Moloch I

K,

jeg er rasende over din bramfrihed, over dine lommefilosofiske og lommepsykologiske udlægninger af Dr. H’s kærlighedsmæssige og erotiske uforløsthed. Vis mig det menneske som er forløst i denne verden. At du vovede at skrive noget sådant til min kone, at du dristede dig til det, og ja: Jeg er græsk-katolsk med at det er ni måneder siden at din liderlighed frembragte en så stupid og aldeles hovedløs analyse. Hvem er kærlighedsmæssigt og erotisk uforløst? Dig, mig, os alle sammen, men mest af alle: DIG. Du er så uforløst at du bliver ved og ved og ved med at forfølge en fantasiforestilling, at du i seksten måneder katapulterede din uforløsthed ud i verdensaltets uendelige muligheder. Hampelman! Mulighedsidiot. Il Dottore. Pantalone. Manden der pludselig troede han skulle til at være Leander igen.

Du der ikke kan kende forskel på kærlighed og på at være forelsket; du der har roser i kæften og tulipaner i favnen; du som sælger din kone og dine børn for en kimære, en løgn, et luftkastel.

Giv mig en eneste grund til at jeg ikke skal sende det vedhæftede til A-M. Please, K, giv mig én grund til at jeg skal være en hædersmand. Fortæl mig at du elsker din familie, fortæl mig at du er vågnet fra dine hede drømme, og vid at hvis du nogensinde kommer i nærheden af mine drenge, af mine børn, nogensinde, nogensinde, nogensinde igen kommer med roser i kæften og tulipaner i favnen og drømmer om at føre syv børn sammen og lege far for mine drenge i din postmoderne, naragtige pattebarnsfantasi…., nej, giv mig syv gode grunde til at A-M ikke skal have overbragt den korrespondance jeg siden i går besidder, SYV gode grunde i stedet for SYV sammenbragte børn på en gård på Lolland…, hjælp mig med at finde en lysning i dette begsorte mørke af død og ødelæggelse og indestængt liderlighed og midtvejskrise og uforløst »kærlighed«.

Bare SYV gode grunde til at jeg ikke skal sende det til A-M. 

Tro mig: Indtil videre er du den latterligste mand jeg kender under solen, månen og stjernerne. 

Alt er latterligt når man tænker på døden, alt. Og du er så langt ude i din uforløsthed og depraverede erotik- og kærlighedsløse lorteeksistens at man må knibe sig i armen over al den triste virkelighed, og dine kvasifilosofiske betragtninger over livet der ikke lever sig selv, men held og lykke med det hele, især med at overbevise mig om at jeg ikke skal sende det vedhæftede til din henrivende, kloge og karske kone. 

Og nej: jeg er selvfølgelig ikke svaret på alle U’s længsler, for det kan et andet menneske aldrig være,  og nej, jeg kan selvfølgelig ikke forløse hende, men tro mig: det kan du heller ikke, slet ikke; du er end ikke i nærheden af at kunne det, idiot!

 S