alt i München kan de deres kram

fredag den 14. juli 2017

en komet strejfede jorden i dag
de sagde det selv i nyhederne
det har stået på facebook            på twitter
har været vist på snapchat          på instagram

jeg så den med egne øjne
den trak sin hale gennem skoven på skråningen ved Røjle Klint
rødt sprang op og satte sig fast på himlen
derefter forsvandt den igen

gled langs bunden ved badebroen
hænderne gennem det slanke        grønt flimrende         tavst svejende tang
eftermiddagen er gået med at samle heliumblomster i haven
sige kærlige ting til min søn

i morgen vil jeg spise blåmuslinger med en ven
drikke hvidvin og minde mig selv om at vi aldrig skal dø




Gould I

Gould I