det er bladenes måde at falde på

at de bare ligger der i deres rødgule afsondrethed 

 

grå baggrund

 

alt er mørkt

støvregn

 

jeg rejser mig i sadlen og ser mod fjorden

 

ser ned            ser gråt

ser op              ser intet

 

ser den lange  lerede (grå!) bakke foran mig

en eller anden idiot

(mennesket)

har blandet jorden med bly

 

forsøger at bøje tiden og trække rummet stumt                   

 

 

hos naboen rafler de stadig

for lukkede vinduer og nedrullede gardiner

 

 

min sædvanlige måde at falde på