som nu den anden dag, da jeg malede carporten sort, i middagssolen, mens bølger slog deres rolige slag og vinden legede let, som en rislende bæk, og børnenes latter faldt i små kaskader over den henrundne tid, universet udvider sig, vi svinder langsomt ind og bølgerne trækker sig tilbage, vinden baglæns ud af verdens indre rum, børnenes ubevægelige skovle i sandet, den standsede leg, penslen mod træværket, tidens tilbagetog, solen der stopper sit løb under træets hud, mærke og mærke høre og se, den ultimative berøring inden hænderne fryser til is.