Man ser brødteksten i Ekstrabladet for sig:

hund med fråde om munden og glasblanke syge øjne afgår ved

                                                          døden på andalusisk bjerg

en syvogfyrre årig mand går bersærk

dræber

iført fuldt cykelornat 

klædt i lycra fra top til tå

svøbt i de dyreste Raphaklæder

en hund ved at kaste knytnævestor sten mod tindingen

»jamen 

jeg var bare rasende«

udtaler manden fra sit spanske eksil

»jeg ville ikke slå hunden ihjel

jeg ville ikke stene den til døde

det var i virkeligheden en anden mand 

jeg ville dræbe

det var en anden mand og mig selv

jeg ville stene til døde«.

Ekstrabladets oplag stiger med flere hundredetusinde efter den

                                                                                       historie.

I forelskelsen får manden sin manddom bekræftet

det vil sige 

at han bliver bestyrket i sin maskulinitet 180 grader

fra ørespids til ørespids

til gengæld bliver han det for fuld udblæsning

deraf forelskede mænds fjogede smil

men han mangler den dybe kærligheds komplementære del

nemlig konfrontationen med sin egen kvindelighed

alt det 

han ikke behøver at rumme 

han nøjes med at ride på en bølge af narcissistisk bekræftelse af sin

                                                                                           manddom

omvendt får kvinden sit selvforlibte fix i forelskelsens rus ved for

                                                         en stund at være kvindelighed

igen 180 grader

for fuld udblæsning

det en kvinde

tænker jeg

efter tyve års ægteskab netop savner

at være et nummer af Femina døgnet rundt

at blive set som kvinde

bare det

for fuld udblæsning

ren overflade            180 grader

og hvad har alt dette så med mig og min situation at gøre

en hel del 

naturligvis

alt

selvsagt

for det første kan jeg umuligt hamle op med lægens an(im)us

for det andet kan jeg umuligt give min XYZÆØ det

han kan

nemlig 180 graders bekræftelse af hendes yndige attributter i

                                                                                  døgndrift.

Hvis vi nu siger at jeg hedder Petrarca

seriøst?

Petrarca? 

I alle mine drømme råber jeg PIK og skrider

det vildeste er at Æseldyret i nat proppede plysbjørnens hoved helt ned i honningkrukken og skruede låget på, så nu ligger plysbjørnens honningindsmurte hoved nede i krukken. Lille, lille, grådige, grådige lorte bjørn.