Langs med Maderne i Næbskoven,

børnene i regntøj, væk var søndages melankoli langs skovstier, væk var smerten i maven fra bagsædet af bilen, vi legede på tækkehalm der var stablet som liv parat til at folde sig ud og tage imod, vandet randt sirligt langs gummistøvler, som vandfald over ubrugte hoveders brusen. Nu sitrer jeg i sengen ved tanken om al den virkelighed der skal bruges, om alle de minder jeg skal forbi, om alle de tanker der skal glemmes. I morgen skruer vi op for tiden og ned for mørket. Det gælder om at gå turen i Næbskoven en gang til mens vi lukker fortiden inde i træernes knejsende Nu over Præstø Bugt, som Raabe der ikke kunne sove og læste Schopen=hauer hele natten, indåndede svovldampe så vejret kunne strømme frit ned i de skrivende lunger. Hvis jeg skulle notere universet, ville notationen være nulkommanulkommanul=tid-i-tiendekommanul, selv om den 30 meter høje og ethundredehalvtredsår gamle eg ved Maderne i dag så ud til at nyde hvert et sekund. Ingen så de døde snegle, og der var tusind års liv i det løb over skovbunden, og intet at glemme, ingen antagelser, ingen angst i dit spring mod presenningen der dækkede de stablede strå

og en tredjedel af solen og en tredjedel af månen og en tredjedel af stjernerne ramt af dit smil da vandet løb fra regnstøvlerne ned ad din hals.